Arkiveret

Dublin gør sig klar

Lambay Island i det Irske Hav kan blive een af Havhingstens destinationer på vej mod Dublin. Øen er idag i privat eje, men har en fortid som blandt andet fangeø.
Udgivet: 26/09-2006
Arkiveret: 31/12-2008

Lige nu bliver der arbejdet på højtryk i den irske hovedstad for at tage godt imod Havhingsten og dens besætning i sommeren 2007.

 

Nationalmuseet, den danske ambassade, havnen, medierne, luftfartselskabet…

 

På en række kontorer i Dublin er der lige nu hektisk aktivitet. Om mindre end et år lægger et vikingeskib og en besætning på 65 mand til kaj. Og ikke nok med det; skibet skal overvintre i Dublin til sommeren 2008, hvor det returnerer til Roskilde.

 

Det kræver uhyre meget planlægning, som det er umuligt at klare uden gode kræfter og hjælpende hænder i Irland.

 

”Glæd jer”

Med direktør Tinna Damgård-Sørensen i spidsen, besøgte en delegation fra Vikingeskibsmuseet i sidste uge den irske hovedstad. Med kalenderen plastret til med møder fra tidlig morgen til sen aften.

 

”Vi er blevet mødt med en utrolig gæstfrihed, alle vegne hvor vi kom. Besætningen på Havhingsten kan godt glæde sig. Dublin vil stå på den anden ende, når Havhingsten kommer frem,” fortæller Tinna Damgård-Sørensen.

 

Det irske nationalmuseum tager imod med åbne arme og planlægger en stor udstilling om vikinger. Udstillingen skal køre, lige så længe Havhingsten er i Dublin – altså det meste af et år.

 

”Folkene på museet er meget dedikerede. De brænder virkelig for at skabe en flot udstilling, som kan trække mange tusinde besøgende til,” lyder det fra Vikingeskibsmuseets direktør.

 

Museets forlængede arm

Også Danmarks ambassade i Irland står på gloende pæle. Selv om ambassaden i Dublin langt fra er den største danske repræsentation i udlandet, vil de ansatte hjælpe til som museets forlængede arm i en række forhandlinger frem mod sommeren 2007.

 

Dublin havn har lovet at tage godt imod og de irske medier er allerede varmet op. Havhingsten og dens sejlads fra Danmark til Irland bliver en stor historie midt i agurketiden.

 

Sidst – men absolut ikke mindst – har delegationen nu forhandlinger i gang med et luftfartsselskab, som overvejer, om det kan sponsorere en del af de mange flybilletter, der bliver brug for, når besætningen skal flyves til og fra Irland. Der forhandles også om rabatter til pårørende.

 

Delegationen nåede også at undersøge forskellige muligheder for indkvartering af de ganske mange pårørende, som givetvis rejser til Dublin for at tage imod deres kære. 

 

Flyv Havhingst… flyv!

En af de største udfordringer er overvintringen. Skibet skal helst på land. En mulighed er at køre Havhingsten på sættevogn fra floden Liffey til nationalmuseet. Det vil i givet fald betyde, at en lokal togstation skal lukkes midlertidigt. En anden mulighed er at løfte skibet med helikopter, men så skal de lokale fredningsmyndigheder tages i ed.

 

Og så skal en 40 fods container fragtes fra Roskilde til Dublin med skjolde, bukke og andet udstyr.


Oprettet af Henrik Kastoft