Det hører til sjældenhederne, at nogen får gaver i millionklassen, men for Vikingeskibsmuseets direktør Tinna Damgård-Sørensen, der i dag, 26. juni, fylder 60 år og samtidig kan fejre 40-års jubilæum – her af 25 år, som direktør - på museet i Roskilde, er forhåbningerne om den helt store gave blevet indfriet.
Gaven er tilsagnet om finansiering af en ny udstillingsbygning til de fem vikingeskibe og tilhørende velkomstbygning til modtagelse af gæsterne på det velbesøgte museum ved kanten af Roskilde Fjord.
Den nye udstillingsbygning skal sikre de fem originale vikingeskibe mod stormflod, stigende vandstand og nedbrydende lys - og skabe nye rammer om formidlingen af skibene, der hører til blandt Danmarks ypperligste kulturarv. Samtidig får museet en ny velkomstbygning og nye udearealer, der sikrer de besøgende en sammenhængende museumsoplevelse.
Tilsagnet om de flotte donationer vækker mere end bare glæde. Det skaber også en stor lettelse i Tinna Damgård-Sørensens sind og hos de mange medarbejdere og støtter, som gennem flere år har arbejdet på at sikre museets originale vikingeskibe.
- ”Jeg er ikke bare glad. Jeg er også enormt lettet over, at vi nu kan komme i gang med at beskytte skibene mod den tilbagevendende stormflodstrussel. Jeg er dybt taknemmelig for den generøse støtte, vi har fået til at sikre vores umistelige kulturarv i helt nye rammer og med helt nyt formidlingsmuligheder”, siger museumsdirektør Tinna Damgård-Sørensen.
Det var staten, som i 2019 afsatte 150 millioner kroner til sikring af vikingeskibene på finansloven og Roskilde Kommune, der samme år gav forhåndstilsagn om 25 millioner kroner til projektet, som for alvor satte skub i forhåbningerne om, at skaffe de fornødne midler, og med donationerne fra de tre private fonde er der nu fundet fuld finansiering til en fremtidssikker løsning for vikingeskibene.
VILLUM FONDEN støtter med 60 millioner kroner, Augustinus Fonden støtter med 50 millioner mens Aage og Johanne Louis-Hansens Fond bidrager med 25 millioner kroner.
De to nye bygninger skal sikre vikingeskibene mod vand og lys, skabe sammenhæng i museumsområdet med tydelig ankomst og orientering samt danne de fysiske rammer om en tidssvarende formidling, der sikrer flere gæster uden for højsæsonen.
Nye muligheder i ny udstillingsbygning
Fra sit kontor har Tinna Damgård-Sørensen udsigt til Vikingeskibshallen i grå beton tegnet af arkitekten Erik Christian Sørensen. Med sit enkle udtryk og store glasfacader har den gennem mere end 50 år tjent som en gigantisk montre for de fem vikingeskibe, som blev udgravet ved Skuldelev i 1962, men bygningen lever ikke længere op til moderne standarder og de stormflodssituationer, som flere gange har truet skibene, bliver hyppigere og hyppigere.
- Roskilde Fjord har forandret sig. Siden højvandet efter stormen Bodil i 2013, hvor Vikingeskibshallen var meget tæt på at stå under vand, har vi været ramt af flere alvorlige situationer med højvande. Alene i år har vi oplevet det to gange, og det har alene i år kostet museet et årsværk at håndtere det. Derfor er det tvingende nødvendigt, at finde en permanent løsning, siger Tinna Damgård-Sørensen.
Løsningen, fortæller Tinna Damgård-Sørensen, er en helt ny bygning til de fem originale vikingeskibe. Bygningen skal opføres et sted i museumsområdet, men hvordan det kommer til at se ud, og hvor stort det bliver, er uvist.
- Skibene fylder jo stadig det samme, og jeg forventer, vi får brug for den samme volumen, som vi allerede har i Vikingeskibshallen. De præcise løsninger overlader jeg trygt til de arkitektfirmaer, som deltager i konkurrencen for det samlede projekt, som vi indbyder til i december i år, siger hun og fortsætter:
- Jeg forestiller mig en løsning, hvor man træder ind en lys bygning, som viderefører oplevelsen af den gamle hal, hvor man kan se ud over havnen og fjorden og kigge op til byen, som blev grundlagt tilbage i vikingetiden, så gæsterne oplever, at de er på et vigtigt og fanstatisk sted, inden de træder ind til skibene, der skal udstilles i et mørklagt rum med styret lyssætning, siger Tinna Damgård-Sørensen.
Det har nemlig vist sig, at lys langsomt nedbryder de 1000 år gamle skibe. Derfor skal de udstilles med dæmpet lyssætning, men med mulighed for at ændre rumopdeling og iscenesættelsen af skibene.
- Jeg ser for mig et sted, hvor gæsterne træder ind i et lukket rum for at fordybe sig i skibene. Her kan skibene iscenesættes med forskellige virkemidler, men det bliver uden blikket til vandet, fortæller Tinna Damgård-Sørensen.
Velkommen til fortællinger om vikingetiden
Sammen med etableringen af den nye udstillingsbygning, skal der også opføres en ny velkomstbygning, som skal binde hele Vikingeskibsmuseet bedre sammen og gøre besøget mere overskueligt for museets gæster. De besøgende har nemlig vanskeligt ved at afkode området. I dag har gæsterne svært ved at finde ud af, hvor museet begynder og slutter, og hvilke oplevelser på havneområdet, der er del af museumsoplevelsen.
Det råder museet bod på med et nyt og entydigt ankomstområde, der rummer alle moderne publikumsfaciliteter, og som ikke efterlader gæsten i tvivl om, hvor indgangen er, forklarer Tinna Damgård-Sørensen.
- Det er her, vi giver gæsterne indflyvningen til vikingetiden og introducerer dem til museet. De kommer fra hele verden med meget forskellige forudsætninger og forventninger. De har blandt andet mødt vikingerne gennem TV-serier. De har derfor ofte en fascination af vikinger og et billede af vikingetiden, som er lidt anderledes end vores billede. Det er vores opgave at tage den begejstring alvorligt, komme dem i møde ved at tage afsæt i deres fascination. Vi skal vise dem, at vores fortælling om vikingetiden faktisk ofte overgår fantasien. Den er endnu mere interessant og kompleks end i fiktionen, siger Tinna Damgård-Sørensen.
Hun forventer ligeledes, at museumsbutikken skal ligge i velkomstbygningen, men om den også skal rumme café eller restaurant er stadig uvist.
Vikingeskibshallen uden originale skibsfund
- Vi transformerer Vikingeskibshallen og sætter den fri.
Så kort og præcist forklarer Tinna Damgård-Sørensen planerne med Erik Christian Sørensens nu affredede betonhal, som i princippet kan rives ned og erstattes med en ny bygning.
Sådan kommer det ikke nødvendigvis til at gå.
- Vi ønsker at bevare Vikingeskibshallen, hvis det på nogen måde er muligt. Den er et stort aktiv. Den er en del af Vikingeskibsmuseets historie og forhåbentlig en lige så stor del af Vikingeskibsmuseets fremtid, siger Tinna Damgård-Sørensen.
Hun understreger, at hun hele tiden har håbet på, at Vikingeskibshallen kunne bevares.
- Det har aldrig været mit ønske eller min dagsorden at rive Vikingeskibshallen ned. Jeg har stor respekt for den, men for mig har det handlet om at sikre de originale vikingeskibe. Hallen har vist sig at være uegnet til at udstille og ikke mindst beskytte de skrøbelige, arkæologiske skibsfund, og det er vanskeligt at gøre bygningen egnet til formålet, siger hun og fortsætter:
- I mit univers har skibene førsteprioritet, og affredningen kom som en reaktion på mange års forgæves forsøg på forene skibe og bygning i en holdbar løsning, men takket den nye udstillingsbygning til vikingeskibene er det muligt både at sikre skibene og bevare et stykke enestående moderne dansk arkitektur, lyder det fra Tinna Damgård-Sørensen.
Tinna Damgård-Sørensen påpeger, at Vikingeskibshallen har en række medfødte problemer, og det kræver en række ændringer at redde bygningen, inden den kan bruges til nye funktioner, og museumsdirektøren er overbevist om, at der skal ske både ydre og indre forandringer i processen med at transformere hallen, så den kan opfylde moderne bygningskrav.
Museet er i positiv dialog med en række fonde om støtte til transformationen af Vikingeskibshallen, der vil give Vikingeskibsmuseet et stort dynamisk og fleksibelt formidlingsrum, hvor kun fantasien sætter grænser for udstillinger og aktiviteter.
