Jól på Vikingeskibsmuseet
Skibene er sat på land for vinteren, og dagene er blevet kortere og koldere. Det er tid til at samles og skabe fælles minder - og måske nye traditioner?
En gammel tradition
Julen har i årtusinder været en af årets store højtider - hvis ikke den største i Norden. Her i den mørkeste tid samledes man omkring bordet for at drikke for fred og spise godt.
Når vi sætter os til bords for at spise og drikke den gode julemad og juleøl, er det altså en tusindårig gammel, nordisk skik vi holder i hævd. Sådan fejrede vores forfædre i vikingetiden midvinteren.
Snorre - Julens fortæller
Det er længe siden vikingerne holdt jul, så hvorfra ved vi hvordan vikingerne fejrede jul?
Der er ikke mange historier, der er nedskrevet i vikingetiden. Men den senere historieskriver Snorre Sturlason, som levede i årene 1178-1241, fortæller om julen ved det norske hof.
Snorre blev født næsten 200 år efter vikingetiden sluttede, og han berettede ikke fra Danmark. Alligevel er disse fortællinger en af de bedste kilder til viden om den hedenske jul.
» Du kan læse mere om vikingernes december-traditioner her
Juleprogram med fortællinger, aktiviteter og rundvisninger
Vikingeskibsmuseet vil sammensætte et juleprogram med aktiviteter for hele familien og rundvisninger om de verdensberømte vikingeskibe, når julen vender tilbage på museet i 2024. Vi vil også holde åbent alle dage for juleshopping i museumsbutikken og lækkerier i Café Knarr. Siden vil blive opdateret når julen nærmer sig igen.
Jul i vikingetiden
Flere af julens traditioner spores tilbage til vikingetiden. Inden Danmark blev kristent i 900-tallet, og inden julen blev en fejring af Jesu fødsel, var den hedenske jul en lysfest. Ligesom i dag samledes vikingerne til mad og fest.
I dag er maden en vigtig del af juletraditionen, og det var den også i vikingetiden. I Snorre Sturlasons kongesagaer (fra ca. år 1230) fortælles det, at folk ved juletid samledes for at spise og drikke. Det var storbønderne, de rige, der holdt julegilderne. Gæsterne medbragte selv mad og drikke. Det kan minde lidt om nutidens julefrokoster.
Maden ved juletid var særlig god. Her blev serveret fersk kød i stedet for det saltede, der blev spist til dagligt. Især svinekød var populært i julen – måske er det herfra, flæskestegen stammer? Også sødgrød og julebrød blev sat til livs.
”Den, der ikke brygger godt juleøl, må bøde med livet”
Ved juletid blev mjøden brygget med ekstra honning og malt af byg, så den blev sød og kraftig. Brygning af mjød var en alvorlig sag, det beskrives i Gulatingsloven fra 1100-tallets Norge. Heri står, at ”den, der ikke brygger godt juleøl, må bøde med livet”. Mjød var en ferskvare og kunne ikke lagres. Den skulle drikkes hurtigt, og fejringen af julen varede til tønderne med mjød var tomme.
Frugtbart brød - jylaleva
Ved juletid blev der bagt store julebrød, ’jylaleva’. Julaleva er vikingernes gode julebrød. Brødene blev bagt efter en særlig opskrift. Der blev brugt gode råvarer til julebrødet, og det blev fint dekoreret. Man bagte rigeligt, så der kunne deles ud til de fattige. Ifølge overtro skulle et brød lægges til side for at undgå dårlig høst. Brødet skulle med såsæden i jorden om foråret, så årets høst blev sikret.
Østens krydderier og Nordens urter
Nellike, kanel og kardemomme er krydderier, der forbindes med jul. De første spor af disse krydderier er fra middelalderen, men der er stor sandsynlighed for, at vikingerne også kendte til dem. Vikingerne rejste til Bagdad og Konstantinopel for at handle. Her blev skibene lastet med tønder fyldt med eksotiske varer. De ting, der blev bragt hjem til Norden, har været dyre at anskaffe sig.
De urter, der vokser i landet, har derimod været tilgængelige for alle. Enebær har tilført maden kraft og smag. Kamille er sikkert i højere grad blevet brugt i madlavningen dengang. Fra havnen ved vikingetidsbyen Hedeby findes spor af humle, der dengang som nu, bruges ved ølbrygning.