Verden i vikingetiden - temabog

I forbindelse med særudstillingen The World in the Viking Age, udgav Vikingeskibsmuseet en temabog, der uddyber udstillingens temaer og beskriver de udstillede genstande, de arkæologiske lokaliteter samt kilderne til de historiske personer.

Temabogen tager udgangspunkt i aktuelle forskningsspørgsmål på tværs af fagdiscipliner og geografiske områder, og har derfor inddraget en række eksperter fra ind- og udland. Bogen er skrevet af de forskere, der har bidraget med viden om 800-tallets søfart gennem forskningsprojektet 'ENTREPOT - Maritime Network Urbanism in Global Medieval Archaeology' og præsenterer flere af de nye forskningsresultater fra forskningsprojektets undersøgelser af maritime udvekslingsnetværk og urbanisering fra Nordatlanten til Det Indiske Ocean.

"Det var kunsten at bygge sødygtige, sejlførende skibe og fortroligheden med at sejle på åbent hav, som skabte vikingetiden. Den opblomstring af søfart, handel, pirateri og udforskning, som begyndte at tage fart i 700-tallet e.Kr., er dog ikke begrænset til Europas nordlige have. Skibe med fyldt last og med sørejsende, der mødte fremmede kulturer, skabte uventede sammenhænge for mennesker fra polarcirklen til havene syd for ækvator.
Rejseberetninger har overleveret glimt af disse rejser til nutiden. Men det er især arkæologiske opdagelser, som afdækker historien om vikingetidens søfart og opdagelsesrejser. Verden i vikingetiden fortæller en verdenshistorie om skibe, mennesker og ting på rejse. Det er en historie, som udfordrer forankrede forestillinger om fortiden og nutiden, og om tidligere generationers evner og muligheder".
 

Redigering: Søren M. Sindbæk og Athena Trakadas
Indhold: 35 artikler af internationale forskere
Sprog: Dansk og engelsk
Pris: 139 DKK