MedlemsNyt 1/2021 for foreningen "Vikingeskibsmuseets Venner"

Vinter på museet
2020-03-09

Kære medlemmer

Med tusinde TAK for trofast interesse og støtte til foreningen ønskes alle vore medlemmer et rigtig GODT NYTÅR.

Foreningsåret 2020 blev helt anderledes end planlagt. Generalforsamling og foredrag måtte udsættes. Bestyrelsen håber, at corona-situationen letter så meget, at vi kan genoptage et normalt foreningsliv til foråret.

Corona-situationen medførte, at vi sidste år kun fik gennemført et af de planlagte foredrag. Det var Mads Ravns spændende fortælling 27. februar om ”Vikingetogter i Vesten og Normandiet”, som samlede 128 deltagere. Resten af årets planlagte foredrag er fortsat udsat.

Generalforsamlingen måtte udsættes to gange. 5 bestyrelsesmedlemmer var villige til genvalg, men da generalforsamlingen ikke fik mulighed for at tage stilling til valget, har bestyrelsen fra 1. maj 2020 ikke været beslutningsdygtig efter foreningsvedtægterne. Bestyrelsen har siden derfor alene virket som ”midlertidig forretningsbestyrelse” til sikring af nødvendig almindelige drift af foreningen.

Bestyrelsen har således heller ikke haft mulighed for at træffe beslutning om en evt. økonomisk 2020-donation fra foreningen til et konkret projekt på Vikingeskibsmuseet.

Den 26. november 2020 passerede vi 30 årsdagen for stiftelsen af ”Vikingeskibsmuseets Venner”. Bestyrelsen mener, at det burde markeres med en boggave til medlemmerne  - en af Vikingeskibsmuseets udgivelser. Også det må afvente, at bestyrelsen bliver beslutningsdygtig.
 

Generalforsamlingen

Der afholdes generalforsamling torsdag den 8. april, kl. 19.30 med dagsorden efter foreningsvedtægterne, herunder valg til bestyrelsen.

I marts udsendes dagsorden og oplysninger om den praktiske afvikling af generalforsamlingen.

Der bliver tale om en ”dobbelt-generalforsamling” dækkende foreningsårene 2019 og 2020. Med MedlemsNyt 5/2020 af 8. september fulgte bestyrelsens årsberetning for 2019 og det revisorgodkendte regnskab for 2019, og findes også via linket i dette MedlemsNyt. 

Det følger af foreningsvedtægterne, at ”forslag fra medlemmerne, der ønskes fremmet til afstemning og medlemsforslag om nye bestyrelsesmedlemmer, skal fremsendes skriftligt/ved e-mail til formanden senest 1. marts”.
 

Foredragsprogrammet

Forårssæsonen afvikles i lyset af corona-situationen i maj-juni. I stedet for normalt 2 foredrag i forårssæsonen har vi i år programsat 3 foredrag. Medlemmerne vil senere blive orienteret om den praktiske afvikling af foredragene.

Torsdag den 6. maj, kl. 19.30 vil skibsrekonstruktør, ph.d Vibeke Bischoff, Vikingeskibsmuseet fortælle om ”Rekonstruktionen af Osebergskibet”.

Skibets skrogform, konstruktion og sejlegenskaber er undersøgt i et omfattende tværfagligt dansk/norsk forskningsprojekt. Skibet har tidligere været tolket som et lyst- og paradefartøj, der ikke var bestemt til virkelige sørejser. Idet skibet er det ældste nordiske skib med sejl, har det hidtil været accepteret som sejladsteknisk uudviklet. Forskningsprojektet har imidlertid påvist, at Osebergskibet var teknisk avanceret og yderst sødygtigt.  

Vibeke Bischoff har 11. december 2020 med stor applaus og hæder erhvervet ph.d-graden for sin forskning og for afhandlingen ”Rekonstruktion af Osebergskibet – Form, konstruktion og funktion”.

Torsdag den 27. maj, kl. 19.30 fortæller professor, dr. phil. Kristian Kristiansen, Gøteborg Universitet om ”DNA-revolutionen – et nyt syn på forhistorien og vikingerne”.

Arkæologien gennemløber i disse år en naturvidenskabelig revolution. Genetikere har siden 2010 DNA-analyseret forhistoriske skeletter. Og strontiumanalyser af tænder og ben fortæller om mobilitet, herunder vikingernes mobilitet. Forskere under ledelse af genetikeren Eske Willerslev og vor foredragsholder arbejder intenst med området og har netop sammen med internationale forskningsteams modtaget en stor forskerbevilling på 10 mio. Euro til projektet ”Environmental DNA”. Projektet analyserer jordlagene for DNA, planter, dyr, bakterier m.v., og det kombineres med gravpladser. Teknisk kombineres med DNA, C14-dateringer, strontiumanalyser, pollendiagrammer m.v. Endeligt kombineres yderligere med mikro- og makromodeller for Europas historie. En ny historie er på vej.

