Roskildes historie

Roskilde er en af Danmarks ældste byer og har knap 52.000 indbyggere.

Byen ligger for enden af Roskilde Fjord i et kuperet terræn, så Domkirken kan ses fra store dele af Nordøstsjælland. Byen var en stor og vigtig by allerede fra middelalderen, idet den havde en domkirke, og der blev oprettet flere klostre. Roskildebispen var en af de mest magtfulde personer i landet, og skiftende konger prioriterede også byen. Efter reformationen aftog byens vigtighed, og den sorte død og store bybrande gjorde yderligere deres for at formindske befolkningstallet op igennem renæssancen og under enevælden, hvor København og Øresundsregionen voksede kraftigt. Under industrialiseringen voksede befolkningstallet støt, ligesom den gjorde i det meste af landet.

Roskildes ældste bebyggelse opstod som en handelsplads ved den inderste vig af Isefjord, hvor en række sjællandske landeveje mødtes. I dette område blev der allerede i 1000-t. opført to kirker, Sankt Jørgensbjerg Kirke og en trækirke, påvist under Sankt Ibs Kirke i Vindeboder (Vendernes boder). Ved arkæologiske udgravninger i 1997 i den gamle havnefront blev otte middelalderskibe fundet, hvoraf det ældste er dateret til 1030.

Den egentlige bydannelse fandt dog sted på det højtliggende plateau syd herfor, hvorfra de talrige kilder sprang, der gav byen navn. Her opførte Harald 1. Blåtand ifølge Adam af Bremen en trækirke, viet til Den Hellige Trefoldighed. I tilknytning hertil er formentlig opført den kongsgård, som omtales hos Saxo i forbindelse med blodbadet i Roskilde 1157, men hverken trækirke eller kongsgård er endnu arkæologisk påvist. Adam af Bremen omtaler omkring 1070 Roskilde som "Sjællands største by og danernes kongesæde", og det var som konge- og bispeby, at Roskilde udviklede sig til at blive et dynamisk center i middelalderen med domkirken som samlende midtpunkt.

Roskilde blev bispesæde ca. 1020, og ca. 1170 påbegyndte biskop Absalon opførelsen af den nuværende teglstenskirke som den tredje stenkirke på stedet. Under de følgende fem biskopper, alle af Absalons Hvideslægt, blev byggeriet fuldført ca. 1275 og afsluttet med en tilknyttet bispegård og en latinskole.