Kan du sætte ord på det du ved om vikingetiden?

2018-10-11

Det er den opgave, der blev stillet til 3. klasserne fra Oehlenschlægersgades Skole, da de den 2. oktober overtog guidefunktionen på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, og gav rundvisninger for voksne – forældre, Vikingeskibsmuseets Venneforening og frivillige bådelaug.

Rundvisning tilrettelagt af børn - for voksne

Der er mange historier og fortællinger, der presser sig på, når emnet rammer vikingetiden. ”Vikingerne havde slet ikke horn i hjelmene”. ”Vikingerne var de første europæere, der kom til Amerika”.
Og mange spørgsmål trænger sig på; ”Når viking betyder ’søkriger’, var alle vikinger så egentlig vikinger?”, "hvilke økser brugte de?", "hvordan bygger man skibe?", "hvordan ser en arkæologs kontor ud"? .

Eleverne fra 3. klasserne på Oehlenschlægersgades Skole har gennem et længerevarende forløb hos Skoletjenesten på Vikingeskibsmuseet i Roskilde fået et udgangspunkt for selv at kunne sætte ord på den historiske periode, vi kalder vikingetiden. Og netop det fik de lov at prøve af den 2. oktober, hvor de 53 elever, i samarbejde med Vikingeskibsmuseet, havde forberedt deres egen rundvisning på Vikingeskibsmuseet.

Et publikum bestående af 90 voksne, fik lov at opleve de mange – og mangeartede – rundvisninger, der tog udgangspunkt i den viden eleverne havde fået om blandt andet vikingernes tro, rejser og håndværk. Eleverne blev motiverede af, at de inden for forløbets ramme, selv kunne vælge hvad rundvisningen skulle fokusere på, og at de selv havde ansvaret for både at planlægge og udføre rundvisningen.
De inviterede gæster var, foruden elevernes egne forældre, også medlemmer af Vikingeskibsmuseets Venneforening, museets personale samt frivillige fra museets bådelaug.

"Det er ganske enkelt deres museum"

Rundvisningsdagen var afslutningen på et længerevarende samarbejde mellem Oehlenschlægersgades Skole, natur og aktivitetscentret Kattinge Værk, Afdelingen for Bæredygtig Udvikling i Københavns Kommune og Vikingeskibsmuseet. Projektet er foranlediget at, at Oehlenschlægersgades Skole, i forbindelse med en større ombygning, benytter Kattinge Værk som eksternt læringsrum for skolens elever.
Nærheden til Vikingeskibsmuseet, og den fælles lyst til at udforske mulighederne i at give eleverne anderledes rammer for deres læring, har ført til det tætte samarbejde mellem skole og museum. Efter jul er det 4. klasserne fra Oehlenschlægersgades Skole, der får muligheden for at give deres version af de vigtigste fortællinger om vikingetiden.

Kathrine Noes Sørensen fra Vikingeskibsmuseets skoletjeneste er glad for, at samarbejdet fortsætter, da vi kan lære meget, af at gå i dialog med børnene: 

"Det længerevarende samarbejder har haft en kæmpe betydning for museet. Vi har fået en unik mulighed, for at gå i dialog med børnene om vikingetiden og maritim kultur, over en længere periode. Eleverne har taget et stort medejerskab til museet og den historie vi repræsenterer og formidler. Det er ganske enkelt deres museum. Det, at museet  har fået en gruppe af børneeksperter betyder også, at vi får et vigtigt og meget givende blik på vores egen praksis, hvad vi underviser og går i dialog med børnene om, og ikke mindst hvordan vi gør det". 

LÆS MERE: <link internal-link internal link in current>Her kan du læse mere om Vikingeskibsmuseets skoletjeneste... 

Fakta:

Den 2. oktober viste 3. klasser fra Oehlenschlægergades Skole om på Vikingeskibsmuseet med fokus på alt det, de har lært om vikingetiden. 

Med Vikingeskibsmuseet som ramme, har de lært selv at sætte ord på den historiske periode, der hedder vikingetiden. 

De viste voksne (familie, venner, museets ansatte og frivillige) om på museet i max. en time. 

Eleverne har forberedt sig gennem flere besøg på Vikingeskibsmuseet. 53 elever og 4 lærere deltog i projektet, der er et led i Vikingeskibsmuseet arbejde med at udvikle længerevarende samarbejder på tværs af skoler, forældre og frivillige. 


Created by Rikke Tørnsø Johansen