Storkjoven
Vikingeskibsmuseets bådeværft byggede i 2018 to store færøbåde med 10 årer i hver side - på færøsk 'teinæringur'- der skal bruges til sejlads med museets gæster. Teinæringer stammer fra Mykene på Færøerne.
Bådene har plads til hver 20 gæster og to sejladsinstruktører. De to både bliver bygget lige efter hinanden - den første båd, Sulen, blev færdig i januar 2018, og den anden, Storkjoven, stod færdig i slutningen af 2018.
Bådebygning uden brug af en tegning
Hanus Jensen, der står for byggeriet af de to både, er traditionel bådebygger fra Færøerne. Én af bare en håndfuld skandinaviske bådebyggere, der stadig kan bygge en båd uden en tegning. 'Bare' ved hjælp af enkelte mål og en masse overleveret erfaring og kendskab til det farvand, båden blev bygget til.
Bådebyggeren er selv designeren og konstruktøren, indenfor den tradition han nu er en del af. Ligesom i vikingetiden. 'Moderne' træbådebyggere bygger både efter en tegning, som en skibskonstruktør har tegnet.
Informationer om Storkjoven
Værft: Vikingeskibsmuseets bådeværft
Bådebygger: Hanus Jensen
Ejer: Vikingeskibsmuseet
Byggeår: 2018
Længde: 14,7 m
Bredde: 2,7 m
Årer: 10 par
Sejl: 25 m2 trapezformet sejl