Lørdag den 9. september var det for en gangs skyld ikke gasterne, men netop de pårørende som kom i første række. Vikingeskibsmuseet slog dørene op for besætningens familier og venner med sejlads i Havhingsten, rundvisning på museet og foredrag på værftet.
I klassisk Havhingste-vejr - solskin og frisk vind - stævnede det gode skib to gange ud i fjorden med unge som gamle med som gæster. Spinkle barnehænder tog ihærdigt fat i de tunge årer og erfarne sejleres øjne undersøgte nysgerrigt sejl, rig og trækonstruktioner.
Og knapt nok var første stagvending gennemført før Sara (9) spidsede øre, da hun hørte kommandoerne løbe frem og tilbage i skibet.
"Øh... hvad er en boline egentlig for noget?".
Så fulgte en lang og voksen søforklaring om bidevind, forliget på et sejl og vinden der kan få det til at klaske sammen på midten. Saras øjne stillede ind på et sted midt mellem langt væk og uendeligt. Tydeligvis ikke et svar hun kunne bruge til så meget.
Til gengæld kunne hun bruge en åre og halede mere igennem end de fleste voksne gæster om bord.
Tak til de pårørende
Spørgsmål var der også mange af i museumshallen, hvor Vikingeskibsmuseets direktør, Tinna Damgård-Sørensen fortalte om det originale skibs historie fra vugge til grav - fra stærke ege i skovene nær Dublin til dyndet på bunden af Roskilde Fjord.
Museumsdirektøren kunne også fortælle, at blandt andet rekonstruktionen af Havhingsten har ført til, at forskerne nu sætter spørgsmålstegn ved, om befolkningstallet i Danmark i vikingetiden var 1 million mennesker, som man hidtil har troet.
I dag ved vi, hvor mange mandetimer der skal til for at bygge vikingeskibe. Og det har givet historikere, arkæologer og andet godtfolk noget at tænke over. For hvordan kunne det lade sig gøre at bygge og bemande vikingetidens store angrebsflåder og samtidig opretholde alle andre opgaver i datidens samfund?
Besætningen og de mange pårørende tænker først og fremmest på næste sommers togt til Dublin. Og det var netop her Tinna Damgård-Sørensen rundede dagen af med en varm tak til hver og en pårørende, der ved at bakke op og lide afsavn er med til at gøre togtet til Dublin muligt at gennemføre. Både for hver enkelt gast og for museet.