Ringen er sluttet

De kraftige sejlerstøvler er pakket væk til nye eventyr melder sig.
De kraftige sejlerstøvler er pakket væk til nye eventyr melder sig.
2011-08-06

Ringen er sluttet og Ottar er tilbage i sin hjemhavn på Roskilde Vikingeskibsmuseum og vi er nu spredt for alle vinde, København, Odense, Canada, Frederikssund, Zürich, Slagelse, Roskilde ... 15 mennesker og ét skib.

Jeg er tilbage hjemme i min lille lejlighed i København og Ottar ligger på sin vante plads i Vikingeskibsmuseets Havn.

Jeg er træt men også glad og fyldt til randen med oplevelser og godt brugt af 6 ugers hårdt fysisk arbejde. Jeg har sagt farvel til 14 mennesker, jeg hver især har været intenst sammen med i 3 uger og som jeg har lagt mit liv i hænderne på og som jeg har knyttet mig til hvad enten jeg vil det eller ej. Det er svært at forestille sig, at jeg sidder renvasket og organiseret på min kontorelevpind hos Banedanmark på mandag kl. 8.00, men det gør jeg og sådan er livet - alt godt får en ende og noget nyt starter efter det. Jeg må bare tænke at for de andre i besætningen venter der fuldstændig samme oplevelse af at få væltet rundt på sin hverdag og sine rutiner.

Vi kom ind til Roskilde i modvind i går omkring ved 12-tiden, for motor fra Frederikssund. Foran os ventede 5 timers arbejde med at få tømt skibet for ALT og få det vejet, gjort rent og lagt på hylderne i nausten - klar til det næste togt og nye eventyr. Et kæmpestort arbejde, men det er blevet gjort.

Men før vi kom så langt, blev vi alle budt velkommen hjem af Søren Nielsen, daglig leder af værftet på Vikingeskibsmuseet og Rikke Johansen, teamleder for kommunikation. Søren og Rikke overraskede mig med en gave og et stort tak for mine rejsebreve. Jeg fik det fineste sølvsmykke med motiv af et vikingeskib taget fra en Gotlandsk billedsten, hvor passende og hvor symbolsk - dejligt :-). Jeg jeg må indrømme at det var med en stor klump i halsen, at jeg fik fremstammet min tak for gaven og for den søde tanke tanke. Selv når jeg tænker på det nu, kan jeg stadig mærke tårerne, der presser sig på bag øjnene, men det er også en stor ting at komme hjem efter en så strabadserende rejse og selvfølgelig vil vi alle være påvirkede i nogen tid efter hjemkomsten.

Efter oprydningen, satte vi os på en bænk på Museums øen, for med en stille øl at runde dagen af og få benene til at lande på landjorden igen. Det kan tage rigtig lang tid at lande og der kan bruges mange timer på at få vredet sig ud af den boble man har befundet sig i i 3 uger og for min egen del i 6 uger. Det hjælper dog at snakke, og få et bad og noget rent tøj på og efter nogen tid er man forvandlet til en landkrabbe igen.

Nu er det sidste, der er tilbage at lytte til P1 på radioen i morgen søndag den 7/8 2011, hvor der kl. 09:07 går en udsendelse i luften, der hedder 'Alle Tiders historie', det er et program, hvor aktuelle emner bliver set i et historisk lys og denne gang er det Ottar og Gotlandstogtet udsendelsen handler om så gå endelig ind og lyt. 

Vi er nu spredt for alle vinde, København, Odense, Canada, Schweiz, Slagelse, Roskilde ... 16 mennesker og ét skib.


Created by Helene Bjerregaard Andreasen

It is not possible to post comments anymore