Det kølige, klare vand fra Roskildes kilder stod allerede tidligt lørdag morgen klar i den mørke, håndbyggede træspand. Det er en tradition, at skibene, der bygges på Vikingeskibsmuseets bådeværft skal navngives med vand hentet fra Roskildes berømte kilder.
Og skibets navn er …
En anden tradition er, at skibets navn holdes hemmeligt helt frem til dåben, så det kildrede nok i manges fingrene for at lænde lidt på det kraftige hørlærred, der dækkede skibets navnebræt inden navngivningen. Mange var mødt op for at høre skibet navn og set det komme i vandet for første gang.
Og pludselig sker det faktisk. En mand går resolut hen og kigger under hørdugen. ”Nej, nej. Det må du da ikke”, udbryder mængden af fremmødte, nysgerrige.
Men det er en af bådebyggerne, der lige titter ind under klædet. Han siger: ”Jeg skal lige tjekke, for jeg drømte i nat, at jeg havde sat navnepladen fast på hovedet”.
Traditioner med årtusind gamle rødder
Vikingeskibsmuseets bestyrelsesformand og borgmester i Roskilde, Tomas Breddam stod for at navngive skibet. Inden spændingen kunne udløses, talte han om, hvordan Vikingeskibsmuseet samler mange mennesker på mange måder. Der er dem, der går deres daglige ture ved havnen, nyder fjorden og skibene. Og der er dem, der engagerer sig i det frivillige arbejde med at sejle og vedligeholde bådene. Og så er der dem, der forsker i skibene, bygger skibene og i det hele taget gør, at man kan opleve vikingeskibe og traditionelt, maritimt håndværk her i Roskilde.
Det er alle dem, der bruger museet og havnen, der er med til at bevare traditionerne omkring de klinkbygge både.
UNESCO anerkendelse
Og netop disse klinkbådstraditioner er blevet anerkendt af UNESCO, som umistelig kulturarv. Men en levende kulturarv, der kun kan bevares ved at mennesker gør og lever den. Og hvis vi glemmer det at sejle, bygge og være sammen om bådene, så kan vi ikke give denne tradition videre til kommende generationer.
Fællesskab sikrer den immaterielle kulturarv
Vikingeskibsmuseet er del af et stort fælles, nordisk fællesskab, der er med til at sikre de nordiske Klinkbådstraditioner, og der ligger mange års arbejde og kræfter fra alle Nordens lande bag optagelsen på UNESCOs liste over menneskehedens immaterielle kulturarv.
”Det er traditioner der har årtusind gamle rødder, men som stadig er levende. Tak til alle dem, der har været med til at sikre klinkbådstraditionerne optagelse på UNESCOs liste”, sluttede Tomas Breddam sin tale.
Musik uden titel - lidt endnu
En anden tradition ved søsætninger på Vikingeskibsmuseet er, at der bliver spillet musik. Siden den første søsætning af vikingeskibet Roar Ege i 1984, er alle de genskabte Skuldelevskibe blevet hyldet med særligt komponerede stykker for violiner. Til dagens søsætning spillede 12 violinister en ’rekonstruktion’ af det stykke, der blev skrevet til Roar Eges søsætning.
”Ligesom det nye skib er en ny fortolkning af det oprindelige fund, er denne melodi en nyfortolkning af den første melodi til den første udgave af samme vikingeskib Roar Ege, der blev søsat tilbage i 1984. En rekonstruktion, kan man sige”, fortalte spillemand Poul Bjerager, der har skrevet søsætningsmusikken, inde 'Roars Felegilde' uropførte musukstykker, der først kunne få titel efter afsløringen af det nye skibs navn.
Estrid Byrding
Og så var det tid til at få afsløret skibets navn: Estrid Byrding.
Gid god vind må følge dig og du må blive hygget og brændt.
Estrid - en stærk kvinde i vikingeskibets samtid
Estrid efter Estrid Svendsdatter - datter af Sven Tveskæg og mor til Sven Estridsen – søn af Estrid.
Estrid var stærkt knyttet til Roskilde i sin levetid, og hun levede her på den tid, hvor det originale skib blev bygget og sejlede.
