Det var en virkelig underlig og ensom fornemmelse at efterlade Ole og Henrik i færgeterminalen og gå alene hjem til et helt tomt skib. Javel tomt i omkring 7 timer. men det kan alligevel ikke undgå at prikke ned i, at noget er endegyldigt forbi, noget kommer aldrig tilbage. Som person afskyr jeg afsked og selvom der venter et goddag i den anden ende er rejsen mod Gotland altså forbi og det understeger dette farvel i færgeterminalen.
Tanker tænkes mens jeg venter sammen med Ottar og jeg prøver mentalt at omstille mig til, at der er en ny besætning på vej og en besætning jeg ved er væsens forskellig fra den jeg lige har sagt farvel til.
Den nye besætning er her endelig på Gotland. Jeg hentede dem kl. 00.15 søndag den 17.7.2011 og glade og forventningsfulde er de med deres bagage og pakkede nelikker og for mig er det dejligt at se kendte ansigter. Atter har jeg noget at holde fast i, nogen at dele livet og oplevelserne på Ottar med. Vi tørnede hurtigt ind, en 12 timers rejse fra København til Visby tærer på kræfterne.
Når en besætning overtager et skib sker der ofte det at man 'pisser territoriet af' og jeg skal love for at det i dette tilfælde kom til at holde stik. Efter morgenmaden hvor jeg kort fortalte om hvad der var sket på Ottar af stort og småt, satte vi gang i nogle arbejdsgrupper omkring vand, proviantering, omdisponering af opbevaring, oprydning af telt, pakning af bagage, gennemgang af vejudsigt, gennemgang af søkort ...
ALT blev flået ud af Ottar og vendt og drejet og tørret og rengjort og det er dejligt :-). Som en sjov ting, der nok egentlig er meget betegnende for den nye besætning, blev liggeunderlagene blev flettet ind i havnens afskærmnings hegn for at tørre og lufte og gederne, de tæpper vi har i teltet, fik samme tur - det så rigtig sjovt og fornøjeligt ud. Ottar skylles igennem med det vand vi havde ombord fra udrejsen fra Roskilde, for vi skal ikke drikke 3 uger gammelt vand på turen hjem og skibet har godt af at blive skyllet igennem med ferskvand for at rengøre for hvad der nu måtte være faldet gennem dørken af urenheder. I alt fald blev Ottar endevendt og jeg fornemmer at skibet sukkede veltilpas og måske også veltilpas over at der med den nye besætning vejres nye eventyr på bølgen den blågrønne.
Esben og jeg tog et kig på vejrudsigterne og sådan som det ser ud nu skulle der være en reel chance for, at vi kan komme herfra for sejl tirsdag aften, måske onsdag morgen alt efter hvordan vejrsystemerne ter sig. Det er klart vi ikke kan sejle med det samme, de nye besætning medlemmer skal jo finde deres ben på Ottar og som sagt er der jo også alle forberedelserne - men nu burde vi også have spændt buen så højt at vi kan stikke af sted så snart vinden er til der. Men jeg har landkuller og det er ikke spor sjovt :-( men det er en præmis ved at sejle på den måde jeg gør og jeg er jo også nødt til at give plads til den nye besætning og deres behov.
Jeg lærer og erfarer også omkring Ottar og nogle gange så utrolige ting at min hage hænger nede på brystet af mig. F.eks. fik vi i dag besøg af en pensioneret arkæolog (forhistorisk og og marine), der fortalte at han i sin studietid havde været med til at udgrave og hente Ottar og de andre vrag op af Peberrenden i Roskilde Fjord. Han huskede med glæde og respekt tilbage på den tid i Danmark og insisterede på at vi videregav hans hilsener til Ole Krumlin, hvilket hermed er gjort. For ham var det overvældende at se det fund han havde været med til at udgrave genskabt i form af Ottar og vide at det bliver sejlet. Overvældende for ham at alle de optegninger og tanker, der blev gjort omkring fundene er blevet udnyttet og materialiseret i bådsamlingen, det var tydeligt at det gjorde indtryk på den hollandsk fødte Peter Manneke, at han her kunne stå og se på Ottar og røre ... jeg tror jeg forstår en brøkdel af det han følte.
