Afrejse dag og nat

Vibeke sætterkursen mod København ombord på 'Piraten'.
Vibeke sætterkursen mod København ombord på 'Piraten'.
2011-07-03

Vibeke står af i dag og vi gør klar til at forlade Ystad i nat.

Vibeke står af i dag og det er altid rigtig trist og væmmeligt når nogen forlader besætningen. Jeg har prøvet det mange gange før og det er det samme hver gang, hjertet synker i kroppen på mig, for jeg kan ikke lade være med at knytte mig til mine medgaster. Vi lever på så lille et område, Ottar, og kan ikke undgå at tage stilling til hinanden, blive glade for hinanden eller irriterede på hinanden men faktisk er det sådan at vi har brug for hinanden for at kunne sejle og i yderste konsekvens overleve. Jeg gruer allerede for den store skifteweekend den 16. og 17. juli – men man skal jo ikke tage sorgerne på forskud :-), vel Helene.

Vi har brugt formiddagen på at få sat rorvidjen på. Troels, Ole og Jens har leget slangemennnesker i agterskibet, med andre ord, der er ikke meget plads nede i ’kælderen’ til at få vredet den lange slanke vredne birkevidje, vi høstrede i det tidlige forår, gennem gennemføringen i agterskibet og rundt om rorspantet, men nu er roret på plads, vidjen klædt og vi er klar til at sejle. Tim har hjulpet mig med at tage forskibsteltet ned og fået det under dørk og Henrik har købt ind og sikret at vi ikke kommer til at lide nød ;-). Jeg har sørget for at få fyldt vores vandepoter og Erik har styr på vandregnskabet. Museet vil gerne have vi holder regneskab med vores vandforbrug under rejsen, så det gør vi.

Vi har nu fulgt Vibeke til Malmötoget, der meget passende hed ’Piraten’ og fik krammet, vinket farvel og udvekslet god vind. Efter turen på Ystad station listede Troels, Ole og jeg selv op i byen for at trøstespise og drikke en caffelatte og vende den forgangne uges sejlads, der jo i den grad har været en positiv oplevelse for os alle.

Som jeg har skrevet før er vejret en yderst bevægelig størrelse og vi har tjekket vejrudsigten gang på gang. Vi er nået til den konklusion at vi sejler ud af Ystad i nat kl. 24.00 og sætter kursen mod enten Allinge Sandvig eller Christiansø og så ser vi hvad der sker. Så foranderlig som vinden ser ud til at være lige nu kan alt ske og lige nu ser det ud til nogle landligger dage på Bornholm eller Christiansø - så er du i nærheden så kig endelig forbi, det kan være vi har kaffe på kanden :-)  

Lige nu gælder det om at få slappet af evt. sovet til vi skal sejle i nat, Tim ligger i teltet og sover trygt, han er træt som kun en teenager i voksealderen kan være træt.

Jeg vil slutte mit brev her for også jeg trænger til hvile men du hører snart nyt fra os :-)  


Created by Helene Bjerregaard Andreasen

It is not possible to post comments anymore