Gert Normann Andersen

Jeg er blevet bedt om at lave en total liste over mine særlige aktiviteter vedr. marinarkæologi, søfart og maritim historie. Herunder følger listen, og jeg håber ikke at læseren falder helt i søvn før slutningen!

Gert Normann Andersen, født i 1948 i Holstebro.

Kronologisk liste over projekter vedr. marinarkæologi, søfart og maritim historie, hvor der er udført en ledende funktion:

1965: Medstifter af dykkerklubben ”Delfinen” i Holstebro. Startede samme år med eftersøgning af stenalder bopladser i Limfjorden og afsøgning af Skibsted Fjord for spor af bronzealder og vikingetid. Medlem af bestyrelsen og formand i perioder. Stod for klubbens arkæologiske udvalg gennem mange år og udnævnt til æresmedlem 1979.

1965-1969: Dykkerundersøgte flere tilgængelige vrag i Limfjorden i samarbejde med V.S. Rolighed fra Limfjordsmuseet i Løgstør. I samme periode udarbejdede jeg et register over skibe og fartøjer (156 emner), som skulle være forlist i Limfjorden gennem tiderne.

1970-1971: Uddannet svømmedykker, hjelmdykker og dybhavsdykker ved Søværnets Dykkerskole. Fik i 1968 en søfartsuddannelse ved Søfartsskolen i Frederikshavn, duelighedsbevis i sejlads og senere Yachtskippereksamen, som på dette tidspunkt kunne konverteres til bevis som kystskipper.

1972: Etablering af egen dykker- og entreprenørvirksomhed med bl.a. opgaver inden for bjergning og bortsprængning af vrag, hvor jeg personlig har stået for denne type arbejder, se separate referencelister for JD-Contractor A/S.

1973: Udgravning og bjergning af en Limfjordssjægt fra 1906 med komplet udstyr til sejlads og fiskeri. Opgaven blev udført for Allan Hjorth Rasmussen, Fiskeri- og Søfartsmuseet I Esbjerg, hvor den komplette båd og indhold findes i dag.

1973: Dykkerundersøgte og opmålte vraget af en engelsk Lancaster i Ringkøbing Fjord for ugepressen.

1977: Dykkerundersøgelse og opmåling af galease ”Marie” af Struer, som  i 1911 forliste med en last mursten ved Sundby Hage i Limfjorden.

1979 - 1981: Dykkerundersøgelse og opbjergning af udvalgte genstande fra vragene af den russiske orlogsfregat ”Alexander Newsky” og den engelske damper ”Arctic” ud for Harboøre, i samarbejde med Lemvig Museum.

1979- 1984: Registrering af en hel række vrag langs den jyske vestkyst, i samarbejde med Lemvig Museum.

1980: Dykkerundersøgelse og opmåling af vraget af den tyske ubåd ”U20” ud for Vrist.

1980: Dykkerundersøgelse af vraget af motorskonnert ”Glitne”, som i 1929 sank ud for Fjaltring. Fik efterfølgende bjergeret, og der blev bjerget ca. 700 tons ubrugte brosten. Disse brosten ligger i dag som belægning på H.C. Andersens Plads i Odense.

1981: Dykkerundersøgelse og delvis udgravning af  jagt ”Enigheden” fra 1898 ved Aggersund. Dette blev udført i samarbejde med Hans Jepsen, Limfjordsmuseet i Løgstør.

1981: Dykkerundersøgelse af vraget af et ukendt dampskib med en last råjern vest for Thyborøn. Fik efterfølgende bjergeret, hvor der blev bjerget ca. 800 tons råjernsbarer til omsmeltning. Et af skibets ankre er i dag opstillet ved Struer havn som vartegn.

1981: Med på et museumstogt med skonnerten ”Lilla Dan” til svenske og bornholmske farvande. Togtet blev ledet af Ole Crumlin-Pedersen fra Skibshistorisk Laboratorium. På dette togt, var jeg så heldig at finde vragresterne af et vikingeskib ved Fotevik i Sverige. Skibshistorisk Laboratorium fandt ved senere undersøgelser med de svenske museer tre vikingeskibsvrag mere i området.

1982-1986: Medlem og instruktør i arkæologisk udvalg, hvor jeg var med til at undervise sportsdykkere og museumsfolk i marinarkæologi. På Mark I og Mark II kurser samt på togter med museumsskibene ”Fulton” og ”Lilla Dan”.

1982: Dykkerundersøgelse af resterne af et 1500-1600-tals vrag på Agger Tange for Thisted Museum sammen med marinarkæolog Michael Teisen fra Skibshistorisk Laboratorium, Nationalmuseet.

1982: Fund og dykkerundersøgelse af den norske jernbark ”Timaru” ved Fjaltring.

