Sidste år var der markant flere børnehænder, der havde hugget skibsdele ud med en økse eller mærket lindebast mellem fingrene, når de lavede tovværk på Vikingeskibsmuseet.
Sidste år modtog 7200 elever undervisning på museet gennem Skoletjenestens forløb. Det er en procentvis stigning på 34 % i forhold til året før. 2024 slog dog ikke rekordåret 2019, hvor mere end 8000 elever tog del i et af Vikingeskibsmuseets skoleforløb.
Skoleelever på Vikingeskibsmuseet
(Tallene medregner ikke elever, der besøger museet på egen hånd med deres lærer)
Antal elever der modtog undervisning i 2024 = 7200
Antal elever der modtog undervisning i 2023 = 5361
Roskildes skoler har besøgt museet meget
Den markante stigning skyldes blandt andet et tættere samarbejde med skolerne omkring Roskilde ifølge lederen af Skoletjenesten på Vikingeskibsmuseet. I samarbejde med Roskilde Kommune tilbyder Vikingeskibsmuseet et antal gratis undervisningsforløb til 0. - 10. klasser. De tilbud har i 2024 været fuldstændig udsolgt.
“Vi stiller rammerne til rådighed for, at eleverne kan undersøge deres kulturarv gennem vores forløb. De fem skuldelevskibe fortæller om et vigtigt tidspunkt i Danmarkshistorien, hvor skibene er katalysator for store forandringer. De hedenske vikinger bliver kristne, og i denne periode begynder de første rigtige bysamfund at tage rod i Danmark, heriblandt også Roskilde by. Ved at tilbyde disse gratis undervisningsforløb i samarbejde med Roskilde kommune, kan lærere supplere deres undervisning med en sanselig og undersøgende tilgang til lokal historie og vikingetiden," fortæller Kathrine Noes Sørensen.
Igen i år udbyder Roskilde Kommune et antal gratis undervisningsforløb på Vikingeskibsmuseet til Roskildes skoler.
Læs mere om alle undervisningsforløbene, og hvordan du booker her…
Eleverne hører, smager og mærker vikingetiden
Skoletjenesten på Vikingeskibsmuseet har fokus på en undersøgelsesbaseret undervisning. Undervisningsforløbene tager derfor udgangspunkt i elevernes egne undersøgelser af kilder og den undren, der opstår, når begreber, koncepter, historier og traditioner fra vikingetiden kan ses, høres, lugtes, smages og mærkes.
Gennem blandt andet håndværksaktiviteter og sejlads på Roskilde Fjord i traditionelle, nordiske træbåde, får eleverne praktiske erfaringer, som giver dem en dybere forståelse for de mennesker, der levede i vikingetiden.
Vikinger var nemlig ikke bare frygtløse krigere, der gik bersærk. Mennesker i vikingetiden var ufatteligt dygtige håndværkere, handelsfolk, søfolk og fiskere med en stor viden og respekt for naturen og livet i og omkring fjorde og kyster.
På forskellig vis undersøger børn og unge derfor historien og fortidens mennesker gennem brug af kroppen, deres sanser, eksperimenter og evnen til at reflektere og argumentere.