På bådeværftet bedrives der løbende forskning, der udgives som rapporter, der vederlagsfrit kan downloades fra museets hjemmeside
I rapporterne beskrives blandt andet dele af Vikingeskibsmuseets eksperimentalarkæologiske forskning.
Arbejdsrapporter
Denne arbejdsrapport er skrevet i 2006 af rebslager Ole Magnus (1948-2009). Rapporten omhandler Ole Magnus’ arbejde med at analysere tovværksfundene fra Gedesbyskibet – et skib bygget i første halvdel af 1300-tallet.
Rapporten indeholder Ole Magnus’ detaljerede analyser af tovfundene, de metoder, der har været anvendt til at fremstille middelalderens tovværk samt en præsentation af den terminologi, der i dag anvendes til at beskrive dette arbejde.
Ole Magnus foretager sammenlignende studier mellem tovværksfundene fra Gedesbyskibet og de øvrige historiske tovværksfund, og derudover sammenlignes Gedebyskibets tovværk med den rig, der blev fremstillet til rekonstruktionen Agnete.
Hent Arbejdsrapporten ’Gedesbyskibets tovværk - og om historisk tovværksfremstilling generelt her
Denne rapport er skrevet i 2009 af rebslager Ole Magnus (1948-2009). Rapporten omhandler Ole Magnus’ arbejde med at fremstille tovværk til fem af Vikingeskibsmuseet i Roskildes rekonstruktioner af Skuldelevskibene. Et arbejde, der strakte sig over mere end 30 år med periodevise ansættelser.
Ole Magnus’ baggrund for arbejdet med tovværket til rekonstruktionerne var håndværkerens. Efter at have overtaget Fur Rebslåeri i 1975 arbejdede Ole Magnus resten af sit liv med traditionel fremstilling af tovværk.
I 1983 fik han en bestilling på at fremstille hampetov til en rekonstruktion (Roar Ege) af et vikingeskib, der var under bygning på Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Herefter fulgte en lang række af projekter med at fremstille tovværk til Vikingeskibsmuseets rekonstruktioner af vikingetidens og middelalderens fartøjsfund.
Det sidste projekt Ole Magnus var involveret i var fremstillingen af tovværk til den over 30 meter lange rekonstruktion af Skuldelev 2-skibsfundet (Havhingsten fra Glendalough), der blev søsat i 2004. Her var Ole Magnus, for første gang involveret i hele processen, det vil sige fra planlægningsfasen, over produktionsfasen, og til test- og anvendelsesfasen.
» Hent Arbejdsrapporten ’Tovværk til fem rekonstruktioner af Skuldelevskibene’ her...
I 1898 gjorde sprogforskeren Jakob Jakobsen et notat vedrørende en fortælling om, at der på Túali i Mykines havde boet en nordmand ved navn Benjamin, der ejede en teinæringur, og at båden havde haft bjælder monteret ved åretollene, som ringede når der blev roet. Bemærkelsesværdigt er det, at jordebogen synes at bekræfte dette: I 1640-1653 boede en bonde ved navn Benjamin Guttesen på Túali i Mykines.
I 1947, 49 år senere, var fortællingen om denne store båd stadigvæk levende på Mykines. Da fortalte geologen Jóannes Rasmussen til arkæologen Sverra Dahl, hvad han havde hørt om teinæringen. Båden var blevet roet af 18 mand og anvendt til handelsrejser til havnene og desuden nordpå til Eiðis for at holde Jul. Toften til det naust, hvor båden skulle have stået kunne stadigvæk udpeges.
Overleveringen og fortællingen om teinæringen på Mykines ved midten af 1600-tallet fascinerer naturligvis stadigvæk bådinteresserede på Færøerne. Den 24. oktober 1999 blev der derfor stiftet en forening på Færøerne med det formål, at få afprøvet en teinæring bygget indenfor den færøske bådebyggertradition.
Foreningen bad efterfølgende Vikingeskibsmuseets færøske bådebygger Hanus Jensen om at udføre en byggemodel af teinæringen. Hanus Jensen indvilgede, og sideløbende skulle så Vikingeskibsmuseets sejlekspert Erik Andersen, på dette grundlag, udføre et rigforslag til den store båd. Det resulterede i Hanus Jensens fine byggemodel og denne rigrekonstruktionsrapport.
» <link file:6530 download internal link in current>Hent 'Sejl og rig til rekonstruktion af en teinæringur hjemmehørende på Mykines omkring 1640-1653' (Pdf, 1,483 KB)...
Siden 1977 har museet, med skibsrekonstruktør Erik Andersen som den utrættelige drivkraft, gennemført et langsigtet eksperimental-arkæologisk forskningsprojekt omhandlende fremstilling, forarbejdning og afprøvning af uldstoffer til råsejl. Forskningen er foregået i samarbejde med tekstilhåndværkere, ingeniører og bådbrugere. Der er blevet fremstillet uldsejl i forskellige størrelser og kvaliteter til forskellige fartøjer med udgangspunkt i analyser af arkæologiske tekstilfragmenter og bevarede uldsejl fra nyere tid.
Næsten to års arbejde
Det nyeste skud på stammen er et 25 m2 stort uldsejl fremstillet til en af museets traditionelle vestnorske både, en såkaldt oselver. Stoffet blev vævet på en opretstående vægtvæv i Vikingeskibsmuseets udstilling. Arbejdet blev indledt i juli 2006, og fortsatte frem til maj 2008. Publikum kunne følge væver Anna Nørgårds arbejde på tætteste hold. Det spillede godt sammen med arbejdet på museets bådeværft, og demonstrerede, hvordan den maritime kultur og søfart også har været båret af et tidskrævende kvindehåndværk, der bygger på en omfattende viden om uldens egenskaber, udvælgelse, behandling og brug.
Uldsejlsprojektet har altid været afhængigt af gavmilde givere. Fremstillingen af Oselvens uldsejl er ingen undtagelse. Arne Vinther, medlem af Vikingeskibsmuseets Venner, og Foreningen Vikingeskibsmuseets Venner skabte det økonomiske grundlag, der muliggjorde både vævningen af sejldugen og syningen af sejlet.
Første gang
"Projekt ’Oselvens sejl’ har bragt museets eksperimental arkæologiske uldsejlsforskning et godt skridt videre. Det er første gang, vi har fremstillet et helt sejl på vikingetidens væv. Det har givet en kvalitativt anderledes indsigt og erfaring end den, vi tidligere har opnået ved fremstilling af mindre stofprøver på den opretstående vægtvæv", fortæller Vikingeskibsmuseets direktør Tinna Damgård-Sørensen, som har skrevet forordet til arbejdsrapporten.
Som et resultat af den omfattende arbejdsproces har Anna Nørgård, som det fremgår af rapporten, fået mulighed for at foretage en mere realistisk vurdering af tidsforbrug, arbejdsprocesser og redskabernes anvendelighed. Hun har desuden dokumenteret slidspor på redskaber og vægtsvind på vævevægte.
» Hent arbejdsrapporten 'Et uldsejl til Oselven' (pdf, 1,9 MB)...