Vandet stiger omkring Vikingeskibsmuseet

2013-12-06

Der arbejdes fortsat på højtryk for at forhindre vandet i at trænge ind i Vikingeskibsmuseets bygninger.

Stormen presser vandet ind i Roskilde Fjord og Vikingemuseet i Roskilde kæmper på højtryk for at undgå, at vandet trænger ind i Vikingeskibshallen til de fem uerstattelige vikingeskibe.
”Vi følger nøje udviklingen i vandstanden, der her kl. 10.50 står 122 cm over normalen” fortæller Claus Christiansen, chef for administration og bygningsdrift på Vikingeskibsmuseet ”. Vikingeskibshallens facade ud mod Roskilde Fjord består af vinduer. De nederste vinduer er nu afdækket på træplader, så de kan modstå trykket fra det stigende vand. Der er ikke kommet vand ind i Vikingeskibshallen til de fem Skuldelevskibe, og Beredskabsstyrelsen arbejder professionelt, sammen med Vikingeskibsmuseets personale, om at beskytte Vikingeskibshallen mod indtrængende vand.

Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet og Midt- og Vestsjællands Politi har siden klokken 02 i nat arbejdet på, sammen med Vikingeskibsmuseets personale, at undgå oversvømmelser ved at lægge sandsække omkring museet. Vandet er dog steget markant, mens arbejdet har stået på.
”Vi har været i gang det meste af natten, og det er klart, at vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for, at der ikke sker skibene noget. Blandt andet har vi pumper klar i Vikingeskibsmuseets kælder, barrikaderet vinduerne og bygget diger af sandsække”, slutter Claus Christiansen.

Prognosen for vandstandsstigninger er, at vandet skal nå maksimum på 180 cm. ved 18-tiden i aften. Hvis prognosen holder, vil det betyde, at vandet løber ind på Museumsøen, hvor Vikingeskibsmuseets personale lige nu arbejder på at sikre blandt andet bådeværftet mod indtrængende vand.
Den fortsat kraftige blæst skaber stadig problemer med løse genstande, der flyver gennem luften, hvorfor det er meget vigtigt, at alle respekterer afspærringerne og holder sig væk fra området.


Created by Rikke Tørnsø Johansen