Arkiveret

Fra hønsehunde til havhingste

Folkene bag Carsten Brebøl-fonden blev ramt i solar plexus, da de læste om Havhingstens historiske togt fra Roskilde til Dublin i sommeren 2007. Foto: Erwan Crouan
Udgivet: 13/12-2006
Arkiveret: 31/12-2008

Simon Spies gjorde sig til indenfor turisme og charterfly. Carsten Brebøl slog sig mest på søfart og fragtskibe. Men et havde de til fælles: De blev rige levemænd!

"Carsten Brebøl var en excentriker. Han var en provokatør, havde altid et glimt i øjet og så var han ikke bange for at være festens midtpunkt. På mange måder mindede han om Simon Spies," fortæller Bent Lindgaard.

I dag udgør Bent Lindgaard en fjerdedel af den firemandsbestyrelse, som administrerer arven efter Carsten Brebøl. Men Bent Lindgaard kendte Carsten Brebøl helt fra barns ben, da de gik i skole sammen.

"Carsten giftede sig aldrig og fik ingen børn. Det er den korte forklaring på Carsten Brebøl-fondens eksistens".

Fond med 83 mio. kroner

Og i økonomisk henseende gik det Carsten Brebøl særdeles godt. I dag administrerer fonden en formue på hele 83 mio. kroner.

Fonden har syv formålsparagraffer. En af dem går ud på at mindes hans navn. Carsten Brebøl kunne nemlig godt lide offentlig omtale - også i den forstand havde han en del til fælles med Simon Spies, som blev kendt for sætningen; 'dårlig omtale er bedre end ingen omtale'.

Mest kuriøs er måske formålsparagraffen om at bevare den danske hønsehund som race.

"Ja, den paragraf skyldes jo, at Carsten Brebøl var en meget ivrig jæger. Og fonden har faktisk tidligere doneret penge til forsøget på at bevare den danske hønsehund som race. Men nu du spørger, er det nok begrænset, hvad en truet dansk hønsehund og et 30 meter langt vikingeskib har til fælles".  

Ramt i solar plexus

Bent Lindgaard forklarer, at det i en anden formålsparagraf - og det er nok her, Havhingsten har mest hjemme - hedder, at fonden skal arbejde for at bevare den danske kulturarv.

"Det udspringer af, at Carsten Brebøl var meget dansksindet. Han interesserede sig levende for de store begivenheder i dansk historie... og i den forstand må man vel sige, at Havhingsten repræsenterer Danmarks absolutte storhedstid: Vikingerne var jo uovertrufne krigere, søfolk og handelsmænd. I bestyrelsen blev vi ramt i solar plexus af projektet omkring Havhingsten. Og Carsten ville have elsket det. Havhingsten repræsenterer jo en tid, da Danmark havde føringen i vores del af verden".

Carsten Brebøl døde i en alder af bare 51 år. Men i sit korte liv var han en levemand, som elskede at befinde sig i festens midte. Derfor har fonden også til formål - helt i Brebøls ånd - at dele penge ud til offentlig festivitas.

Fra byggematador til skibsreder

"Carsten Brebøl var meget glad for et godt grin i festligt lag. En gang om året mødtes Carsten Brebøl med en flok venner i deres brevdueforening. Hver deltager medbragte en brevdue, som blev sluppet løs fra et aftalt sted i Charlottenlund, hvor Brebøl boede. Den mand, hvis due kom sidst til målet, skulle give frokost på et værtshus på Ordrupvej. Og det kunne nemt blive en spøg til 40.000 kroner, for de var 30 medlemmer i foreningen".

Carsten Brebøls formue begyndte at vokse, da Brebøl byggede rækkehuse i udkanten af København, men hans ambition var en dag at blive skibsreder. Og det blev han. Fire tørlastskibe sejlede under hans flag, da det gik bedst.

Bredt smil om munden

Carsten Brebøl døde i 1997. I 10-året efter hans død, vil en vandlegeplads på Frilandsmuseet stå færdig. Og verdens største rekonstruktion af et vikingeskib vil sejle fra Roskilde til Dublin. Begge projekter vil bære hans økonomiske fingeraftryk.

"Der er slet ingen tvivl om, at Carsten sidder med et bredt smil om munden oppe hos Vorherre lige nu. Og at han synes, de 2 mio. kroner er givet rigtig godt ud. Du kan være sikker på, at han sidder og griner," slutter Bent Lindgaard.


Oprettet af Henrik Kastoft