Torsdag den 10. juni, kl. 19.30  fortæller lektor Annette Lassen, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet om ”Til søs med islændingesagaerne”.

Det fremgår af sagaerne, at sejlads var en livsnødvendighed for islændingene. Der blev sejlet til Helleland, Markland og Vinland. Undertiden bygger de små skibsmodeller, og en enkelt sagaingeniør bygger endda et skib med hjul. Det var en maritim og maskulin verden, hvor oprør ulmer, farer lurer, modet testes og kvinder kun sjældent har adgang. Foredraget giver indblik i islændingesagaernes mangfoldige fortællinger om sejlads og skibe med sideblik til oldtidssagaerne.

Annette Lassen modtog i oktober 2020 ”Årets faglitterære pris” af Dansk Forfatterforening på vegne af Kulturministeriet. Hun arbejder for tiden i Island bl.a. med oversættelse af ”Landnamsbogen”, der ikke tidligere har været oversat.

Efterårssæsonen har som normalt 3 foredrag med de sidste af de udsatte foredrag fra 2020:

- ”Hvem kom først -skandinaver i Vikingetiden –eller? Om Færøernes tidligste historie ved tidl. Landsantikvar og direktør for Føroya Fornminnissavn Steffen Stummann

- ”Vikingerne åd og drak julen væk – isotopanalyser er en gave for koststudier” ved ph.d, forsker i isotoparkæologi, Århus Universitet Marie Kanstrup.
 

Flere medlemmer styrker støtten til Vikingeskibsmuseet

Vor forening har det formål ”økonomisk og på anden måde at støtte Vikingeskibsmuseets aktiviteter og fremme kendskabet hertil”.

En ikke ringe del af kontingentet reserveres til den økonomiske støtte. Foreningen har i de seneste år doneret i alt 450.000 kr. til museets forberedelse af rekonstruktionen af verdens længste vikingeskib – ”Roskilde 6”. Foreningsmedlemmer bistår museet med frivillig arbejdskraft, og foreningens foredrag er med til at opfylde formålet om at udbrede kendskabet til museets arbejdsområder. Helt fundamentalt sikrer foreningens trofaste medlemskreds en permanent bred og solid folkelig opbakning til museet.

Vikingeskibsmuseet har i disse år store udfordringer ikke alene økonomisk med at sikre indtjening og drift i lyset af corona-restriktionerne, men også i det spændende arbejde frem mod et nyt moderne museum.

Man siger, at det er i svære tider, at man skal kende sine venner. Det er vi meget bevidste om i bestyrelsen. Vi håber derfor også på vore medlemmers aktive hjælp til at gøre foreningen større og stærkere. Fortæl dine venner og bekendte om vor forening, og forestil dig den kæmpe effekt for vort støttearbejde, hvis f.eks. hvert medlem kunne hverve et nyt medlem. Du kan finde foreningens præsentationsfolder på foreningens hjemmeside i rubrikken ”Bliv medlem” samt via linket i dette MedlemsNyt.
 

Kontingentet for 1. april 2021 til 31. marts 2022

Kontingentet er fortsat 310 kr. for almindelige medlemmer og 125 kr. for medlemmer fra Vikingeskibsmuseets bådelaug.

Betalingsfristen er 6. marts. Kontingentet opkræves automatisk via betalingsservice eller ved udsendt girokort.

Har man ikke allerede tilmeldt sin kontingentbetaling til betalingsservice, kan man gøre det senest 14. februar 2021. Foreningen sparer herved penge og porto ved ikke at skulle udsende girokort, og man slipper selv for at huske at betale girokortet.

Man tilmelder sig betalingsservice ved at trykke på følgende link: Betalingslink. Man skal bruge sit nem-id og udfylde med sit cpr.nr, reg.nr, kontonummer, samt sit kundenummer. (Kundenummeret er det samme som medlemsnummeret i foreningen, som fremgår af medlemskortet).

Alternativt kan man tilmelde sig gennem sin netbank eller pengeinstitut. Her skal man bruge følgende oplysninger: PBS nr. 8348588, Debitorgr.nr. 1 og Kundenummer (medlemsnummeret på medlemskortet).

Har man allerede betalt kontingentet for den nye sæson, bliver man selvfølgelig ikke opkrævet.

Med venlig hilsen og på gensyn

Ole Christiansen
Formand

Aase Hansen
Foredragskoordinator


Created by Trine Harvøe Kristensen