Havets slagmarker – søkrig fra vikingetid til renæssancen
Af Rolf Fabricius Warming, MA, cand.mag., marinarkæolog og ph.d.-stipendiat ved Society for Combat Archaeology/Stockholm University
Slaget i Femern Bælt 1644 var langt fra det første søslag i danske farvande. Som gammel søfartsnation, har Danmark deltaget i mange søslag og oplevet mange udviklinger i form af nye teknologier og taktikker i søkrig. Trods diverse moderniseringer af flåden, har man til stadighed gjort brug af tidligere erfaringer samt ældre taktikker og våbenteknologier sideløbende med de nye udviklinger. Til alle tider har det dog handlet om at enten skabe eller omdanne skibene til kampklare maritime slagmarker. Det var nemlig her at kamphandlingerne rent fysisk udspillede sig og at man enten tabte eller vandt slaget. Skibene skal således ikke blot ses som transportmidler, men som flydende kampplatforme der indrettedes og klargjordes med henblik på at opnå de bedste taktiske forudsætninger for ens egne styrker. Slaget i Femern Bælt er ingen undtagelse og udkæmpedes ved brug af både ældre (entringskampe og brandskibe) og moderne taktikker (kanondueller). Det der gør Slaget i Femern Bælt særligt interessant, set i et historisk perspektiv, er, at det udspilles i en vigtig brydningstid, hvor nye revolutionærende taktikker for alvor slår igennem.
For at sætte selve slagets gang ved Slaget ved Femern Bælt i en historisk kontekst, og dermed skabe en større forståelse for de forskellige aspekter af slaget, vil jeg i dette essay give en overordnet historisk gennemgang af søslagenes udvikling fra vikingetid til Christian IV’s regeringstid.
Før udviklingen af det svære søartilleri i renæssancen, blev søslag afgjort gennem voldsomme entringskampe og maritim nærkamp. Dette var dog ikke ensbetydende med kaos og uorganiserede søslag. Vikingetidens søslag er utvivlsomt de mest simple søslag i deres kompleksitet, men selv disse udkæmpedes med omtanke og planlagte taktikker. Fra historiske kilder ved vi, at disse søslag (fx Slaget ved Svold i 999/1000 e.Kr.) udkæmpedes ved at surre skibe sammen til mere stabile, flydende platforme. De store platforme gjorde det muligt at opstille sine styrker som på landjorden med en bred front mod fjenden, hvor nærkampsvåben (økse, sværd, skjold og spyd) kunne virke, samt en dybde, hvor de langtrækkende våben (bue og pil) også kunne indsættes. Som man kan se på Skuldelev 5 (det lille langskib) på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, kunne skibene desuden være udrustede med en liste langs rælingen, hvor skjolde kunne sættes op som beskyttelse mod fjendens angrebsvåben. Kombineret med uafhængige skibe, som fungerede som en reserve eller angrebsstyrke, gav de sammensurrede skibe mulighed for at skifte tyngde og et godt samspil mellem våbentyperne. I forbindelse med offensive handlinger, kunne man desuden sejle et brandskib mod fjendens opstilling. Langskibet fra Hedeby, dateret til ca. 985 e.Kr. er tolket som vraget af et sådant.
I løbet af middelalderen udvikles der nye skibstyper med højt fribord og store, forhøjede platforme (kasteller), der havde en stor betydning for søkrigen. En tidlig skibstype med sådanne egenskaber var koggen, der fik en særlig status i søfart og søkrig i Norden i løbet af det 13-14. årh. Sådanne kogger var ikke blot udrustede med store kasteller i skibets bov og agter, men kunne også have mærser i masten. Både kastellerne og mærserne gav gode muligheder for at beskyde dækkene på fjendtlige skibe og dermed understøtte nærkampen ombord. Sammen med det høje fribord, vanskeliggjorde de forhøjede platforme desuden entring for fjenden. Det norske manuskript Kongespejlet fra ca. 1250 e.Kr. beskriver, hvordan de forhøjede platforme kan bruges i søslag og giver en detaljeret gennemgang af hvilke våben både besætningen og skibet bør udrustes med samt hvordan de bør bruges. Med skibets design og de mange forberedelser ombord er det tydeligt, at man i løbet af senmiddelalderen var lykkes med at omdanne skibe til velforberedte maritime slagmarker i højere grad end tidligere. Sådanne skibe omtales ofte – og med god grund – som ”flydende fæstninger.” Senere skibstyper i middelalderen (f.eks. karakken) udvikledes med samme egenskaber og overvejelser bag deres design, men havde større lasteevne og kapaciteter for marinesoldater – i visse tilfælde op til 800 mand!
Udviklingen af søartilleri medførte enorme forandringer i krigen til søs. Skibe bevæbnedes med skyts allerede i første halvdel af 1300-tallet, men først i løbet af 1400-tallet begyndte kanonerne at spille en væsentlig rolle i søslag. Skytset var dog oftest af en lille kaliber og placeredes relativt højt oppe i skibet med henblik på at understøtte de ombordværende marinesoldater, der stadig udgjorde skibets reelle kampkraft. Sådanne kanoner (i form af roterbare gaffelkanoner) er f.eks. fundet ved vraget af GRIBSHUNDEN (1495). I løbet af 1500-tallet begyndte man at bevæbne skibene med langt mere effektive og langtrækkende kanoner, der kunne skyde skibe i sænk. Udviklingen er sammenfaldende med højdepunktet for maritim nærkamp, hvor man udkæmper søslag med større formationer af marinesoldater i kombination med specialiserede entring- og anti-entrings teknologier, såsom anti-entrings net der hejses over dækkene på skibene. Denne kombination af stadigt mere destruktive våben og større besætninger har utvivlsomt kostet mange liv.
Søartilleriet slog dog først på alvor igennem under Christian IV’s regeringstid (1588-1648). Gennem en kombination af nye, mere manøvredygtige skibstyper (galeoner) og specialiserede taktikker til langdistance beskydning, bestræbte man sig nu på bringe det svære søartilleri i spil på en langt mere effektiv måde. Her er der nærmest tale om en revolution i søkrig, hvor den primære taktik overgår fra maritim nærkamp til beskydning med kanoner. ”Havets slagmarker” konstrueredes og klargjordes nu med henblik på at opnå mobilitet og et effektivt brug af det svære artilleri. Konceptet ses afbildet i Rudolf Van Deventers Berich von Pulver und Feuerwerken fra 1585, der sandsynligvis brugtes i kronprins Christians (senere Christian IV) undervisning.
Efter alt at dømme, har Christian IV hørt efter i timen. Den ”moderne” tilgang til søkrig er afspejlet i de skibstyper han lader bygge i sin regeringstid og skibenes bevæbning, men også i Slaget i Femern Bælt i 1644. Slaget er på mange måder præget af den ”moderne” tilgang til søkrig og flere skibe skydes enten i sænk eller skades alvorligt fra ildens virkning. Ikke desto mindre er det tydeligt, at slaget udspiller sig i en brydningstid, da entringskampene spillede en afgørende rolle i slaget. Slaget i Femern Bælt skal derfor ses som et udtryk for både nye og gamle praksisser, som bygger på en lang historie om krig til søs.
Læs mere
Warming, R. 2019. “An Introduction to Hand-to-Hand Combat at Sea: General Characteristics and Shipborne Technologies from c. 1210 BCE to 1600 CE”. Kapitel 6 i Johan Rönnby (red.), On War on Board: Archaeological and Historical Perspectives on Warfare in the Early Modern Period: s. 99-124. Södertörn University.
» Link til artiklen på Academia.edu
