Ta' far med på museum på Fars dag og giv ham en sjælden oplevelse

2021-06-01

På Fars dag, den 5. juni, kløver bådebyggerne en ca. 125 år gammel egestamme med økser, kiler og rå muskelkraft.

Date: to From to

Håndkløvning af hele egestammer er ikke noget, man kan opleve så tit, fordi det er en gammel teknik, der ikke længere bruges i dag.

Men når man skal bygge vikingeskibe, er der dog ingen vej uden om det hårde slid, da selve kløveteknikken er med til at give skibene deres store styrke.

Egestammen er den eneste, der skal kløves i år, så det er en enestående oplevelse I kan give far nu på Grundlovsdag.

Egetømmeret skal bruges til et vikingeskib

Stammen er ca. 12,5 meter lang og har en diameter på ca. 50-60 cm.
Egetræet er fældet i Vallø Stifts skove, der drives som et bæredygtigt skovbrug med dyrkning og salg af tømmer til blandt andet møbelindustrien.

Egetræsstammen skal bruges til byggeriet af et vikingeskib i fuld størrelse, det såkaldte Skuldelev 3-skib, et mindre handelsskib fra år 1040, der blev fundet ved Skuldelev i Roskilde Fjord for over 50 år siden.

Trods den betydelige størrelse, er egestammen den mindste af de stammer, der hidtil er kløvet til byggeriet af Skuldelev 3-skibet.

Tømmeret fra egestammen skal bruges til ’stringere’, der er smalle, langsgående afstivninger af skibet samt til ’essinglister’, der afslutter skibets øverste kant.

På værftspladsen skal stammen kløves med økser, kiler og rå muskelkraft for at blive til de såkaldte 'kløvestykker'. Bådebyggerne tilhugger derefter de kløvede stykker med økser, for at få glatte, smidige og stærke planker til skibets skrog. 

Kløvning af en egestamme - og det må da lige være noget for 'far'

Det er spændende at følge med i, hvordan bådebyggerne først åbner en lille flække i hele stammens længde, og så langsomt - med større og større kiler og masser af tunge slag med muggerter - får åbnet stammen mere og mere og får tvunget fibrene i egetræet fra hinanden indtil den massive stamme splittes i to.

Herefter kløves stammen endnu engang i kvarte stykker, og disse endnu et par gange, til hele stammen er kløvet ud i trekantede kløvestykker, klar til at blive hugget til glatte skibsplanker - eller 'bord', som det hedder på et skib.

Når byggesæsonen for i år afsluttes i efteråret, er Skuldelev 3-skibet så godt, som færdigt og klar til søsætning næste år i 2022.

Time slots til bådeværftet:

På grund af corona-forholdsreglerne, er adgangen til bådeværftet begrænset til hver hele time, hvor bådebyggere og museumsformidlere tager i mod museumsgæster.
Få at få adgang skal gæster have adgangsarmbånd, der udleveres ved billetkøb efter visning af coronapas.

Der er adgang til bådeværftet hver hele time: Kl. 11.00 til 16.00 
I weekender og helligedag er der desuden:
Kl. 12.00: Rundvisning 
Kl. 13.30: 'Vikingtalk' om udvalgte emner

Hvor: Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Vindeboder 12, 4000 Roskilde

Hvornår: Lørdag den 5. juni

Entré: 
Familiebillet for 2 voksne og børn under 18 år: 280 DKK
Voksne: 150 DKK
Sæsonkort: 170 DKK
Børn 0-17 år: Altid gratis entré

Corona-info:
• 15 år og op: Husk coronapas/negativ test + Billed-ID
• Vikingeskibsmuseet har masser af plads ude og inde, så I skal ikke booke billetter
• Vi følger gældende Corona-regler, har masser af håndsprit - I skal bare huske mundbind/visir indenfor (fra 12 år)
• Mad og drikke: Vikingeskibsmuseets Café Knarr har åbent dagligt

Fakta om Skuldelev 3-byggeriet:

• Skuldelev 3-skibet blev udgravet i 1962 ved Skuldelev i Roskilde Fjord.
• Skuldelev 3-skibet blev fundet sammen med fire andre vikingeskibe – de såkaldte Skuldelevskibe – der alle er udstillet på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
• De fem vikingeskibe er datereret til vikingetidens sene del, omkring år 1040.
• Vikingeskibene blev i vikingetiden sænket på tværs af sejlrenden ind mod den vigtige handelsby Roskilde, som en spærring mod eventuelle indtrængende fjender.
• Vikingeskibsmuseet byggede allerede i 1982-1984 en rekonstruktion af Skuldelev 3-skibet – ’Roar Ege’, men det er nu - efter mere end 30 års sejladser - slidt op.
• Vikingeskibsmuseet har gennem de seneste 30 år bygget rekonstruktioner af alle de fem Skuldelevskibe. Disse rekonstruktioner kan ses på Vikingeskibsmuseet – hvis de altså ikke er ude og sejle togt!
• Byggeriet af den nye rekonstruktion af Skuldelev 3-skibet begyndte 1. maj 2017, og skibet søsættes efter planen i maj 2022.