Solen vækker mig ved kærlig at stryge min kind. Min krop er ved at være tæsket godt igennem af 4,5 uges sejlads på Ottar, men jeg elsker det stadig og ønsker mig lige nu intet andet end dette simple liv. Min ryg jamrer sig lidt mens jeg ligger på fordækket og lytter til lokale beboere oppe på kajen snakke, på deres brede svensk der for en dansker lyder som skånsk, om det spændende skib, der er kommet til byen.
Vi tiltrækker rigtig mange nysgerrige mennesker her og vi har da også haft besøg af den lokale presse hhv. 'Blekinge Läns Tidning' og 'Sydöstran', når jeg har fundet artiklerne får du et link, her i et af rejsebrevene. Ottar og dens besætning blev gennemfotograferet og jeg prøvede så godt jeg kunne at formidle vores rejses formål og forklare at selvom vi er en besætning bestående hovedsageligt af piger kan vi altså godt med kløgt, stædighed og god kropsforståelse sejle et skib som Ottar - helt utroligt at man i denne moderne verden stadig kan blive ved med at stille den slags spørgsmål. Men de var nu meget søde journalisterne.
Jeg giver dig lige en opfølgning på hvad der er sket i vores lille symbiotiske samfund på Ottar siden mit sidste rejsebrev. Vi forlod Karlskrona i går morges klokken 04.00 for at fange hvad er måtte være af vinde, der kunne bære os vest på, vel vidende at vindene ville lægge sig sidst på dagen. Vind og vejr kan være et lotteri og vejrudsigter er ikke altid entydige så nogen gange må man satse og det gjorde vi og hurra for det, for det blev en helt vidunderlig sejlads med en noget slap afslutning - men hey.
Vi kørte for motor ud af Karlskrona kl. 04.00 i går morges mens solen lagde et lys der ville være ethvert guldalder maleri værdigt over den statelige og noget, som vi lærte på det maritime museum, konstruerede by. Vel ude ved vinden og efter, at sejlet var hejst delte vi os op i vagthold af 2 personer, hvor jeg startede den første times vagt sammen med Puk og fortsatte over i den næste med Klaus mens resten af besætningen valgte at gå i teltet og sove. Grunden til alt vi nu kører vagterne på denne måde er bl.a. Josefine har skåret sig i sin venstre pegefinger og er blevet syet med tre sting og skal holde sin finger i ro så meget hun kan. Man kan se frustrationerne over ikke at kunne være 100% med til at lege med Ottar, lyse ud af den ellers altid rolige og fattede unge pige - men hun gør det squ godt og bidrager med så mange andre ting end det hårde fysiske arbejde og snart kan hun da også være med igen. En anden grund til at vi ikke sejler døgnsejlads er at skipper Esben er træt og ikke føler at han kan overkomme at lede skibet i døgndrift. Det er rigtig ærgerligt men så absolut noget vi må forholde os til og som er en ærlig sag.
Any way, det blev en skøøøøn sejlads og fedt for en gangs skyld at stå ved roret og mærke Ottar danse blødt og harmonisk under mine hænder og høre Ottar klukke af fryd over igen at få lov til at skyde sig vej gennem perfekt vand og perfekt vind. Jeg havde ikke lyst til at bruge den solrige vindfyldte dag på at ligge i teltet og sove men det er så klart et mentalitets spørgsmål og prioritering. For mig er jeg nok i virkeligheden mere i live og mere vågen på havet end når jeg bliver pakket ind i storbyens larm og jag.
Nu skrev jeg om, at Josefine er kommet til skade med sin finger, men generelt er Ottar og arbejdet omkring Ottar hårdt og man kan komme slemt til skade hvis ikke man passer på og jeg fristes næsten til at sige også selvom man passer på. Vi oplevede i går, at Ingeborg da hun håndterede spagerne ved rejsningen af sejlet, trådte igennem dørken lige foran spillet og slog sit knæ, sin ankel og sin ryg slemt men hun er en sej pige der ikke klager men derimod bider tænderne sammen og fortsætter. Dørkbrædderne foran spillet må vi have skiftet ud når vi kommer hjem for de er livsfarlige, men jeg troede vi havde klaret problemet hjemmefra ved at korrigere dem på undersiden - det var tydeligvis ikke nok :-(
Vinden lagde sig omkring ved 20-tiden og et truende vejrsystem byggede op over Nogersund. Skipper havde ikke været helt klar i spyttet omkring hvilke planer han havde i forhold til om vi skulle sveje eller gå i havn og da han endelig besluttede sig for at gå i havn havde rorsmændene ikke holdt højde nok og vi kom til at ligge og krydse rigtig mange gange mellem Hanö og Nogersund hvilket vi godt kunne have undgået. Da vi ikke havde mere vind tilbage blev det besluttet at køre ind.
Det sidste jeg husker fra i går var at der blev sunget 'Hvalen Valborg' mens der blev vasket op og så sank jeg ind i drømmeland ...
I dag bliver en stille dag i land, hvor vi hviler ud, spiser is, havbader, tager brusebad og gør klar til at vi forhåbentlig kan tage ud på en 5-8 m/s NV vind i morgen tidlig tidlig - men nu må vi se ;-)
