Kriegers Flak - Sjælland kabel. Marinarkæologisk forundersøgelse for kabelkorridor mellem Kriegers Flak og Fællesskov Rev, Rødvig

2018-04-10

J. nr. 2730

Publiceret april 2018

Datering: Nyere tid 1800-1850 e.Kr.

Marinarkæologisk datascreening og forundersøgelse for en planlagt kabelkorridor fra den kommende Kriegers Flak havvindmøllepark til Rødvig. Der blev udpeget 47 potentielle fortidsminder eksponeret på havbunden, og nær landfæstet blev endvidere udpeget en strækning på i alt 2410 meter med potentiale for bosættelsesspor fra Ældre Stenalder og/eller behov for yderligere undersøgelse. I forlængelse heraf er der udført en marinarkæologisk forundersøgelse af dels strækningen med potentiale for bosættelsesspor, dels 11 af de udpegede anomalier. Senere er yderligere 4 objekter (hvoraf ét var identisk med to af de oprindeligt udpegede anomalier) lokaliseret under et UXO-survey vurderet, og et skibsvrag fra begyndelsen af 1800-tallet kursorisk undersøgt med henblik på at sikre kabelrutens passage af vraget uden beskadigelse af dette. Undervejs i denne proces er dels friholdelseszoner omkring anomalierne, dels selve kabelruten løbende justeret i dialog mellem bygherre og museet, således at de konstaterede eller potentielle kulturhistoriske objekter er sikret mod overlast. Den aktuelt gældende kabelrute er af Slots- og Kulturstyrelsen frigivet til anlægsarbejdet på de vilkår, som fremgår af denne rapport.


Created by Mikkel Haugstrup Thomsen