Vikingeskibsmuseets visionære Venner giver 250.000 kr, og sætter kursen mod verdens længste vikingeskib

Havhingsten er med sine over 30 meter et imponerende skue, men Roskilde 6 bliver mere end syv meter længere, og vil kræve en besætning på 100 mand mod Havhingstens 60. Det bliver et enormt projekt, som både Vikingeskibsmuseets Venner og museet ser frem til.
2018-09-10

Vikingeskibsmuseets Venner donerer kvart million til at tage de første skridt mod at få opfyldt drømmen om at bygge verdens største vikingeskib - Roskilde 6-skibet.

 

En dag - ude i fremtiden - løber rekonstruktionen af verdens længste vikingeskib af stablen fra Vikingeskibsmuseets bådeværft – det er drømmen for arkæologer, bådebyggere, skibsrekonstruktører og historikere, der til daglig arbejder på Vikingeskibsmuseet i Roskilde med at udforske vikingernes sublime og teknisk krævende historiske håndværk – og for medlemmerne af foreningen ’Vikingeskibsmuseets Venner’. 

I 2004 blev Vikingeskibsmuseets 30 meter lange vikingeskib ’Havhingsten fra Glendalough’ - det hidtil længste vikingeskib, der er blevet rekonstrueret noget sted i verden - søsat efter flere års minutiøst rekonstruktionsarbejde, og skibet gennemførte efterfølgende en legendarisk forsøgsrejse nord om Skotland til Dublin og retur gennem den engelske kanal. Rejsen hjembragte helt ny viden om vikingernes sejladser, og fik i den grad sat Vikingeskibsmuseets eksperimentalarkæologiske forskning på verdenskortet.

Det var en drøm, der blev til virkelighed - nu er drømmen endnu større: Museet ønsker at genskabe verdens største vikingeskib – Roskilde 6-langskibet, der blev fundet og udgravet i Roskilde havn i 1996-97. Det imponerende skib er hele 37,4 meter langt – altså mere end 7 meter længere end ’Havhingsten’.

Men en ting er at drømme – en helt anden ting er at skaffe opbakning – og ikke mindst midler - til at gøre drømmen til virkelighed. Det kræver en økonomisk satsning, der rækker udover museets egen formåen – og kræver i særdeleshed støtte fra pionerer, der deler museets vision, og tør satse stort for at hjælpe drømmen på vej.

600 venner giver en kvart million 

Foreningen 'Vikingeskibsmuseets Venner' har valgt at give museets en gave på en kvart million kroner for at sætte gang i arbejdet med at genskabe rekonstruktionen af Roskilde 6, der er det længste vikingeskib, man har kendskab til. Pengene er sammensparede kontingentkroner fra tre år, og formand for Venneforeningen, Ole Christiansen glæder sig over, at medlemmerne kan bidrage til at flytte Vikingeskibsmuseets forskning fremad:
-Jeg er meget, meget stolt over, at det kan lykkes os at samle penge sammen, så det her kan gå i gang, og jeg kan ikke finde bedre hjerteblod for en forening som os end at støtte det her. 

De 250.000 kroner går til at udarbejde rekonstruktionstegninger, lave en formidlingsplan og det materiale, der skal bruges til at søge om de 30 millioner kroner selve byggeriet af langskibet er anslået at komme til at koste:

-Vikingeskibsmuseet Venner skaber med deres donation forudsætningen for, at vi overhovedet kan drømme om dette kæmpe projekt - og finde den nødvendige finansiering, fortæller Museumsdirektør Tinna Damgård-Sørensen.

Om projekt Roskilde 6- langskibet 

Byggeriet af verdens længste vikingeskib vil koste over 30 millioner kroner og kræver fondsdonationer, men gaven fra museumsvennerne giver Vikingeskibsmuseet mulighed for at gøre forarbejdet og udarbejde det materiale, de skal bruge for at sætte gang i den proces.

Projektet ’Roskilde 6-langskibet’ skal blive et forsknings- og formidlingsprojekt, der omfatter rekonstruktion og afprøvning af skibet i fuld skala samt publikation af arbejdet fra udgravning over dokumentation til rekonstruktion og afprøvning – samt en fortolkning af skibet i en kulturhistorisk kontekst. 

Formålet med at bygge langskibet i fuld størrelse understøtter Vikingeskibsmuseets håndværks- og rekonstruktionsmiljø, og styrker museets eksperimentalarkæologiske forskning, så ekspertisen fastholdes, og museets specialiserede håndværksmiljø næres gennem uddannelse af lærlinge og samarbejder med håndværksmiljøer fra både nationale og internationale institutioner.

Selve byggeriet skal foregå over en periode på 4-6 år.

Fakta om foreningen ”Vikingeskibsmuseets Venner”

Foreningen blev stiftet i 1990 af en række historisk interesserede med det formål at støtte Vikingeskibsmuseets arbejde og udvikling.

Foreningen har nu over 600 medlemmer, og foreningen støtter også løbende museet med medlemmers frivillige arbejde.

En 1/3-del af medlemmernes kontingent går direkte til Vikingeskibsmuseets udviklings- og forskningsprojekter.

Foreningen afholder løbende medlemsforedrag om fortidens skibe og sejladser, og om nye kulturhistoriske fund på land og på havbunden.

Fakta om det arkæologiske fund Roskilde 6-skibet

Langskibet Roskilde 6 blev udgravet i 1996-97 i forbindelse med etableringen af Vikingeskibsmuseets Museumsø og -havn. 

Skibet blev fundet sammen med yderligere 8 skibe fra vikingetid og middelalder, der lå gemt ud for det, der engang var Roskilde havn. 

Skibet er 37,4 m langt – og dermed verdens længste vikingeskib, 3,5 m bredt -og krævede et mandskab på 100 mand.

Analyser af skibstømmeret viser, at skibet sandsynligvis er bygget i Sydnorge omkring år 1025.


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen