Dronning kaster glans over marinarkæologi

Dronningen og prinsgemalen beundrer en såkaldt trykstok af kronhjortegevir, fundet på 12 meters dybde på Danmarks hidtil dybest beliggende stenalderboplads. Jørgen Dencker (th) fra Vikingeskibsmuseet bidrager med supplerende viden. Foto Tim Spaanheden
Dronningen og prinsgemalen beundrer en såkaldt trykstok af kronhjortegevir, fundet på 12 meters dybde på Danmarks hidtil dybest beliggende stenalderboplads. Jørgen Dencker (th) fra Vikingeskibsmuseet bidrager med supplerende viden
2010-06-09

Da Kongeskibet Dannebrog i dag besøgte Femø i Smålandsfarvandet, var det oplagt for majestæten at kigge nærmere på det interessante stenalderfund ved Ståldybet.

Vikingeskibsmuseets marinarkæologer, som for tiden arbejder på udgravningen af den 9000 år gamle stenalderboplads, bragte en stor mængde fund med i land, for at vise det frem for Dronning Margrethe og alle andre, der kom forbi.

Og både dronningen og prinsgemalen brugte lang tid ved bordet med de mange interessante fund. Mens Jørgen Dencker fra Vikingeskibsmuseet viste frem og svarede på spørgsmål, knipsede fotograferne løs. Regenten gav sig god tid, inden hun efter en halv time brød op for at sejle ud til Dannebrog i medbragt chalup.

Arkæologi som interesse

Dronning Margrethe har altid haft en stor interesse i arkæologi og fulgte arkæologi på Cambridge University allerede som 21 årig og har deltaget i flere udgravninger, ligesom hun er protektor for Sagnlandet Lejre, det tidligere Lejre Forsøgscenter. "Margrethe var godt inde i stoffet og var tydeligt imponeret over flintens bevaringsgrad og skarphed og at det var Danmarks dybeste udgravning af en submarin stenalderboplads", fortæller Jørgen Dencker som leder udgravningen i Ståldybet vest for Vejrø i Smålandsfarvandet,.

I 2004 navngav dronningen Vikingeskibsmuseets rekonstruktion af Skuldelev 2, med navnet Havhingsten fra Glendalough og to gange har hun sejlet med på det store langskib. Dronningen er således på alle måder kendt med både arkæologien og Vikingeskibsmuseet og i dag fik hun et lille kig ind i den marine arkæologi.

 


Created by Preben Rather Sørensen