Arkiveret

Havhingsten har det godt… send flere penge

Foto: Werner Karrasch
Er glasset halvtomt? På museet er det halvt fyldt og optimismen er stor. Foto: Werner Karrasch
Udgivet: 01/02-2007
Arkiveret: 31/12-2008

Det koster cirka 15,5 mio. kroner at Havhingsten og dens 65 mand store besætning fra Roskilde til Dublin. Halvdelen af pengene er i hus.

Er glasset halvtomt? Eller er det halvt fyldt?

Det spørgsmål kan bogholderne på Vikingeskibsmuseet med rette stille sig. Fem måneder inden verdens største rekonstruktion af et vikingeskib sejler på et syv uger langt togt fra Roskilde til Dublin, er lidt over halvdelen af budgettet skaffet til huse.

Alt i alt regner Vikingeskibsmuseet med, at det vil koste 15.489.000 kroner at gennemføre det største marinarkæologiske projekt nogensinde.

I øjeblikket er 8.089.000 kroner på plads. Der mangler med andre ord 7.422.000 kroner.
 

Glasset er halvt fyldt!

Direktør for Vikingeskibsmuseet, Tinna Damgård-Sørensen er slet ikke i tvivl. Når hun ser ned i glasset er det halvt fyldt:

”Jeg kan da godt få lidt ondt i maven over, at der stadig mangler 7,5 mio. kroner på budgettet. For det er rigtig mange penge for et museum som vores. Men jeg ligger ikke søvnløs om natten. For jeg er helt sikker på, at det kun er et spørgsmål om tid, så vil flere glade givere melde sig på banen,” siger Tinna Damgård-Sørensen.

Hun nævner, at det såmænd bare er en måned siden, at Carsten Brebøl-fonden mødte op på Vikingeskibsmuseet i Roskilde med en check på hele 2 mio. kroner.

Dyrt grej

”For det første er projektet jo enestående. Til sommer begynder en rejse, som ikke har fundet sted i de 1.000 år, der er gået siden vikingetiden. For det andet er der tale om forskning i absolut verdensklasse. Der er jo en lang og flot tradition i Danmark for at virksomheder og fonde støtter netop den slags formål,” lyder det fra Vikingeskibsmuseets direktør.

Det er selve forsøgssejladsen, som er den helt store udgiftspost på det samlede budget. Og særligt en post springer i øjnene:

”Af hensyn til 65 menneskers sikkerhed skal vi have et følgeskib med. Havhingsten skal trods alt sejle nord om Skotland og gennem det Irske Hav – nogle af de vanskeligste farvande i verden at besejle. Her er der heftigt tidevand, stærk strøm og et lunefuldt klima. Vores foreløbige undersøgelser viser, at det kan koste op imod 2,5 mio. kroner at have et følgeskib med på hele rejsen,” fortæller Tinna Damgård-Sørensen.


Oprettet af Henrik Kastoft