Vinter på Bådeværftet
Bådebyggerne har haft travlt det meste af sommeren med byggeriet af den nye rekonstruktion af Skuldelev 5-skibet, hvor de første tre bordgange er blevet sammenklinket og de første indvendige skibsdele er fæstnet.
Skuldelev 5 projektet er sat på pause over vinteren og starter op igen til maj, når det varme vejr kommer igen.
Imens har bådebyggerne dog stadig travlt med både vedligehold, reparationer og byggerier indendørs i værftshallen. Følg blot lyden af værktøjets hamren og huggen for at finde ud af, hvilket skib bådebyggerne arbejder på.
Værktøjsreplikaer fra vikingetiden
I Værftshallen kan du opleve udstillingen om bådebyggernes værktøj. Værktøjet, som museets bådebyggere benytter sig af, når de rekonstruetrer vikingeskibe, er tro kopier af arkæologiske fund af vikingernes værktøj.
Hvert værktøj har en helt speciel funktion og i Værftshallen kan du studere dem helt tæt på dem. Måske du endda kan genkende forfædrene til det værktøj I har derhjemme?
Bådebyggerne er dybt afhængige af deres værktøj, så gæster får ikke selv mulighed for at prøve det. Til gengæld kan du se, hvilket værktøj bådebyggerne benytter til de aktuelle byggeprojekter - og du er velkommen til at spørge nærmere ind til, hvorfor netop dette stykke værktøj er i brug.
Klinkbygning over vinteren
I Værftshallen finder du bådebyggerne, der i læ fra vinterens kulde udfører det smukke og gamle håndværk – at skabe klinkbyggede både.
Denne vinter starter bådebyggerne byggeriet af et mindre vikingeskib fundet på dækket af Gokstadskibet et gravskib på 23 meter fundet ved Oslofjorden, som oprindeligt er bygget omkring år 890.
Traditionen med at bygge vikingeskibe og traditionelle nordiske både, er så vigtigt at holde fast i, at UNESCO i december 2021 besluttede at sætte klinkbådstraditionerne på deres liste over immateriel kulturarv.
Reparationer og vedligehold
Når bådsamlingen står trygt på land, gennemgår bådebyggerne hvert fartøj grundigt. Det er vigtigt for at skibene kan sejle med tusindvis af museumsgæster og frivillige i de varme måneder af året.
Værftet udarbejder planer for både større og mindre reparationer, som bådebyggerne arbejder på i løbet af vintermånederne.
Nogle af de mindre både vil blive rykket ind under halvtaget foran Café Knarr for at blive repareret, mens andre reparationer vil blive udført der, hvor bådene er blevet trukket i land for vinteren på græsplænen foran Vikingeskibshallen.
Værftspladsen
Selvom bådebyggerne er søgt inden for i Værftshallen hen over vinteren, kan du stadig se udstillingen om bådebygning i vikingetiden og se billeder og tegninger fra byggeriet af Skuldelev 5.
Mens du oplever udstillingen, kan du lade din fantasi få frit spil, når duften fra træspånerne og lyden af øksehug fra Værftshallen bringer dig tilbage til dengang vikingerne byggede og sejlede klinkbyggede både på netop dette sted for 1000 år siden.
Bådeværftet i vintersæsonen (21. oktober - 1. maj):
Værftshallen er åben for publikum på alle hverdage.
Den udendørs værftsplads kan besøges alle dage.
Mød bådebyggerne. Alle hverdage 10-16:
I værftshallen bygges forskellige projekter henover efteråret og i vinteren
På værftspladsen og foran Vikingeskibshallen bliver de rekonstruerede vikingeskibe tjekket igennem for skader og repareret.
Rekonstruktionen af Skuldelev 5 - et vikingeskib fra ca. 1040 - bliver genoptaget til sommer.
Udstillinger på Bådeværftet. Alle hverdage 10-16:
I værftshallen vises udstillingen om UNESCO nomineringen af de nordiske klinkbygningstraditioner.
I værftshallen udstilles bådebyggernes kopier af vikingetidens værktøj.
Udstillinger på Værftspladsen. Alle hverdage og weekender 10-16:
Gæster kan opleve udstillingen om bådebygning i vikingetiden på værftspladsen.
Rekonstruktionsarbejdet med Skuldelev 5 vil blive overdækket og kan udforskes på egen hånd.
Rundvisninger i vinterhalvåret
I vinterhalvåret er der rundvisninger i Vikingeskibshallen.
11.00: Rundvisning i Vikingeskibshallen (Engelsk, 50 min.)
13.00: Rundvisning i Vikingeskibshallen (Dansk, 50 min.)
Rundvisninger på bådeværftet vender tilbage til foråret.