Roskilde 5
Roskilde 5 er et let og elegant bygget fartøj. Det er ikke egnet til transport af tunge laster, og er nok fortrinsvis brugt til fiskeri og sørejser langs de sydskandinaviske kyster. Fartøjet er bygget af plankløvet fyrretræ, dog med tre oprindelige, spejlkløvede egeplanker. Skibet er slidt, og plankerne er flere steder flækket og lappet med uld og egetræsspåner.
Ved skibet blev der fundet stykker af basttov, en lædersko, en sværdskede samt halvdelen af en lille bådmodel, der forestiller et lastskib. Modellen er udskåret i løvtræ.
Skibet er som Roskilde 2 bygget i et område med blandingsskov af eg og fyr.
Datering: Ca. 1130
Materiale: Egetræ og fyrretræ
Længde: Ca. 14 m
Bredde: Ca. 3,6 m
Dybgang: Ca. 0,7 m
Lasteevne: Ca. 5 tons