Logbog fra Skipper, Claus Seneberg:
Onsdag den 31. juli kl. 11.27:
Vi ligger stdig på Jomfruland. Vinden kommer fra den gale retning hele dagen.
Vi bruger dagen til at få ordnet vasketøjmm. så vi er klar til imorgen, hvor vi forhåbentlig kan komme videre. Humøret er stadig højt
Torsdag den 1. august kl. 14.16:
Nu er vinden vendt Vi er derfor i dag kl. 14.04 afgået fra Tårnbrygga på Jomfruland.
Vinden er 2 m/s. nu må vi se, hvor langt den og årerne kan bringe os.
Om at sejle, som i vikingetiden, eller?
Når man gennemfører en rejse i et skib uden motor, er man helt afhængig af vindens retning og styrke. Man kan ikke 'bare' bestemme sig for at sejle mod et bestemt mål, til en bestemt tid.
Det er måske det sværeste at lære for moderne mennesker, som os. Vi sætter os i bilen, drejer nøglen og kører derhen vi vil, hvornår vi vil.
Det er den teknologiske frihed en motor kan give. Og en frihed, som Skjoldungens besætning har sagt 'nej, tak' til.
Hele turen fra Sognefjorden til Roskilde - alle 775 sømil - skal gennemføres alene for årer eller sejl.
Det er omdrejningspunktet i den forsøgsrejse, som skib og besætning gennemfører i disse uger. Togtet skal i så høj grad, som muligt sejles, som man gjorde i vikingetiden for 1000 år siden.
Sejlads på naturens premisser
Så bliver besætningen - mennesket - helt afhængig af naturens kræfter, og pludselig forsvinder følelsen af, at der er forskel på mennesker og natur. Langsomt bliver man til en del af de omgivelser; havet, luften, klipper, kysten, vinden, regnen, solen, som man befinder sig i - ikke sat uden for eller ved siden af eller måske over endda?
Nej, man bliver en del af naturen. Og med den følelse i maven kommer respekten for naturen. For naturkræfterne - for dem skal man ikke spøge med - og for den symbiose mennesker og natur tilsammen burde udgøre.
Måske skulle vi alle sejle lidt uden motor. Måske ville det være vejen til et mere bæredygtigt forbrug af jordens ressourcer?
Rejsebrev fra Skjoldungen: Ventetid på Jomfruland - og endelig for sejl igen!
Af besætningsmedlem Preben Sauerberg
I dag - onsdag - har været endnu en overliggedag, hvor vinden blev tjekket konstant. Windy.com, yr.no og alle andre on-line vejrtjenester må holde for.
Efter morgenmaden fik vi vasket tøj, taget bad og læst op på øens lokalhistorie i varmen og i ly for blæsten på havnecafeen.
Derefter splittede vi os lidt op og tog på besøg ved fyrene, på svampetur på øens nationalpark, som primært består af en Egeskov med spredt nøddekrat.
Her er smukt, men vi vil jo videre, så i morgen skulle vi gerne mod Stavern eller Tønsberg, lidt afhængig af vind og vejr.
Skjoldungen med kurs mod Stavern eller Tønsberg?
Når man sejler uden motor kan man altså ikke altid bestemme næste destination. Besætningen bruger derfor ventetiden i land på at studere søkort og planlægger altid flere mulige ruter med flere forskelle mål og delmål, så de har et alternativ klar, hvis vejret ikke arter sig, som antaget, da kursen blev stukket ud.
Og dermed kommer vi tilbage til det med at sejle, som i vikingetiden. For kan man det? Om man bruger motor, eller ej er et valg vi kan træffe, men der er faktisk en hel del ting, vi ikke kan eller vil vælge fra.
Vejrmeldinger, navigationsudstyr og andre moderne bekvemmeligheder
Besætningen tjekker vejrudsigter og planlægger sejladsen efter vejrmeldingerne. Selvfølgelig gør de det. Alt andet ville være uansvarligt. Men vikingerne have ikke vejrmeldinger - og slet ikke on-line! De var helt sikkert bedre, end vi er i dag, til at observere naturfænomener og tolke dem for at forudsige vejret. Men vi ved også fra de skriftlige kilde, at det ikke altid gik godt.