1982: Dykkerundersøgelse af gamle vrag af orlogsskibe fra 1600-tallet ved søfortet Prøvestenen ud for Københavns havn. Blev udført sammen med Michael Teisen fra Skibshistorisk Laboratorium, Nationalmuseet. Efterfølgende udførtes dykning på vraget af orlogsskibet ”Indfødsretten” ved Middelgrundsfortet.

1983-1997: Dykkerundersøgelser og meget store udgravninger ved vragene af HMS ”St. George”  i samarbejde med Nationalmuseet og  Ringkøbing Museum. Det var de hidtil største og mest omfangsrige undersøiske udgravninger i Danmark.

1983: ”Dukkeskibet”, udgravning og bjergning af stykgodslasten i vraget af den tyske bark ”Louisiane”, som forliste ud for Fjaltring i 1868. Dukkesamlingen i Legoland købte en del af lasten, som bestod af dukker og legetøj.

1984: Dykkerundersøgelse af et dansk koloniskib fra 1846 ”Thomas Lawrence” i Den Engelske Kanal. Opgaven udførtes i samarbejde med Nationalmuseets marinarkæolog Michael Teisen, for Danmarks Radio.

1984: Assisterede som gæstedykker ved udgravningen af et gammelt engelsk orlogsskib i farvandet syd for Portsmouth sammen med engelske marinarkæologer og Michael Teisen fra Skibshistorisk Laboratorium. Var efterfølgende på rundvisning om bord på HMS ”Victory” og HMS ”Mary Rose” på marinemuseet i Portsmouth.

1984: Registrering og undersøgelse af ”U20” og ”Alexander Newsky” m.fl. fra det skotske fartøj ”Arvor” for og med den amerikanske forfatter og eventyrer Clive Cussler fra NUMA, The National Underwater and Marine Agency i USA.

1985: Lavede en række undersøgelser og afsøgninger, dels efter rester af vikingeskibe i Kilen for Benny Boysen, Struer Museum, og efter et gammelt damplokomotiv i Flyndersø for Poul Buskov, Frilandsmuseet, Hjerl Hede.

1987: Fandt, opmålte og videodokumenterede et intakt handelsskib fra 1600-tallet (Stinnesmindevraget) i Mariager Fjord. Det kom i landsdækkende tv og resulterede i 1989 i en stor udgravning ledet af Flemming Rieck fra Skibshistorisk Laboratorium, Nationalmuseet.

1987: Fandt den danske damper S/S Hermod 60 år efter, at det forsvandt med mand og mus. Dykkerundersøgelsen gav nye vigtige informationer om forliset. Der blev senere lavet en 40 minutter lang tv-udsendelse i samarbejde med Bent Anthonisen og TV-Midt/Vest.

1987: Udgav bogen ”Skibsvrag ved Vestkysten” på forlaget ”Bollerups forlag og boghandel”. Bogen får forlagets hidtil bedste biblioteksanmeldelse.

1989: Udgravning af Frederik den Andens krigsskib ”Gedion” i Øresund ud for færgelejerne i Helsingør. Udført for Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg.  Arbejdede sammen med marinarkæolog og konservator Mads Gullev.

1990: Dykkerekspedition til krigsskibsvragene fra ”Jyllandsslaget” for Danmarks Radio. Det resulterede i to tv-udsendelser i 1991, ”Inferno” og ”Et dykkerskibs dagbog”.

1991: Fik en personlig hilsen og tak fra den engelske dronningemoder og The Royal Navy for min hjælp med at finde positionen på det store britiske krigsskib ”Queen Mary”. Positionen skulle bruges til en mindehøjtidelighed på stedet med både britiske og tyske flådeenheder på 75-års dagen.

1992: Den 3. april indviedes Strandingsmuseet i Thorsminde med en permanent udstilling af alle de genstande, vi havde bjerget op fra vraget af St. George i 80-erne, ligesom vor filmproduktion, der blev lavet i samarbejde med Bent Anthonisen og Tv-Midt/Vest  løbende blev og fortsat bliver vist på udstillingen. Ved åbningen udtrykte den britiske ambassadør N.C.R. Williams, at han var meget imponeret over både museet og udstillingen. Han kom i sin åbningstale ind på, at det i fremtiden også måtte være det rigtige sted at fortælle om verdenshistoriens største søslag, ”Slaget ved Jylland”, som stod den 16. maj 1916 lige ud for Thorsminde.

1993: Identificering og bjergning af det store ”daglig-anker” fra ”St. George” efter at have befriet en fiskers trawl fra ankeret. Ved samme lejlighed fandtes tæt ved et mindre anker som også blev bjerget op til museet. Bjergningerne udførtes med velvillig hjælp af statshavnadministrationens sandpumper i Thorsminde.

1993: Udgav et skrift om ”dykningerne på HMS ”St. George” på dansk og tysk. De kan købes ved boghandlere og på Strandingsmuseet..

