Unge op til 27 år kan komme gratis på Vikingeskibsmuseet i kulturugen K7

Published 21th Aug 2024

Interesserer du dig for vores fælles kulturarv, brænder du for godt håndværk, eller har du lyst til at tage vennerne med ud på en sejltur på Roskilde Fjord? Så kom forbi Vikingeskibsmuseet, hvor du i hele uge 37 kan få gratis adgang til museet.

K7 - kulturuge for unge

Vikingeskibsmuseet er en del af det landsdækkende initiativ K7, hvor alle unge fra 18-27 år kan få en solid kulturindsprøjtning på et bredt udsnit af landets kulturinstitutioner.

K står for kultur. 7-tallet står for; 7 dage, i uge 37 op til 27 år. 

Initiativet skal gøre kulturtilbud mere tilgængelig for unge, der kan nyde fri entré på over 200 museer og udstillingssteder på kryds og tværs af hele Danmark. På Vikingeskibsmuseet har børn og unge op til 18 år desuden altid gratis entré hele året rundt. 

Kulturugen K7 i uge 37
Fra 9.-15. september 2024 er der fri entré på over 200 museer og udstillingssteder, hvis man er op til 27 år.
Husk at medbringe det gratis K7-kort, der kan hentes på www.k7k7.dk

Det kan du opleve på Vikingeskibsmuseet 

Vikingeskibsmuseet tilbyder en unik blanding af oplevelser både inde og ude.

Uanset om du er til stille fordybelse og fantasi, store sanseindtryk eller fart over feltet, er der noget at komme efter, når du besøger museet. 

Fordybelse og fantasi 

I Vikingeskibshallen sætter den rå og enkle arkitektur skibenes linjer og æstetik i centrum. Med fjorden som bagtæppe bliver skibene igen forbundet med fjorden. Lad blikket finde ro i horisonten og lad naturen opsluge hverdagens tankemylder, så der er plads til fordybelse og fantasi.

De smukke skibe gemmer på fantastiske historier om en fjern fortid med krigstogter og handelsrejser til fjerne egne, om søfolkene ombord og om livet ved havet for 1000 år siden.

Du kan enten tage med på en af vores daglige rundvisninger, eller benytte dig af museets audioguide, der giver adgang til spændende historier om de vidt berømte vikingeskibe.

De store sanseindtryk 

På museumsøen kommer du helt tæt på vikingernes håndværk, og det er her du finder det arbejdende bådeværft.

Duften af frisk trætjære fylder luften og lyden af bådebyggernes økser mod træ genlyder rytmisk over værftspladsen og inde på værftet.

Her bygger bådebyggerne rekonstruktioner af vikingeskibe og andre traditionelle træbåde, og du kan både høre, dufte, se, røre og spørge til vikingernes håndværk. 

Fart over feltet

Har du lyst til at få sved på panden, kan du gå direkte fra oplevelsen af de 1000-år gamle vikingeskibe udstillet i Vikingeskibshallen og ned til Museumshavnen.

Her kan du og dine venner stævne ud i en af vikingeskibenes efterkommere - de traditionelle nordiske træbåde - der er bygget efter samme principper og metoder, som vikingerne brugte for 1000 år siden.

Du og den øvrige besætning ombord deltager aktivt ombord med at ro, sætte sejl og udføre andet 'sømandsarbejde'. 

I anledningen af K7 kan du komme ud og sejle for kun 140 kr!

Samvær og afkobling 

Vikingeskibsmuseets placering er ideel, hvis I ønsker at gå en tur i det smukke landskab langs Roskilde Fjord, eller hvis I er i humør til at slå jer ned på havnen og nyde udsigten.

Rammer sult eller tørst, er Café Knarr på Museumsøen en naturlig forlængelse af jeres besøg på museet. 

Café Knarr benytter sig af de råvarer, der var kendt af vikingerne, så her er hverken kartofler, tomater eller agurker, men fladbrød, kvan, havtorn og perlebyg.

Maden forbinder maritim historie og vikingernes råvarer, og inviterer dig til at opleve de fem originale vikingeskibe på nye måder.