Fem teams udvalgt til arkitektkonkurrencen

2022-11-17

Der er nu udvalgt fem teams, som skal deltage i arkitektkonkurrencen om det nye Vikingeskibsmuseum.

I alt 42 ansøgere, som tilsammen repræsenterer mere end 130 danske og internationale tegnestuer og bæredygtighedsrådgivere, har søgt om at deltage i konkurrencen. Det har været et meget stærkt og højt kvalificeret ansøgerfelt, og Vikingeskibsmuseet har, sammen med sine rådgivere og Roskilde Kommune, været igennem en lang og grundig proces, hvor alle ansøgninger er blevet gennemgået og vurderet. 

”Vi er overvældede af den meget store interesse, vi har set fra både danske og internationale tegnestuer, og vi har måtte træffe en del svære valg i udvælgelsen af de fem teams, som nu skal deltage i arkitektkonkurrencen om at skabe rammerne for fremtidens vikingeskibsmuseum", fortæller direktør for Vikingeskibsmuseet, Tinna Damgård-Sørensen.

"Nu står vi over for en spændende konkurrence, hvor de fem udvalgte teams skal give deres bud på, hvordan Vikingeskibsmuseet kan udvikles og transformeres - og ikke mindst indfri visionen om, at Nyt Vikingeskibsmuseum skal være et forbillede inden for internationalt, kulturhistorisk og bæredygtigt museumsbyggeri”, afslutter museumsdirektøren.

De fem valgte teams er (angivet i alfabetisk rækkefølge):

  • 3XN A/S med E+N arkitekter, SLA A/S og GXN A/S
  • C.F. Møller Danmark A/S med Snøhetta Oslo AS
  • Dorte Mandrup A/S med Over Byen Arkitekter ApS og Vogt Landscape Architects AG
  • Foster + Partners med Mikkelsen Arkitekter A/S og Schønherr A/S
  • Lundgaard og Tranberg Arkitekter A/S med Christoffer Harlang Architects ApS og Marianne Levinsen Landskab ApS

De fem udvalgte teams skal hver tilknytte ingeniør og rådgiver inden for udstillings- og formidlingsdesign, så de tilsammen kan udarbejde et konkurrenceforslag til Nyt Vikingeskibsmuseum. 

Vision, mål, designkriterier og krav til det nye museum er beskrevet i et konkurrenceprogram, som offentliggøres for de fem konkurrencedeltagereden 12. december 2022, når konkurrencen skydes i gang.

Det endelige vinderprojekt af arkitektkonkurrencen forventes offentliggjort i december 2023.

» Find mere information om processen frem mod et nyt vikingeskibsmuseum her...


Created by Rikke Tørnsø Johansen