Kom tættere på vikingeskibene og dets håndværkere i sensommeren

Henover sommeren har forskellige håndværkere besøgt Vikingeskibsmuseet og fremvist deres håndværk til alle nysgerrige besøgende
Published 20th Aug 2024

Sommerferien er slut for de fleste, men der er stadig masser af museumsaktiviteter at komme efter på Vikingeskibsmuseet. Alle aktiviteter foregår frem til søndag den 1. september.

Sensommeren byder på aktiviteter for hele familien. Uanset om I er til fordybelse og læring, fantasifuld leg, fart over feltet eller kreativ udfoldelse, er der noget at komme efter på Vikingeskibsmuseet. 

Vikingelejr på Strandengen

I løbet af sensommeren sætter Vikingeskibsmuseet fokus på de mange unikke håndværk, der er essentielle i arbejdet med at bygge et vikingeskib.

Alt afhængig af hvilken dag I besøger museet, kan du møde smeden, der smeder nagler og værktøj til bådene og bådebyggerne.

Sejlmageren, der syer nye sejl og reparerer skibenes gamle sejl for slid og små flænger efter en sæson på vandet.

Rebslageren, der slager reb og forklarer om hvilke reb, der bruges bedst til de forskellige typer af skibe og sejladser.

Træskæreren, der blandt andet laver skibenes navneskilte og skærer forskellige træfigurer og træspil.

Og selvfølgelig bådebyggerne, der hver dag bygger på den nyeste rekonstruktion af krigsskibet Skuldelev 5.

Kæmp som en viking 

Det er også på Strandengen at vikingelegene er placeret, og her kan familien dyste om hvem der er bedst til tovtrækning, kaste med Thors hammer, eller se hvem der er den bedste vikingekriger i en drabelig duel. 

Hvis I vil vide mere om, hvordan man er en ægte vikingekriger, kan I drage med på krigstogt hver dag kl. 12.30 og 14.00.
Museets dygtige formidlere fortæller hver dag levende og inddragende om, hvordan det var at sejle ud på krigstogter i de imponerende skibe.

Et telt fyldt med viden og oplevelser

Som noget nyt i år, har vi opsat et stort telt, hvor der henover sensommeren vil være forskellig slags formidling for hele familien, både for børn og voksne.

Her kan museets gæster kan høre om forskellige emner som ’Kvinder i vikingetiden’, ’Magt’ eller 'Tekstilforarbejdning'.
Ved temaet om tekstiler får I selv lov til at prøve at spinne og rede nyklippet uld.

Formidlingen i teltet skifter fra dag til dag, og temaet afhænger af hvilken formidler, I møder.

Den levende Museumsø

I kan også gå på opdagelse på Museumsøen, hvor I kan beundre de farvestrålende træbåde, der spejler sig i museumshavnens kølige vand og trækker tråde tilbage til vikingetiden. 

På denne tid af året, kan I selv mærke, hvordan de traditionelle klinkbyggede træbåde føles på vandet. Det er en helt særlig oplevelse at komme med ud på fjorden i en af vikingeskibenes efterkommere - en nordisk klinkbygget træbåd, som er på UNESCO's liste over immateriel kulturarv.

Museets dygtige sejladsinstruktører er skipper og gast på sejladserne, hvor deltagerne ombord er bådens besætning, der driver båden frem på samme måde, som vikingerne gjorde - med råsejl, årer og rå muskelkraft!

Vær selv en kreativ bådebygger

Efter I har sejlet på fjorden og har set museets bådebyggere arbejde, er I måske blevet inspireret til at bygge jeres egen båd.

I Byg Båd værkstedet ved siden af Bådeværftet, kan børn og voksne hjælpes ad med at bygge modelbåde efter jeres helt eget design.

Det er op til jeres fantasi og kreativitet, hvordan båden bliver bygget, og der er ikke noget rigtigt eller forkert. Undervejs kan I teste, om båden er sødygtig i bassinet ved siden af værkstedet. Måske er I nødt til at ændre lidt på designet, så båden sejler bedre?

Skuldelev 5 byggeriet på værftet 

På Vikingeskibsmuseets eget bådeværft bygger bådebyggerne løs på den nyeste rekonstruktion af det lille krigsskib Skuldelev 5, der er udstillet i Vikingeskibshallen. 

Håndværkerne bygger med kopier af vikingernes værktøj, og de viser både teknikker og materialer frem, så I kan bare spørge løs.

Hvis I vil have lidt generel viden om, hvorfor museet bygger rekonstruktioner af Skuldelev-skibene i hallen, kan I også tage med på en rundvisning på Bådeværftet, som finder sted hver dag kl.12.00 og 14.00. 

Dyk ned i marinarkæologernes arbejde

Glem ikke at besøge Marinarkæologernes Værksted, der ligger ved siden af Café Knarr.

Det er åbent i alle hverdage, kl. 10.00-15.30, og her kan man følge marinarkæologerne, mens de arbejder på at undersøge og dokumentere to skibsvrag Svælget 1 og Svælget 2, fra Københavns Havn.

I værkstedet, kan I blive klogere på, hvordan marinarkæologerne arbejder, både på havets bund og som nu, på landjorden. 

Gå på opdagelse i Vikingeskibshallen 

Besøger I Vikingeskibsmuseet nu, hvor solen står lavere på himlen og naturens farver begynder at ændre sig, kan I opleve de fem originale Skuldelev skibe i det helt særlige sensommerlys, der lyser Vikingeskibshallen op og fylder det store udstillingsrum med en ejendommelig ro. 

Vikingeskibene kan selvfølgelig opleves på egen hånd, men hvis I gerne vil have en dybere viden om de fem Skuldelev-skibe og deres ophav, kan I tage med på en af de to daglige rundvisninger i Vikingeskibshallen kl.11.00 og 13.00. Ellers er der også audioguiden, med lydspor til både de voksne, børnene og dem der ønsker mere faglig viden, som alle giver medrivende historier om vikingetiden.

Oplevelser for de mindste 

Mon I er snedige og kloge nok til at kunne gennemskue Mestertyven Heidenreichs skumle planer om at stjæle noget ganske uvurderligt fra Vikingeskibsmuseet. Kan I løse Museumsmysteriet? Det er et digitalt spil, der fører jer rundt mellem vikingeskibene og igennem historien om vikingernes vilde rejser. 

Derudover har museet åbnet et nyt rum i Vikingeskibshallens underetage, der er designet til de mindste museumsgæster. I Børnebygden kan alle pilfingre, rollelege og eventyrlige historier folde sig ud. Pak en kiste til handelsmanden, put dukkerne af træ i en dyne af gedeskind eller lav et festmåltid over ildstedet til dem, der kommer tilbage fra erobringstogtet. 

» Se alle aktiviteterne i løbet af sensommeren her


Created by Carla Kjeldgaard Clausen