At Estrid fik en tilværelse i Danmark, var dog ikke så naturligt, som det måske kunne lyde i dag. Som kongedatter var hun en vigtig brik i et omskifteligt, storpolitisk spil om magten i Nordeuropa. Det var en voldelig tid, og Estrid nåede at blive trolovet flere gange, men de kommende ægtemænd døde inden hun blev gammel nok til, at ægteskabet var blevet gennemført.
Hun kom på den måde til at opholde sig så langt væk, som ved de russiske floder og i Normandiet, før hun blev gift med den engelske Ulf Jarl, der var en af broderen ’Knud den Stores’ trofaste støtter i England.
Estrid havde stor betydning i samtiden og fik faktisk titel af dronning, uden nogensinde at have været gift med en konge. Det bedste udtryk for hendes royale indflydelse er det faktum, at hendes søn Sven som konge tog navn efter hende og kaldte sig Estridsen - søn af Estrid.
Byrding - et mindre lastfartøj
Byrding, fordi det var en betegnelse for en særlig type af handelsfartøjer, der sejlede langs kysterne i slutningen af vikingetiden og begyndelsen af middelalderen.
Det original Skuldelev 3 skib er et mindre handelsfartøj, der har kunnet laste omkring 5 tons last i skibets dybe lastrum midt i skibet.
Mandskabet – der bestod af 6-7 gaster og en skipper - kunne opholde sig på skibets to ’halvdæk’, der er placeret foran og agterst i skibet. Sådan et skib var måske ejet af en bonde, der kunne bruge det, når han skulle sejle sine varer til marked eller når han skulle rejse til ’tinge’ og vælge konge.
Gid du må blive hugget og brændt
”Hugget og brændt”. Hvis et skib opnår at blive hygget op og brændt, den dag det ikke længere kan sejle, så har det været et godt og lykkebringende skib.
For så er det ikke forlist med sin besætning eller har mistet sin dyrebare last. Så har det opfyldt sin rolle og kan brændes.
Dyrefedt på lunderne
Nu var tiden så kommet til det hårde arbejde. Skibets vægt på 2 tons og 25 kg skulle bæres i vandet af stærke folk: Bådebyggere og sejlere. Foran og under skibet var der lagt træ’lunder’, smurt med dyrefedt, som skibet kan glide på. Så går det meget nemmere, og der skal ikke løftes så meget.
Fjerlet som en båd af papir
Det tog bare ganske få minutter, så hørtes lyden af vand, der tager imod et nyt skib. Hvor skibet på land var tungt og besværligt at flytte på, var det nu på vandet så fjerlet, at det flød højt og næsten vægtløst på overfladen. Den lette vind skubbede ubesværet Estrid Byrding let frem, let tilbage over havnens stille vand. Næsten, som en foldet papirsbåd.
Last af sten
Estrid Byrding bleb trukket ind til broen, så der kunne blive lagt stenballast i bunden af skibet. Ikke mange tons, men lige nok til at gøre båden mindre livlig, så de inviterede gæster kunne gå ombord i skibet og sejle med ud på jomfrurejsen. Det er der også en tradition for: Ud af havnen og tre gange rund i solens retning.
Ude på vandet ventede museets andre skibe på ’den lille’ ny. Havhingstens store besætning gav et velkomst brøl og både lystsejlere fra lystbådehavnen ved siden af og et utal af små kajakker kom til for at fejre det nye skib.
Vel i havn
Vel inde i havn igen blev gæsterne budt på mad og drikke – det er nemlig også en tradition, der går langt tilbage ved søsætninger.
Her bød Vikingeskibsmuseets direktør, Tinna Damgård-Sørensen velkommen og sluttede dagens taler af med ordene:
”Levende kulturarv kan kun holdes i live, så længe det giver mening for mennesker”.
De traditioner, der er skabt omkring de nordiske, klinkbyggede både holdes levende ved, at mennesker endnu i dag gør det: Bygger bådene, sejler i dem og er sammen om livet og oplevelserne omkring bådene. Traditioner, båret af mennesker gennem årtusinder. traditioner, der stadig giver mening for masser af mennesker i hele Norden.
