Vi har indkøbt et stort egetræ til bygningen af denne lille båd. Af egekævlen skal vi have køl, stævne og bordplanker. Grunden til at træet skal have så stor en diameter, til en så forholdsvis lille båd er, at denne lille båd er bygget af meget brede bordplanker.

Kløvestykker i ottendedele.

Egekævlen er kløvet i halvdele, kvarte, ottendedele og sekstendedele. Bagerst i billedet ses et kløvestykke der endnu ikke er hugget til planke.

Fra et af kløvestykkerne fremstiller Hanus de to stævne. Disse kalder vi for trappestævne - hvert trin optager en bordplanke. På denne båd er der tre bord.

Stævnene skal hules ud, så stævnørerne ikke er tykkere, end de bord der skal sættes fast på stævnen. Hanus er ved at skære profiler, som forlænger bordplankernes underkant. På denne måde afsluttes der raffineret ude på stævnene.

Den ene stævn er færdig og den anden er godt på vej.

Erik stiller agterstævnen op, så samlingen til kølen kan blive streget op.

Peter og Hanus stiller køl og stævne op for at strege samlingerne (skarene) op. På den måde kan det hele blive samlet.

Når køl og stævne er samlet skal det stilles nøjagtigt op, i lod og vatter. Bliver dette arbejde ikke gjort ordenligt vil man få bygget en skæv, asymetrisk båd, hviket resulterer i at båden ikke vil kunne roes og sejles tilfredsstillende.

Køl og stævne står som de skal. I baggrunden ligger langskibet Havhingsten. Måske har småbåde, som denne Gokstadbåd, været med på slæb eller ombord på de store skibe på længere togter.

Efter kølbordene er kløvet ud bliver de hugget ned i tykkelse

Derefter bliver de høvlet med en skrabehøvl, som vi kan se de har gjort det i vikingetiden.

For at passe bordplankerne til i den rette facon bliver de varmet over ild og gløder. Denne metode mener vi har været brugt i vikingetiden også. Ved denne proces opløses limstofferne i træet, så det bliver muligt at vride bordplankerne så de ligger næsten vandrette midt i båden, mod næsten lodrette hen imod stævnene. Når bordene bliver kolde igen, stabilisere de sig i deres nye form.

Bordet formes og holdes fast med bordklemmer og bordvridere.

Så er kølbordet på. Nittet til kølen og stævnen med jern klinknagler, som der også var brugt på den originale båd.

Samlingen, eller "skaret" mellem det forreste og agterste bord samles også med klinknagler. De fungere ved at et jernsøm bliver slået ind udefra, henover sømmets stilk bliver der derefter slået en klinkplade ned over stilken, stilken bliver klippet af lige over kllinkpladen, hvorefter stilken blivet klinket (se billedet) og derved udvider sig og låser klinknaglen. Denne teknik var brugt på store og små både i vikingetiden og flere hundrede år før vikingetiden. Og metoden er den samme i træbåde der bliver bygget i dag. Her er klinknaglerne bare fremstillet af galvaniseret jern eller kobber.

Gokstadbåden er flyttet indenfor på bådeværftet. Søren er i gang med at høvle det forreste 2. bord.

Erik måler hældningen på det bord der skal passes til her.

For at tjekke bordets rette hældning forskellige steder i båden, bruger vi en træplade med et lille lod. På den måde kan vi se at bordets hældning bliver korrekt, og at vi bygger båden symetrisk i styrbord og bagbord side. De lodrette pinde på bordkanterne kaldes skorestokke, de holder bådens facon mens vi bygger, indtil vi får lagt spanter i.

Her kan man se hvordan bordene går ind på stævnenes "trappetrin". En typisk "vikingetidsløsning".

Peter har fremstillet bådens lille ror, også fra et kølvestykke fra det samme træ. Det er et sideror, ligesom på andre skibe og både fra vikingetiden.

Hullet i midten er til at fæstne roret til båden med, og slidsen i toppen er til rorpinden.

Nu er alle bord på i 2. bordgang. Overkanten bliver hugget så båden får jævne og fine linier.

Erik hart fået lavet en god spån.

Man skal være meget påpasselig med at hugge overkant, små huller eller buler i forløbet, bliver meget tydelige når man kigger på bådens linier fra stævnene

Båden er klar til søsætning. Vi har valgt at male udvendigt med tjære blandet med kønrøg (sod fra afbrændning af organiske stoffer) og gul okker blandet med linolie. Begge farver er fundet på det store Gokstadskib.

Gokstadbåden blev navgivet Freydis Joanna. Freydis var navnet på en halvsøster til Leif Den Lykkelige og datter til Erik Den Røde. Freydis var en stærk og frygtløs kvinde, som var en vigtig person i vikingernes bosættelse på L’Anse aux Meadows, Newfoundland. Joanna var mellemnavnet på den kvinde som havde donneret penge til bygningen af båden

Efter navngivningen blev båden søsat

Den første tur var med initiativtageren fra det dansk-canadiske museum i Dickson, Edmonton, Canada, Carl Sorensen og Vikingeskibsmuseets bådebyggerlærling Erik Jochumsen. De mødtes med museets Gokstadbåd, på fjorden og drak en velfortjent dram

Freydis Johanna bliver prøveroet

og prøvesejlet. Først med tre mand ombord

og derefter med to mand ombord. Vi satte sejlet løst med bordtvinger før vi bestemte os hvor hullerne i skroget skulle bores

Den lille Gokstadbåd er en sjov båd at sejle. Sejlet passer fint og båden er i god ballance.