Farvel til korv med räksalat - jeg bliver aldrig afhængig!

Korv med räksalat må man prøve ...
Korv med räksalat må man prøve ...
2011-07-19

Vinden kører rundt med os og tar os ved næsen og de planer vi havde omkring sejladsen i går, er hurtigt blevet til noget helt andet i dag.

Hver dag konsulteres vejrudsigten på rigtig mange metrologiske hjemmesider. Vi skal være helt sikre på, at det vejr vi går ud i er forsvarligt i forhold til skibet og i forhold til det niveau besætningen har i forhold til at sejle. Man kan blive helt rundtosset af at kigge på de mange forskellige prognoser og deres forskellige måder at præsentere vejret på - her gælder det om at holde tungen lige i munden. Vi interesserer os hovedsageligt for vinden, regn og sol er noget man hhv. klæder sig på eller af til - ja man bliver sgu lidt af en vindnørd.

Men uanset hvor påpasselig man synes man er, så er vejret som et stykke vådt sæbe. Som du kan se ligger vi nu for anker i Burgsviken, ved fyret Valar, på det sydlige Gotland og nej vi er ikke landet her ved brug af sejl desværre, men ene og alene ved kørsel for motor. Mandag og tirsdag har jeg og Esben studeret vejrudsigter og studeret vejrudsigter og studeret ... og troede vi havde en masterplan, hvilket vi jo i princippet også havde, men den masterplan blev i den grad sprængt til atomer af en uskyldig lille sms, der tikkede ind på min telefon tirsdag og som disket spurgte om vi havde tænkt os at sejle i dét vejr. Der var en slet skjult undren og bekymring i sms'en, så jeg fik fyret op under computeren og vejrudsigterne og hidkaldt Esben og så var der topmøde igen. I løbet af de tolv timer vi havde vendt ryggen til vejrudsigten var den prognose, der havde lovet os blid østenvind at gå ud på fra Visby og frisk NØ vind til at bære ned til Svaneke på, som sunket i havet. I stedet blev vi konfronteret med en prognose der ville føre os ind i vinde op til 18 m/s - ikke noget man sætter en ny og reduceret besætning ud i, hvis overhovedet.

Så der måtte granskes både i vejrudsigterne og i mig. Prisen for at komme ud af Visby og slippe for videre havnekuller kom til at koste mig en motorsejlads - nej det er selvfølgelig ikke grunden ;-) Det tidsmæssige forløb i den kommende tids vejrudsigter tvinger os hvis vi skal udnytte systemerne bedst muligt til at køre herned, så vi ligger klar og når den helt rigtige vind forhåbentlig dukker op torsdag morgen. Vi har tænkt os at sejle ud på bagsiden af det voldsomme vejrsystem og sætte kursen mod Svaneke, hvor vi i følge prognoserne vil blæse inde i en 3 - 4 dage men nu må vi se ;-)

En fordel ved motorsejladsen er at vi får faset besætning lige så langsomt ind og Klaus og jeg finder vores ben som styrmænd på Ottar, før vi for alvor sætter sejl og med vinden læns fræser mod Bornholm. For min egen del har det været rigtig interessant at opleve mig selv som den ansvarshavende på vagten og interessant at føre Ottar sikker gennem stenede passager - mer af det, altså ikke stenene :-) men det at udvide sig som sejler. Ikke at jeg ikke har sejlet i herrens mange år men mine sko er blevet trådt på forskibet ...

Det har også været dejligt at se gruppedynamikken i min egen lille vagtholdsgruppe, jeg er jo i gruppe med to søde meget fnisende piger, Puk og Ingeborg, uha det lover godt :-)

NU ligger vi så her og Ottar klukker hyggeligt, ternerne vrisser af os og solen bager ned mens jeg holder ankervagt og skriver til dig. Jeg håber og tror på at vi kommer videre torsdag morgen og jeg ser gerne at vi hejser vingen og glider værdigt ud af Burgsviken.


Created by Helene Bjerregaard Andreasen

It is not possible to post comments anymore