Råsejlet

Dette tilsydeladende simple sejl har soillet en afgørende rolle i vikingetidens historie som drivmiddel for kontakt og ekspansion.
Ole Crumlin-Pedersen. Råsejlet - Dragens Vinge, 1989

De fem Skuldelev skibe er fundet uden årer, sejl eller tovværk. Årehuller og mastespor vidner dog om, at skibene blev drevet frem ved roning eller for sejl.
Bådebyggerne kan rekonstruere skibenes årer vedhjæp af et åreblad fra Skuldelevfundet og andre fund af årer fra vikingetiden. Det er sværere med sejlet. Kun spor fra riggens fastgørelse giver en idé om, hvor store sejlene var, og hvordan de blev håndteret, Sejlene selv er endnu ikke fundet.

I 1971 får Vikingeskibsmuseet Nordlandsbåden Rana, der er bygget i 1892 ved Ranfjorden i Norge. En gruppe entusiastiske sejlere istandsætter båden med dens oprindelig råsejlsrig og finder inspiration i en levende tradition. Vikingeskibene er 800 år ældre end Rana, men detajler i design og sejlføring kan bidrage til vores udforskning af vikingeskibenes sejl, og i Rana lærer vi at betjene råsejlet.

Vi rekonstruerer skibenes sejl ud fra spor i andre, samtidige skibsfund, skibsmotiver på mønter og billedsten, Bayeux-tapetet, lovtekster, sagaer og skjaldekvad, teoretiske overvejelser om aero- og hydrodynamik samt praktiske forsøg med traditionelle, nordiske både.

Arkæologer, historikere, sejlere, bådebyggere og skibsrekonstruktører diskuterer stadig formen på vikingernes sejl. Var de høje og smalle som på norske råsejlere flere århundrede senere, eller var de lave og brede, som på de gotlandske billedsten fra vikingetiden. Og kunne vikingeskibene overhovedet sejl bidevind (krydse så tæt mod vinden som muligt)?

Testsejladser og forsøgsrejser bringer forskningen ud på vandet, og giver os et praktisk udgangspunkt for at genkende og forklare detaljer i skibsmotiver. Forsøgene har vist, at der er en nødvendig sammenhæng mellem sejlets bredde og højde, skrogets form og skibenes funktionsevne. Vores allervigtigste resultat er, at vikingeskibene kunne krydse mod vinden.