Estrid Byrding

Estrid Byrding er en rekonstruktion af Skuldelev 3, et handelsskib fra vikingetiden, ca. 1040.

Skuldelev 3

Estrid Byrding er bygget af eg på museets værft i 2022 som rekonstruktion af det lille handelsskib fra Skuldelevfundet (Skuldelev 3). Det originale skib har været brugt til købmandsfart og fragtsejlads i indre danske farvande og den sydlige Østersø. Det er på en gang et meget stærkt og samtidigt et meget let skib med en overordentlig flot finish.

Det oprindelige skib var det mest velbevarede skib i Skuldelevfundet, og indtil videre det mest velbevarede skib fra hele vikingetiden. Hele 75% af skroget var bevaret, så det var muligt at rekonstruere det med temmelig stor nøjagtighed. Derfor blev Skuldelev 3 også det første skib, som Vikingeskibsmuseet rekonstruerede.

» Du kan læse om Roar Ege, der var den første Skuldelev 3 rekonstruktion

Rekonstruktionen

Estrid Byrdings skrog er, som de øvrige rekonstruktioner af skuldelevskibene, bygget med vikingetidens egen teknologi, dvs. helt uden brug af sav. Ved at granske de bevarede spor af værktøjsbrug på det originale træ kan man se, at øksen har været det vigtigste redskab til tilhugning af planker og alle øvrige skibsdele.

Råmaterialet til skibet var kraftige egekævler på omkring en meter i diameter, som kløvet ud med kiler, tilhugget og passet til i skroget i helt frisk og våd (ikke lagret) tilstand. Plankerne var dermed så bløde og smidige at de let kunne vrides i facon uden kogning eller dampning. Tætningen mellem bordplankerne udgøres af en tjæret, tre-slået uldtråd magen til den, der blev fundet mellem plankerne på det originale skib.

Træets overflade er behandlet med en blanding af trætjære og linolie, der giver den smukke mørkebrune farve. Nogle afbildninger tyder dog på, at vikingeskibene, og blandt dem ikke mindst krigsskibene, kunne have skibssiderne og sejlene malet i stærke farver. Der blev dog ikke fundet spor efter farver på det originale skib Skuldelev 3.

Da rekonstruktionen var færdig, var der brugt ca. 15.000 arbejdstimer, men så er alt også fremstillet i hånden. Det 35 år gamle uldsejl fra museets tidligere rekonstruktion af skibet, Roar Ege, der nu er sat på land, blev fundet frem og repareret, fordi vi vurderede, at sejlet godt kunne bruges i flere år med den nye Estrid Byrding. Det er i sig selv en vigtig betragtning; at det gamle brugte uldsejl har overlevet skibet. Måske var det også sådan i vikingetiden…
Skibets hovedfremdrivningsmiddel er et råsejl af ulddug. Herudover kan fire årer benyttes ved havnemanøvrer eller i vindstille.

Gensyn med Skuldelev 3

Siden rekonstruktionen af Skuldelev skibene begyndte for mere end 30 år siden, har det været et fast princip for museet, at Skuldelev skibene kan forstås bedst, når vi har en fuldskala, sejlende rekonstruktion af hvert skib. Til det formål, begyndte vi i 2017 på byggeriet af vores anden rekonstruktion af Skuldelev 3 og et nyt projekt – Gensyn med Skuldelev 3.

Men denne rekonstruktion er ikke bare en kopi af Roar Ege. De eksperimentalarkæologiske metoder vi bruger på museet, er blevet forfinet i løbet af de 35 år der er gået, siden byggeriet af Roar Ege fandt sted, og vi har fået erfaringer gennem byggeri, sejlads og brug af Roar Ege. Vi kan nu kigge på det originale skib fra et mere nuanceret perspektiv: Mange års samlede erfaringer med fortolkning og rekonstruktion af arkæologiske skibsfund, med al den viden og iboende forståelser det medfører.

Rekonstruktionsprocessen begyndte helt forfra, og startede med en genundersøgelse af den 1:1 dokumentation, der blev lavet, da skibet blev udgravet. En ny 1:10 model blev fremstillet, som dannede grundlaget for formen på det nye skib. Og erfaringer fra byggeriet af flere fuldskalarekonstruktioner siden 1984, dannede grundlaget for nye tolkninger af originalfundet da det nye skib blev bygget i fuld skala.

Information om Estrid Byrding

Værft: Vikingeskibsmuseet
Bådebygger: Information mangler
Ejer: Vikingeskibsmuseet
Byggeår: 2022

Længde: 14.00 meter (46 fod)
Bredde: 3.33 meter (11 fod)
Dybde/dybgang: 0.75 meter (2 fod)
Vægt: 2.10 tons
Materiale: eg
Deplacement: 6,5 tons
Lasteevne: 3-4,5 tons
Åretal: 5 årehuller
Besætning: 5-8 mand
Sejlareal: 45 m2
Gennemsnitsfart: ca. 5 knob
Topfart for sejl: ca. 10 knob  
Målt gennemsnitsfart for årer: 2 knob