- Den skal kunne rumme de mange kreative og banebrydende idéer, der kommer i de næste 50 år, hvor man forener udstillinger, som vi kender dem, med al den viden, som museet skaber gennem eksperimentalarkæologi, marinarkæologiske undersøgelser og forskning i fund, materialer og teknologi, siger Tinna Damgård-Sørensen og tilføjer:
- Vi skal have fokus på dannelsesaspektet ved at formidle de videnskabelige analyser, processerne og alt det, der ligger bag museets udstillinger og rekonstruktioner. Vi skal vise, hvordan vi arbejder med arkæologiske fund, og vi skal invitere gæsterne til at opleve, hvordan vi skaber viden, og give dem en mulighed for selv at prøve.
Hun udelukker ikke, at dele af bygningen også kan bruges til andre formål såsom konferencer eller måske café eller restaurant. Det handler for Tinna Damgård-Sørensen om at skabe så stor fleksibilitet som muligt for at kunne tilbyde nye, attraktive oplevelser året rundt, og dermed også højere besøgstal - især af danskere, som gerne vil genbesøge museet, når der er noget nyt at opleve. Det skal hallen hjælpe med til.
- Det handler om, at vi skal være et levende museum hele året. At vi ikke skal begrænse publikumsoplevelsen i vintersæsonen, hvor vejret sætter en naturlig stopper for vores udendørs aktiviteter. Dem kan vi – når hallen står færdig - flytte indendørs, hvis vi vil, og derfor er hallen fortsat en krumptap i museets attraktionsværdi, økonomi og formidling til publikum, slår Tinna Damgård-Sørensen fast.
Gå langs vandkanten
Den samlede plan indeholder også en bearbejdning af hele området omkring Vikingeskibsmuseet. Det skal være med til at skabe en større sammenhæng i et nyt, veldefineret museumsområde og samtidig give alle brugere af området bedre adgang til fjorden. Blandt andet ved at lave en helt ny kyststi på ydersiden af museumsområdet, helt ned mod vandet.
- På den måde giver vi noget tilbage til offentligheden, når museet kommer til at fylde mere hernede i et af Roskildes mest attraktive områder. Vi laver en ny offentlig sti med mulighed for ophold - en ny form for byrum, som ligger helt ud til vandet, hvor man ikke kan komme i dag, fortæller, Tinna Damgård-Sørensen.
- Jeg synes, det vil være helt fantastisk, hvis den nye kyststi kan integrereres med hallen, når den er transformeret- - tænk hvis vi f.eks. kunne give offentligheden adgang til taget og gør det tilgængelig for de lokale foreninger og borgere, som bruger vores område, fortsætter hun.
Med Landskabsbearbejdningen vil man trække museumshavnen ind i museumsområdet, så den vil blive en slags blå plads midt i museet og på den måde skabe et byrum, der minder om et mini Roskilde for 1000 år siden.
En del af Roskilde
For Tinna Damgård-Sørensen betyder det alt, at vikingeskibene fortsat udstilles på strandengen i Roskilde. Det er her, de hører til, slår hun fast.
- Det er meget få steder i verden, man kan opleve vikingeskibe, og i Roskilde kan vi knytte skibene og fortællingen til stedet. De skibe vi udstiller, har sejlet på Roskilde Fjord. De er kommet sejlende fra alle afkroge af vikingernes verden for at besøge Roskilde. Hvis vi stod her for 1000 år siden, kunne vi se dem passere og vinke til besætningen ombord. Det skaber en helstøbt fortælling, som er enestående for Roskilde, og det er så rigtigt at have museet lige præcis her, siger museumsdirektøren.
-- Vikingeskibsmuseet er en trestjernet seværdighed i Michelin guiden, og for nylig blev den nordiske klinkbygningstradition optaget på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. Det forpligter os til også at nytænke museets indhold og tilgang til vikingetiden, uddyber Tinna Damgård-Sørensen.
De nye rammer indleder således også en tranformation af museet, som sætter endnu mere fokus på vikingetidens kulturhistorie set i det maritime perspektiv og fortalt gennem skibene og de forandringer skibsteknologien gjorde mulig.
- Gæsterne kan møde bådebyggerne og følge deres arbejde med håndværket på Museumsøen. De skal bruge sanserne, indsnuse duften af tjære og høre økserne bide i plankerne. De kan lade sig fortrylle af vikingernes skibe, som taler til os hen over et årtusinde, og de skal kigge os over skuldrene og komme bag om fortællingen, stiger Tinna Damgård-Sørensen og slutter:
- Uden vikingeskibe havde vi ingen vikingetid, men uden et levende og aktivt Vikingeskibsmuseet har vi ingen helstøbt fortælling om vikingetiden. Den fortælling og vikingeskibene er en del af Roskildes sjæl, og det vil de vedblive med at være.