1993: Bjergning af pansertårnet og skruen fra den tyske ubåd ”U20” ud for Vrist i samarbejde med Lemvig og Ringkøbing Museum.

1995: Fund af et skibsvrag fra middelalderen i Storstrømmen. Rapport overgivet til Skibshistorisk Laboratorium, Nationalmuseet, som efterfølgende udførte forundersøgelse og delvis udgravning på stedet.

1995: Dykkerundersøgelse af et flyvrag i Ringkøbing Fjord, hvor der blev udarbejdet en udførlig rapport til kriminalinspektør Ole Rønnest og den britiske War Grave Commission. Dette resulterede i en stor tak fra den britiske militærattache ved den britiske ambassade i Danmark.

1996: Opmåling og videodokumentation af vraget af HMS ”Defence” nord for Thorsminde.

1996: Dykkerekspedition i danske farvande til en række udvalgte vrag for Danmarks Radio. Dette resulterede i en hel udsendelsesrække af ”Dykkerne” i 8 afsnit, som blev sendt i 1998 og genudsendt 1999. Ved Skagen fandt og bjergede vi en meget stor og flot bronzekanon fra 1600-tallet, som nu er udstillet permanent på Bangsbomuseet.)

1996: Fund, dykkerundersøgelse og sikring af ”Aggersundskibet” i Limfjorden, et helt intakt skibsvrag fra ca. år 1100.

1997-1998: Udførte vi de hidtil største udgravninger i vraget af ”St. George” med direkte tv-transmission i TV-Midt/Vest på hver udgravningsdag.

1998: Udvalgt som maritim ekspert i DRŽs udsendelser om strandingsgods ved den jyske vestkyst. Deltog samme år i DR`s udsendelse om ”arvestykker” fra Holstebro Auktioner.

1998: Forærede Strandingsmuseet en stor samling ankre af forskellige typer, som blev opstillet i en stor ankerpark ved museet i Thorsminde. Dette for, at Strandingsmuseet som det første museum i Danmark kunne vise og fortælle ankerets historie.

1998: Dykkerundersøgelse og optagelse af undervandsvideo ved vraget af en tysk vandflyver i Øresund for NMU, i samarbejde med marinarkæologerne Hanne Marie Myrhøj og Birger Thomsen.

1999: Togt med ”Honte” til flere vrag, som ligger fire til seks timers sejlads vest for Thorsminde. Her blev der bjerget et meget sjældent ”Inglefield`s anker” til Strandingsmuseet. Der blev også dykket ved et på det tidspunkt ukendt krigsskib og ved vraget af den britiske dampubåd ”K1”.

1999: Undersøgelse og prøveudgravning ved vraget af ”Aggersundskibet” i Limfjorden for NMU, Nationalmuseet.

1999: Lavede et tv-program om farligt arbejde med dykkerskibet ”Honte” i samarbejde med Danmarks Radio TV.

1999: Dykkerundersøgelse af en række historiske vrag ud for Helsingør for Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg sammen med marinarkæolog og konservator Mads Gullev. Det var vraget af den danske hjuldamper ”Cimbira” og formodentlig det svenske orlogsskib ”Morgenstjernan”, som forliste i 1658.

2000: Udarbejdede en rapport over arkivundersøgelse af marinarkæologiske emner ved den jyske vestkyst fra Lodbjerg til Nymindegab for Kystdirektoratet på 60 sider med liste over forliste skibe og kendte vragpositioner.

2000: Udgav i samarbejde med Bent Anthonisen et lille skrift ”Skibsvragenes Kyst”, på dansk, tysk og engelsk. Skriftet har fokus på 12 af de mest dramatiske strandinger ved kysten omkring Thorsminde.

2001: I april åbnede den nye store etape 2 på Strandingsmuseet, hvor jeg og mit firma bidrog med mange ting til udstillingen. Der kan kort nævnes: Fremskaffelse og opbygning af en skibsmast med redningskrans, Opstilling af et scenarie med en hjelmdykker, fremskaffelse af en dykkerhjelm til akvariet, produktion af en undervandsvideo med sonarlyd til børneubåden, levering af div. dykkerudstyr, produktion af en film om strandinger i gamle dage og omredigering/forkortning af Allan LowryŽs film til DR om Inferno, samt opstilling af fire computere med multimedieprogrammer om skibsvrag i Nordsøen og vraget af ”St. George”.

2001: Udarbejdede et hefte med en oversigt over den engelske og tyske marines tab af krigsfartøjer ved Jyllands vestkyst og i Nordsøen med kort. Kortet findes i udstillingen på Strandingsmuseet i stort format med tilhørende liste over 249 forliste krigfartøjer.

