Archieved

Besøg BørneBygden og tag på tidsrejse til fortiden

Gå på opdagelse i BørneBygden på Vikingeskibsmuseet. Foto: Jacob N. Andreassen
I BørneBygden er der plads til leg, og her kan I sammen udforske historierne om dem, der blev hjemme i bygderne, når vikingeskibene sejlede ud. Foto: Jacob N. Andreassen
Published: 12/02-2025
Archieved: 24/02-2025

Træd gennem fantasiens vindue og rejs over 1000 år tilbage i tiden til vikingernes verden. I BørneBygden er der plads til leg, og her kan I sammen udforske historierne om dem, der blev hjemme i bygderne, når vikingeskibene sejlede ud.

Bygden er fuld af genstande og ting som børnene må røre ved og lege med; bløde skind, råvarer til familiens måltider og handelsvarer som vikingerne fragtede i deres imponerende skibe. Midt i rummet kan I samles om husets arne - det åbne ildsted - der gav lys, varme og lune måltider til familien. 

Måske vil I lave et stort festmåltid over bålet til de sultne sømænd, der er vendt hjem efter en lang rejse? Eller prøve det varme tøj, der beskyttede mod det barske nordiske vejr? 
I kan også lægge jer til rette på husets bænke og forestille jer, hvordan det mon var at falde i søvn på det tykke leje af uld. Tror I, at børnene drømte om en dag at sejle med ud på de store skibe? Og måske selv opleve alt det, de rejsende berettede om, når de faldt i snak omkring ildstedet?

Vikingernes vinterhverdag

Vikingerne er kendte for deres skibe og rejser. Men meget af livet foregik dog på land. Det var her, børnene legede langs kysterne, arbejdede i marken og hjalp til i bygderne. Livet fulgte årstiderne, og om vinteren rykkede man sammen indendørs for at holde varmen ved langilden. Og selvom børnene ikke gik i skole, så var det nok ikke en lang vinterferie. Hverdagen var fyldt med arbejde; man hjalp til med at lave tov og og spinde garn til tøj og sejl, trak blæsebælgen hos smeden, der lavede skibsnagler, søm og måske sværd eller arbejdede på tømmerpladsen sammen med bådebyggerne eller hustømrerne.

I BørneBygden kan I lege historien levende. Alle genstande, tøj og ting er efterligninger af fund fra fortiden, og BørneBygden er tilrettelagt børnevenlig, så særligt familier kan komme tættere på vikingetiden og livet dengang.

Rundvisninger og aktiviteter i vinterferien

I uge 7 og 8 har vi masser af sjove aktiviteter for børn:

Daglige rundvisninger i vinterferien - uge 7 og 8:

  • 11.00: Familierundvisning (DA) - Hvordan bliver man en god sømand?
  • 13.00: Rundvisning i Vikingeskibshallen (ENG)
  • 14.00: Familierundvisning (DA) - Hvordan bliver man en god sømand?

Aktiviteter i vinterferien - uge 7 og 8:

Praktisk information

Vikingeskibsmuseet har åbent alle dage 10 - 16.
Der er særlige aktiviteter alle dage i vinterferien, 8. - 23. februar

Praktisk information om museet og besøget findes her


Created by Carla Kjeldgaard Clausen