Mette Højby Germansen står på den lille bådebro ved Østby Havn og kigger ud over Roskilde Fjord. Foran hende ligger seks traditionelle træbåde. Om lidt sejler bådene ud på Roskilde Fjord i den friske vind.
Mette er kursist på kystvejlederuddannelsen og dagens sejltur til Gershøj Havn er en del af hendes korte praktikforløb. Hun har grundigt planlagt en tur for en håndfuld unge universitetsstuderende, og skal nu instruere dem i brugen af de traditionelle klinkbyggede træbåde og lede dem ud på fjorden.
”Båden er en stærk pædagogisk ramme. Selvom dem, der stiger ombord ikke kender hinanden, så opstår der lynhurtigt et meget forpligtigende fællesskab. Der er kontant afregning, hvis ikke man ror i takt, eller hvis man slækker for hurtigt på skøderne. Det giver en helt særlig nerve og et enormt sammenhold,” fortæller Mette, som til daglig arbejder på Lejre Højskole.
Hun er en del af den flok nyuddannede kystvejledere fra hele landet, som i år er blevet uddannet til specialister i kystkultur og sejlads.
Kystvejlederuddannelsen 2025
Den klinkbyggede åbne båd - tradition, brug og vedligehold:
Fredag den 4. til søndag den 6. april 2025
Bådførerkursus:
Torsdag den 24. til søndag den 27. april 2025
Instruktørkursus 1:
Torsdag den 29. maj til søndag den 1. juni 2025
Instruktørkursus 2:
Torsdag den 12. til søndag den 15. juni 2025
Vejleder 1 - Praktikforløb
Sejlads hos Vikingeskibsmuseet eller anden godkendt institution
Fem sammenhængende dage i løbet af sommeren 2025
Vejleder i sejlads og kystfriluftsliv 2:
Torsdag den 21. til søndag den 24. august 2025
Vejleder i sejlads og kystfriluftsliv 3:
Fredag den 19. til søndag den 21. september 2025
Efter endt kursusforløb har den nyuddannede vejleder fuld kompetence til at undervise i sejlads- og kystfriluftsliv på højskoler, efterskoler, museer og pædagogiske institutioner.
Kontakt undervisningsleder Jakob Haahr
Mail: jha(at)vikingeskibsmuseet.dk,
Tlf.: 20 13 25 78
Læs mere om Kystvejlederuddannelsen her…
En uddannelse med dybe rødder
Vikingeskibsmuseet står bag kystvejlederuddannelsen, som er lavet i samarbejde med blandt andet Sejladssamrådet. Uddannelsen har et stærkt fokus på de gamle håndværkstraditioner, der er forbundet med kystkultur og sejlads i de traditionelle klinkbyggede både fra de nordiske lande.
Traditionerne omkring disse både blev i 2021 anerkendt af UNESCO som en del af verdens immaterielle kulturarv. Kystvejlederuddannelsen er på den måde med til at holde liv i den fælles nordiske arv, der handler om at udføre de traditionelle maritime håndværk omkring den særegne nordiske bådkonstruktion, klinkbygning, som har rødder tilbage til vikingetiden.
”Roskilde Fjord har i tusind år været et centralt maritimt knudepunkt for handel og fiskeri i de klinkbyggede træbåde,” forklarer uddannelsesleder Jakob Haahr. ”Mange af de gamle både, joller og pramme af træ, er dog desværre ved at forsvinde fra de danske kystlandskaber. Vores uddannelse er med til at sikre, at både sejladsen og håndværket omkring dem ikke går tabt, men derimod bliver ført videre til nye hænder,” fortæller han.
Deltag i online informationsmøde om Kystvejlederuddannelsen
Tirsdag den 10. december kl. 19.00 - 20.30
Informationsmødet afholdes i Teams
Tilmelding er ikke nødvendig
Klik på dette link få minutter før mødestart kl. 19.00…
Fremtidens søfolk fra Lejre
Mette Højby Germansen tager ikke bare kystvejlederuddannelsen for sin egen fornøjelses skyld.
Hun er i fuld gang med at udvikle kystfriluftsliv som et højskolefag til Lejre Højskole og vil i den forbindelse også skabe et bådebyggerværksted. Begge fag vil blive udbudt, når højskolen åbner i 2026.
”Lejre Højskole ligger jo midt i Nationalpark Skjoldungernes Land, som også tæller Roskilde Fjord. De nye kurser jeg udvikler, kredser om de klinkbyggede både, som højskolen allerede har to af. Bådene vil åbne til en særlig natur og kulturoplevelse, som ellers kan være svær at komme til," fortæller hun.
Derudover har Mette Højby Germansen også en drøm om, at højskole midt i nationalparkens særprægede naturlandskab, kan være med til at understøtte UNESCOS anerkendelse af traditionerne omkring bådene som immateriel kulturarv.
"Det handler selvfølgelig også om, at vi som højskole gerne vil understøtte den nordiske kulturarv, som kræver, at vi bruger bådene. Vi skal fiske, vi skal tage på ture, vi skal sejle og vi skal bygge de her både,” fortæller hun om sine ambitioner for at give sine nyerhvervede kundskaber videre.
Tag med på Kystvejlederuddannelsens heldagsseminar
Fredag den 17. januar 2025, kl. 8.30 - 15.30
Indhold:
Inspirerende indlæg om de klinkbyggede både
Workshop, hvor der skal barkes sejl, tjæres tovværk og lægges lindebasttov
Pris:
350 kroner inklusiv frokostsandwich, kaffe og rundstykke
175 kroner for studerende
(Seminaret er momsfritaget)
Sted:
Vikingeskibsmuseet, Vindeboder 12, 4000 Roskilde
Tilmeldingsfrist:
Mandag den 15. januar 2023
Tilmeld dig her...