Kampen om Norden - undergang og revanche
af Mag. art. David Høyer, Museumsleder, Museerne Helsingør
I Christian 4.s kapel i Roskilde Domkirke mødes man af vel nok et af de mest genkendelige malerier i Danmarkshistorien, maleriet af Christian 4. (1577-1648) ombord på Trefoldigheden under Slaget på Kolberger Heide 1. juli 1644. Med en klud om hovedet, der dækker for det ene øje, hæver kongen sin hånd og støtter sig til sit sværd.
Omkring kongen samles mandskabet, som kongen opildner til fortsat kamp mod den svenske flåde. En begivenhed der hvert år mindes nytårsaften, når hele Danmark skråler med på Kong Christian stod ved højen mast. Hvad de færreste nok ved, så var Slaget på Kolberger Heide det sidste lyspunkt i Torstensonfejden, en krig Danmark endte med at tabe. Med det efterfølgende nederlag for den danske flåde ved Femern 13. oktober 1644 var Danmarks skæbne endegyldigt beseglet. Danmark måtte nu vige pladsen for Sverige som Nordens stærkeste magt.
Torstensonfejden var ikke nogen enestående begivenhed i Nordens historie, den var en af mange væbnede opgør mellem Danmark og Sverige, populært kaldet Svenskerkrigene. Dette opgør startede for alvor i slutningen af 1300-tallet med oprettelsen af Kalmarunionen i 1397. Helt frem til 1800-tallets begyndelse kan man spore rester af dette opgør.
Kampen om unionen
Kalmarunionen var Margrete 1.s (1353-1412) værk. Den var fra starten tænkt som en union under dansk overherredømme. Unionen kom hurtigt under internt pres, især fra svensk side. Op gennem 1400-tallet måtte danske konger med politisk såvel som militær magt forsøge at tvinge Sverige tilbage i unionen. Denne kamp kulminerede med det berygtede Stockholmske blodbad i 1520, hvor Christian 2. (1481-1559) huggede hovederne af de ledende skikkelser blandt adelen og kirken i Sverige. Det efterfølgende svenske oprør endte med, at Sverige endegyldigt forlod unionen.
Både Frederik 2. (1534-1588) og Christian 4. (1577-1648) kastede sig ud i omfattende krigseventyr mod Sverige i henholdsvis Nordiske syvårskrig (1563-70) og Kalmarkrigen (1612-13) i håbet om at bringe Sverige tilbage under dansk kontrol. Da det ikke lykkedes måtte man nøjes med at påtvinge Sverige så store nederlag, at Danmark kunne fastholde sin position som Nordens ledende magt.
Undergang
Krig i 1600-tallet var begyndt at blive en omfattende og bekostelig affære med store dyre hære af lejesoldater. Allerede da Frederik 2. kastede sig ind i Nordiske syvårskrig kostede hans 20.000 lejesoldater det samme om måneden, som Danmark havde i indtægter på et helt år. Samtidig blev 1600-tallet et århundrede, hvor Norden for alvor rykkede ind på den europæiske scene.
Christian 4. prøvede krigslykken i 30-årskrigen i håbet om at stå stærkere over for Sverige, men måtte høste et stort nederlag ved Lutter am Barenberge i 1626. Nederlaget skabte rum for, at den svenske konge Gustav 2. Adolf kunne træde ind i krigen. Belært af erfaringer fra en række krige med Polen, Rusland og Danmark udviklede den svenske hær sig til en ustoppelig krigsmaskine i 30-årskrigens kaos, som i sidste ende blev sendt op i Danmark under Torstensonfejden.
Drømmen om revanche
Sverige gik ud af 30-årskrigen med stærke alliancer samt med nye landområder i Nordtyskland, ligesom at en del af Danmark var blevet svensk under Torstensonfejden.
Dette cementerede Sveriges nye position, men det skabte også et markant brud i dansk mentalitet. Borte var nu drømmen om en genoprettelse af Kalmarunionen. Nu handlede det om revanche og genoprettelse af det tabte territorium. Dette endte med at koste Danmark dyrt, da Frederik 3. (1609-70) kastede Danmark ind i en ny krig mod Sverige i 1657. Med Roskildefreden måtte Danmark bl.a. afstå de gamle danske territorier Skåne, Halland og Blekinge. Til gengæld udnyttede Frederik 3. situationen og indførte enevælde.
Drømmen om at tilbageerobre det tabte land levede videre i den efterfølgende Skånske krig (1675-79) og Store nordiske krig (1709-21). Det lykkedes ikke for Danmark at erobre det tabte tilbage, selvom Danmark i begge krig stod stærkt ved fredslutningen. Det tilbagevendende udskillelsesløb mellem Danmark og Sverige havde udviklet sig til en international affære, hvor stormagterne satte dagsordenen og ikke tillod nogen at blive dominerende.
Forud for Store nordiske krig havde Sverige udviklet sig til en farlig stormagt for Danmark og netop Store nordiske Krig betød, at Danmark og Sverige nu måtte vige pladsen som Nordens dominerende magt for Rusland.
Mod varig fred
Resten af det 18. århundrede er kendt som den lange fred. Danmark og Sverige afholdt sig fra at bekrige hinanden. En enkelt krig blev det dog til, da Danmark gennem sine allianceforpligtelser med Rusland nødtvungent gik ind i Tyttebærkrigen i 1788. Den dansk-norske hær mistede kun 6 mand, men kampagnen var så dårligt planlagt fra dansk side, at man mistede 1000 mand til sult og sygdom.
Da Napoleonskrigene brød ud, endte Sverige og Danmark på henholdsvis britisk og fransk side. Som belønning for svensk krigsdeltagelse måtte Danmark afstå Norge til Sverige. Dermed var den sidste rest af Kalmarunionen borte. Til gengæld var det sidste gang, at Danmark og Sverige befandt sig på hver sin side i en krig.
Maleriet af Christian 4. på Kolberger Heide blev malet i 1860’erne. Mens at scenen markerer begyndelsen på Danmarks deroute, rummer billedet en helt anden historie. Kigger man godt efter, vil man bemærke, at den svenske fjende nærmest kun anes med nogle enkelte svenske flag. Den svenske arvefjende er kraftigt nedtonet, for billedet er malet midt under den 2. slesvigske krig, hvor Danmark var i krig mod Preussen og Østrig, mens Sverige støttede Danmark og svenske soldater kæmpede som frivillige på dansk side.
Læs mere:
Andersen, D. 2021. Store nordiske krig, bd. 1-2. København.
Christensen, L. 2018. Svenskerkrigene. København.
Frantzen, O. (red) 2010. Danmarks krigshistorie, bd. 1-2. København.
