Vores havbund er et skatkammer af forhistoriske genstande, rester af tidligere tiders samfund og utrolige fortællinger. Det er dog sjældent, at vi får lov at nærstudere de skjulte skatte.
I dette foredrag giver museumsinspektør og leder af marinarkæologien på Vikingeskibsmuseet, Morten Johansen, og museumsinspektør Mikkel Haugstrup Thomsen et kig ind i deres arbejdsfelt og de verdener, som arkæologerne afdækker under havets overflade.
De to marinarkæologer vil denne aften fortælle om arbejdet med to spændende skibsfund i Københavns Havn, sunkne verdener fra stenalderen og to kvinder fra Orehoved Sejlrende, der har været med til at ændre det, vi ved om de ældste folk fra det område, vi i dag kalder Danmark.
Vikingeskibsmuseets marinarkæologiske team udgøres af 14 fuldtidsansatte marinarkæologer, der sammen med dygtige landarkæologer og studentermedhjælpere har ansvaret for al arkæologi i farvandene omkring Sjælland, øerne øst for Storebælt og Bornholm. Og der er rift om dem, for der bygges på havet som aldrig før.
Marinarkæologi afslører sunkne verdener og forliste skibe
Museumsinspektør og leder af marinarkæologien på Vikingeskibsmuseet Morten Johansen og museumsinspektør Mikkel Haugstrup Thomsen
Hvornår: 28. november 2024 kl. 19.30. Dørene åbner kl. 19.00
Hvor: Foredraget finder sted i Vikingeskibshallen
Pris: Gratis for medlemmer med ledsager, 50 kr. for ikke medlemmer. Billetter købes i døren.
Skibene fra Københavns Havn
I 2023 udgravede marinarkæologerne to skibsvrag tæt ved Københavns Havn. Skibene blev fundet, fordi anlægsselskabet By og Havn skulle uddybe og omlægge en sejlrende i forbindelse med etableringen af den kunstige ø Lynetteholm. Da skibene på havbunden ikke kunne bevares på deres findested, blev de udgravet og hævet i løbet af foråret og sommeren sidste år. Lige siden har arkæologerne arbejdetmed at opmåle og 3D-scanne alle de mange skibsdele - et arbejde, som museets gæster kan følge i Marinarkæologisk DokuLab på Museumsøen. De arbejder i værkstedet alle hverdage, hvor man kan følge processen nøje og tage de originale fund i øjesyn.
Husk, at med et medlemskab af Vikingeskibsmuseets Venner kan du - og en ledsager -besøgeværkstedet så ofte, som du har lejlighed til. Både udgravningen og dokumentationen er bygherrebetalt, så det er By og Havn, der finansierer det store arbejde. Mikkel Haugstrup Thomsen står for det omfattende dokumentationsarbejde af skibene, og han fortæller både om skibsfundene og om, hvordan man med moderne scanningsudstyr kan genskabe skibene digitalt.
» Læs mere om udgravningen og dokumentationen af de to skibsfund
10.000 år besættelseshistorie under vand
Morten Johansen tager os med på en lille rundtur i nogle af de mest spændende og overraskende steder, som arkæologerne arbejder på i øjeblikket. Han vender tilbage til området omkring Storstrømmen, hvor byggeriet af den nye bro fortsætter med at give ny viden om 10.000 års bosættelseshistorie.
Blandt arkæologernes mange tusinde fund træder to frem som noget helt særligt. De er del af et omfattende genstudie, der har kortlagt menneskets indvandring til det danske område i perioden efter den seneste istid. Studiet er udgivet i det anerkendte tidsskrift Nature og rummer afsløringer, der er kommet bag på mange fagfolk - og helt bestemt ikke svarer til det, vi engang lærte i skolen.
» Læs mere om udgravningerne i Storstrømmen
Medlemskab:
Som medlem af Vikingeskibsmuseets Venner får du:
- Fri adgang til Vikingeskibsmuseet inkl. en ledsager så længe medlemskortet er gyldigt.
- Fri adgang til foredrag og andre aktiviteter arrangeret af foreningen.
- Mulighed for at købe Vikingeskibsmuseets egne publikationer og varer fra museumsbutikken med en fordelagtig rabat.
» Læs mere om Venneforeningen og tilmeld dig her