Vi bruger også søkort og navigationsudstyr, når vi sejler med vikingeskibene. Igen - alt andet ville være uansvarligt. Vi gennemfører testsejladser, hvor kun få besætningsmedlemmer har adgang til moderne navigationsudstyr, mens resten af besætningen navigerer ved at måle solhøjden, finde landkending og andre gamle metoder. Men det kommer nok bag på mange, at 'moderne' navigationsudstyr omfatter så gammeldags ting, som ur og kompas. Intet af dette havde vikingerne til rådighed.
Kystsejlads med 'Kendt mand' ombord
Når man sejlede kystsejlads, benyttede man sig ofte af at tage 'kendt mand' om bord. Det vil sige, at man tog en lokal mand med på skibet, fra havn til havn. Han kunne så fortælle, hvilke ukendte farer, man skulle passe på på den del af rejsen, han kendte. I næste havn måtte man tage en ny mand om bord - og den 'kendte mand' måtte se sig om efter en returrejse til sit udgangspunkt.
Der findes stadig ældre mennesker, der har tjent deres levebrød langs de norske kyster på denne måde.
Når mørket falder på, tændes fyr og lysbøjer langs kyster og som markering af skær. Så kan man sejle i mørke. Men uden fyr og lysbøjer, er det livsfarligt at sejle i mørket. Når vi sejler vikingeskib, kan vi ikke slukke nattens lys. Her adskiller nutidens sejlerliv sig igen fra vikingetidens på en måde, der har enorm betydning for, hvordan en sejlads gennemføres dengang og nu.
Hvad lærer vi af at gennemføre forsøgsrejser?
Vi kan nævne mange flere parametre, der adskiller os fra vikingerne, når det kommer til at sejl et skib. Så man kan spørge sig selv: Hvad lærer vi så ved at sejle rekonstruktioner af vikingeskibe? Det spørgsmål bliver vi nødt til at stille os selv indimellem.
Det vigtigste er, at vi får erfaring med det skib, vi sejler i. Hvordan fungerer det? Bjærger det sig godt i søen? Er det let at ro? Er det let at sejle?
De rekonstruerede vikingeskibe er jo netop det: Rekonstruktioner. Altså en fysisk hypotese om, hvordan et arkæologisk skibsfund har set ud, fuldt monteret med sejl, mast og det hele.
Skjoldungen er en rekonstruktion af Skuledelev 6-skibet. Et skib, som videnskaben har slået fast oprindeligt blev bygget i Sognefjorden i Norge, og som uomtvisteligt blev fundet og udgravet i Roskilde Fjord.
Det originale skib har altså uden tvivl gennemført en rejse fra Sognefjorden til Roskilde Fjord - den samme rejse, som Skjoldungens bådelaug gennemfører i disse uger.
På rejsen for 1000 år siden har skibets besætning formodentlig oplevet dage med for lidt vind og dage med for meget vind og dage, hvor vinden var helt imod i de smalle fjorde, så det ikke var muligt at krydse sig frem. Helt ligesom besætningen på Skjoldungen har oplevet det på deres rejse.
Rejsehastighed i vikingetiden
Når Skjoldungen kommer hjem, medbringer den ny viden om rejsehastighed i vikingetiden. Altså ikke alene, hvor hurtigt kan skibet sejle (i perfekt vind, på en perfekt dag, i et perfekt farvand). Rejsehastighed sige noget om, hvor lang tid det har taget rejsende i en bestemt fartøjstype at komme fra A til B.
I rejsehastigheden medregner vi alle stop, som vind og vejr tvinger besætningen til at tage, og vi får derfor ny viden om, hvor lang tid, det har taget at komme denne distance i vikingetiden, netop i denne type fartøj.
Hvis nu sejladsen viser sig at være helt umulig - hvilket intet til dato tyder på - ja, så er det tid til ransagelse. Så skal vi tilbage til originalskibet og se på, hvordan vi har tolket det i forhold til den sejlende rekonstruktion. Er det noget, vi har taget fejl af? I skibets konstruktion, i rekonstruktionen af skibets sejl og rigning, skibets ror eller måske skibet besætning. Kan de leve op til fortidens søfolk?
Lytte til skibets erfaring
Når vi gennemfører sejladser med rekonstruerede skibe, er det ikke et spørgsmål, om at få det hele til at virke for enhver pris. Det er et spørgsmål, om at lade de erfaringer skibet giver fra sig gennem sejladserne blive hørt, så de kan indgå i den samlede viden, vi i dag har om, hvordan vikingerne sejlede deres skibe. Og for at få ny viden om vikingernes sejladser, må vi gøre netop det - bygge og sejle i deres skibe!