2001: Fik tildelt Erik Westerbys opmuntringslegat af Rigsantikvaren ved en højtidelighed på Nationalmuseet for mit marinarkæologiske arbejde gennem årene

2001-2002: Producerede et nyt stort multimediaprodukt ”Nordsøens Hemmeligheder”. Projektet blev støttet af Ringkøbing Amt, hvis tilskud udelukkende finansierede Mediahuset og Projekt Design, som lavede selve programmet, grafik og noget layout. Ideen, de fleste historier, alle videoklip og sammensætningen blev udført af mig og mit firma, og med assistance af Bent Anthonisen.

2002: Eftersøgte og fandt vraget af ”U59”, som minesprængtes i 1917, hvorved næsten hele besætningen omkom. Ubåden blev nøje dokumenteret med undervandsvideo, og udvalgte genstande, herunder ubådens <st1:metricconverter productid="10,5 cm" w:st="on">10,5 cm</st1:metricconverter> kanon, blev bjerget op til Strandingsmuseet. Arbejdet udførtes på tre togter med dykkerskibet ”Cable One” og resulterede i et 40 minutter langt tv-program i TV-Midt/Vest.

2002: Lavede i samarbejde med Dennis Andersen fra JD-Contractor A/S et multimedieprogram om ”U59”.

2003: Bjergning af det knap 12 meter lange og 8,5 tons tunge ror fra ”St. George” på Rødsand for Strandingsmuseet. Bjergningen blev finansieret af J.D. Contractor A/S.

2004: Fandt og hentede en helt unik model af en ubåd fra første verdenskrig i Stuttgart, som blev købt og skænket til Strandingsmuseet. Modellen er bygget af den verdenskendte modelbygger Erich Schmudde i Stettin i 1920. Finansieringen til købet blev delt mellem Gert Normann og Strandingsmuseets Venner.

2005: Skænkede den engelske lord Hastings uniform/beklædning fra 1804 til Strandingsmuseet. Uniformen blev købt på en auktion, og finansieringen blev delt med Bent Anthonisen.

2005: Skænkede en ældre mannequindukke med en komplet tysk marineuniform med jernkors fra første verdenskrig til Strandingsmuseet.

2005-2006: Finansierede og indkøbte på auktioner i Tyskland flere sæt lædertøj og støvler, der har været brugt som beklædning i de tyske ubåde. Beklædningen er i dag opstillet på Strandingsmuseet på nogle mannequindukker ved kanonen fra ”U20”.

2005: Fund og undersøgelse af det vi formoder er resterne af havundersøgelsesskibet ”Dana”.  På to togter blev der fundet og kortlagt 32 objekter/vrag i Nordsøen. Projektet forventes endeligt afsluttet i 2008 eller 2009.

2005: Fik tildelt Nelson Societys medalje til minde om slaget ved Trafalgar som hæder for det arbejde, jeg har lavet under udgravningen af HMS ”St. George” og på Strandingsmuseet. Nelson Society har uddelt 200 af disse medaljer i hele verden, men der er kun uddelt denne ene i Danmark.

2007: Udførte marinarkæologiske undersøgelser ud for fort Dansborg ved Trankebar i Indien. Opgaven skulle være udført af Nationalmuseets marinarkæologer i forbindelse med Galatheaekspeditionen. Da det af forskellige grunde måtte aflyses, bad Foreningen Trankebar mig om at udføre opgaven. 

2007: Indsatte som delvis sponsorat M/S ”Cable One” som følgeskib for verdens største rekonstruktion af et vikingeskib ”Havhingsten” på rejsen fra Roskilde til Orkneyøerne.

2007: Arkivarbejde efter oplysninger om skibet, der forsvandt med guldshornskopierne i slutningen af 1700-tallet. Udførtes i samarbejde med historiker Holger Munchaus-Petersen med henblik på at lave et projekt, hvor skibsvraget og guldhornskopierne eftersøges i praksis. Der er allerede på nuværende tidspunkt, sommeren 2008, fundet mange nye og vigtige oplysninger i denne sag.

2008: Indsatte som delvis sponsorat igen M/S ”Cable One” som følgeskib for vikingeskibet ”Havhingsten” på hele rejsen fra Dublin i Irland til Danmark i slutningen af juni og hele juli.

Jeg har gennem årene dykket ved mange hundrede skibsvrag over hele verden, så det er kun en lille del og dem, der har haft størst betydning for mig, der er nævnt i foranstående liste.

Har holdt et utal af foredrag om søfart, marinarkæologi, dykning og skibsvrag over hele Danmark.

Har deltaget i historiske arrangementer og konferencer om maritim historie og marinarkæologi og skrevet flere artikler inden for emnet i årbøger, tidsskrifter og foreningsblade.

Har besvaret utallige forespørgsler fra museer, myndigheder, private og sportsdykkere om skibe, søfartshistorie og skibsforlis.

Sommeren 2008

Gert Normann