Med et duelighedsbevis fra Vikingeskibsmuseet får du et ’kørekort’ til søs, som giver dig mulighed for at sejle traditionelle træbåde og almindelige fritidsfartøjer op til 15 meter.
Undervisningen foregår i et levende og dynamisk havnemiljø på Vikingeskibsmuseet, hvor historie, arkæologi og tradition mødes. Kurset afsluttes med duelighedseksamen med censor.
”Vores kursus giver nye sejlere en rigtig god mulighed for både at tilegne sig de almindelige sejlkundskaber og samtidig få en næsten direkte forbindelse til fortidens søfolk, der sejlede i lignende både. Derfor kan også erfarne sejlere få meget ud af at lære at sejle de traditionelle træbåde på dette kursus,” fortæller leder af Kystvejlederuddannelsen på Vikingeskibsmuseet Jakob Haahr.
Duelighedsbevis på Vikingeskibsmuseet 2025:
Praktisk duelighedsbevis (uden teoretiske duelighed)
5 dage fra onsdag den 28. maj til søndag den 1. juni
Pris for praktisk duelighedskursus: 6.500 kroner
Inklusiv praktisk prøve
Inklusiv overnatning i telt ved Vikingeskibsmuseets strand
Mad laves i fællesskab og er ikke inklusiv
Tilmeldingsfrist: 20. maj
Tryk her for at læse mere og tilmelde dig praktisk duelighed
Duelighedsbevis (både praktisk og teoretisk duelighed)
7 dage fra lørdag den 28 juni til fredag den 4 juli
Pris for duelighedskurset: 9.695 kroner
Inklusiv teoretisk og praktisk prøve
Eksklusiv Duelighedsbogen & Kort 1 – INT 1, som kursisten selv anskaffer inden kurset
Inklusiv overnatning i telt ved Vikingeskibsmuseets strand
Eksklusiv mad, som laves i fællesskab
Tilmeldingsfrist: 16. juni 2025
Tryk her for at læse mere og tilmelde dig duelighedskurset
Kom helt tæt på vind, vand og vejr
På kurset bliver der sejlet hver eneste dag i en lille slank, hurtig og let ’limfjordsjægt’ samt en velsejlende ’frederikssundsjolle’.
De åbne træbåde giver deltagere på kurset mulighed for at komme helt tæt på Roskilde Fjord og gå ind på land ved selv de mest lavvandede kyster for at lave frokost sammen over bål.
”Rent teknisk er det nogle virkelig gode både, at lære at sejle i, fordi man er så få ombord. Man lærer virkelig at sejle i de her åbne træbåde, fordi man får så stærk en følelse for, hvor vejr og vind kommer fra, samt hvordan man vender og drejer,” fortæller Jacob Haahr.
De traditionelle træbåde rigges på kurset op for to sejl; en lille ’fog’ forrest og det større ’sprydsejl’.
Deltagerne bliver fortrolige med at manøvrere bådene under forskellige forhold og anvende almindelig sømandsskab; blandt andet sætte sejl, ro, binde knob og stik, ankre, lave mand-over-bord-øvelser og foretage havnemanøvrer.
Et spektakulært havnemiljø at lære i
Fra Museumshavnen sejler genskabte vikingeskibe og traditionelle træbåde fra hele Norden ud på Roskilde Fjord mange gange dagligt i sommerperioden.
Museets bådebyggere genskaber et krigsskib fra den sene Vikingetid og traditionelle maritime håndværkere arbejder med at smede, slå reb og sy sejl.
”Det er et spektakulært havnemiljø, der er rammen for undervisningen. Det gør, at man udover at lære at sejle de traditionelle træbåde, får en stor respekt for maritimt håndværk, kultur og tradition i løbet af ugen,” fortæller Jacob Haahr.
Deltagere på kurset får mulighed for at overnatte i telt på stranden ved Vikingeskibsmuseet og vågne op med udsigten over Roskilde Fjord. Vil man have mere komfort er der rig mulighed for overnatning i Roskilde blandt andet på vandrehjemmet Roskilde Danhostel på Roskilde Havn.
Kom med i et bådelaug og sejl vikingeskibsmuseets både
Får du smag for det forfriskende friluftsliv ombord på traditionelle træbåde, så behøver du ikke gå ud og investere i din egen træbåd lige med det første.
På Vikingeskibsmuseet kan du fortsætte eventyrene til søs i et engageret fællesskab. I museets bådelaug kan du sejle både vikingeskibe og mindre traditionelle træbåde.
Udover oplevelserne på fjorden deltager alle laugsmedlemmer i vedligeholdelse og klargøring af skibe og både. Det er en fantastisk måde at fordybe sig i den traditionelle maritime kultur og håndværk.