Der er to sejlweekender tilbage for Havhingsten i år, inden den bliver trukket på land for vinteren den 30. oktober.
Førstekommende weekend den 25. og 26. september og igen den 9. og 10. oktober, vil besætningen mønstre på havnen og tage på træningsture på Roskilde Fjord.
Det er et fantastisk syn at følge med i forberedelserne, når den store besætning på knap 60 m/k gør klar til at stævne ud af havnen for årer og sætter råsejlet, når de er ude i inderbredningen. Det kræver masser af kammeratskab, samarbejde og hård træning at håndtere det 30-meter lange, slanke skibe med det store rød-gule råsejl.
Så hold øje med det blå, gul og rød stribede skib, når det stævner ud fra Museumshavnen i weekenden.
Fakta om Havhingsten fra Glendalough
Havhingsten fra Glendalough er en rekonstruktion af det store langskib Skuldelev 2.
Skibet er en krigsmaskine, bygget til høj fart og fragt af mange krigere. Det er en dristig konstruktion, på én gang tung og stærk nok til at bære sit 112 m² store sejl, men samtidig let nok og tilstrækkelig lang til at kunne ros af en besætning på 60 mand. Et kompromis mellem styrke og vægt.
» Læs mere om Havhingsten og vores andre rekonstuktioner af de fem Skuldelev skibe...