Aftensejlads: Sejl ind i solnedgangen

Kom med på en unik tur med Vikingeskibsmuseets vikingeskibe på Roskilde Fjord
Kom med på en unik tur på Roskilde Fjord
2024-02-14

Glæd dig til den helt store sejladsoplevelse med årer, råsejl og duften af trætjære i næsen - og til at nyde den særlige stemning på vandet, når dag bliver til aften.

Kom med på en solnedgangssejlads i smukke træbåde, der er efterkommere af vikingernes skibe. Aftensejladserne er blandt de absolut mest stemningsfulde oplevelser, du kan få på Roskilde Fjord. 

Aftensejladserne foregår i traditionelle, nordiske træbåde, der alene drives frem med årer og sejl. Og du er del af besætningen - ligesom vikingerne i deres skibe for 1000 år siden!

Vi stævner ud fra Vikingeskibsmuseets havn på en ca. 3 1/2 times sejlads, der slutter lige inden solnedgang.

» Link: Køb din billet til aftensejladserne på Visit Fjordlandets hjemmeside

Nordisk kulturarv

Vikingeskibsmuseets traditionelle, nordiske træbåde er efterkommere af vikingernes skibe. Bådene er del af vores fælles nordiske kulturarv, med håndværkstraditioner, der kan føres mere end 1000 år tilbage i historien.

I løbet af aftensejladsen skal der både ros og sættes sejl, og alle ombord tager aktivt del i opgaverne. Årerne kommer i vandet og efter lidt øvelse, ror i sammen båden ud af museumshavnen.

Ude på fjorden pakkes årerne væk og I gør klar til at sætte det store, firkantede sejl. Nu mærker I for alvor, hvor let båden glider over vandet. Måske er det en helt stille aften, måske er der lidt vind og bølger. ingen sejlture er ens, for det er naturen, der sætter scenen.

Sammen med den erfarne skipper og bådens gast trimmer I sejlet, så det bedst fanger vinden, og så er det tid til at nyde roen og følelsen af at udnytte vindens kræfter.

I løbet af sejladsen fortæller skipperen om båden og om Vikingeskibsmuseets arbejde med at bygge og sejle rekonstruktioner af vikingeskibe.   

Sejlads i solnedgangen

Vejret er afgørende for, hvordan sejladsen forløber og hvor aftenturen går hen. Også dagens længde har betydning for aftensejladserne: Vi stævner ud fra Vikingeskibsmuseets havn ca. 3 1/2 time før solnedgang, så vi kan være tilbage i havnen inden det bliver mørkt. Afgangstiderne er derfor fastsat efter dagens længde og skifter - ligesom Fjordens udseende og stemningen på vandet - med årstiden.

Hvis vejr og vind er til det, planlægger vi at gå i land undervejs. Deltagerne er velkomne til at medbringe madpakker og aftenkaffe. 

Praktisk information:

Datoer for aftensejladser i 2024 

• Torsdag den 6. juni kl. 18.10-21.40
• Torsdag den 20. juni kl. 18.20-21.50
• Torsdag den 4. juli kl. 18.20-21.50
• Torsdag den 18. juli kl. 18.05-21.35
• Torsdag den 25. juli kl. 17.55-21.25
• Torsdag den 15. august kl. 17.10-20.40

Hvor: Afgår fra Vikingeskibsmuseets museumshavn
Pris for aftensejladser i juni: 555 kr. for voksne og 400 kr. for børn mellem 4-17 år. 
Pris for aftensejladser i juli og august: 585 kr. for voksne og 400 kr. for børn mellem 4-17 år.
Varighed: ca. 3½ time

» Link: Køb din billet til aftensejladserne på Visit Fjordlandets hjemmeside

Bemærk:
Vigtigt: Af hensyn til sikkerheden skal alle deltagere kunne forstå dansk eller engelsk.
• Vi forbeholder os ret til at aflyse sejladsen, såfremt vi ikke kan gennemføre sejladsen, grundet for få tilmeldte eller vejret lægger hindringer i vejen.
• Medbring varmt tøj.
• Børn under 4 år kan desværre ikke deltage i sejladserne.
• Billetten kan ikke refunderes med mindre sejladsen aflyses.
• Billetgebyr refunderes ikke.


Created by Rikke Johansen