Roskilde Havn, Vrag 3

Roskilde Havn, Vrag 3 rapport
2006-12-01

J.nr. 1479

Publiceret december 2006

Datering: Middelalder, ca. 1060 til 1065 e. Kr. 

I forbindelsen med byggeriet i 1996-97 af en museumshavn på arealer tidligere benyttet til havneforplads og parkeringsplads ved Roskilde havn etableredes arkæologisk overvågning af udgravnings- og uddybningsarbejder foran og i de nye havnebassiner. Baggrunden herfor var formodningen om, at der i de marine sedimenter aflejret i umiddelbar nærhed af Roskildes vikingetidige og middelalderlige havn kunne findes rester af vrag og havneanlæg. Undersøgelsen af Roskilde Havn vrag 3 frilagde et ca. 20 meter langt klinkbygget fartøj, bygget af eg og med anvendelse af fyr til trænagler. Skibet, der dendrokronologisk er dateret til omkring 1060-65, stammer formodentlig fra Jylland/Slesvig-Holsten. Skibet, der kun viser få spor af reparationer, er blevet trukket ind på lavt vand på ruller, og der hugget op, således at kun dele af bordlægningen – primært i styrbords side – samt køl, kølloter og ganske få spantfragmenter er bevaret. Fartøjet er usædvanligt ved at have en for dets samtid usædvanlig kort spantafstand på kun 77 cm. Endvidere er det usædvanligt at skibets jernnagler, i lighed med Roskilde 2’s, har pigge på undersiden af hovederne.


Created by Jan Bill