I 1710 forliste de to danske slaveskibe ‘Fridericus Quartus’ og ‘Christianus Quintus’ ud for Mellemamerikas kyster på voldsom vis.
Skibene havde lagt en forkert kurs på vej fra Vestafrika mod Vestindien. Og da de endelig kunne se land, gjorde mandskabet oprør, fordi de var udmattede og manglede mad til alle ombord, deriblandt 600 slavegjorte mennesker. De fleste slavegjorte blev sat på fri fod, skibet Fridericus Quartus blev sat i brand, mens skibet Christianus Quintus fik kappet sit anker, hvorefter det forliste i brændingen.
Søfolkene steg ombord på engelske skibe efter mytteriet, men det har hidtil været uklart, præcis hvor skibene forliste.
Piratskibe bliver til slaveskibe
I Costa Rica har man længe kendt til de to skibsvrag på lavt vand ud for Cahuita Nationalpark. Skibenes kanoner, ankre og fund af værdifulde tintallerkner og guldmønter har næret lokale fortællinger om forliste piratskibe.
I mange år troede de amerikanske marinarkæologer, der arbejdede med vragene derfor, at der var tale om piratskibe. Men da de i 2015 kiggede nærmere på de gule teglsten fra et af vragene, dukkede nye spørgsmål om skibenes historie op. Spørgsmål; som et syv år langt forskningssamarbejde mellem de to Nationalmuseer i Danmark og Costa Rica, Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Syddansk Universitet og organisationen ‘Centro Comunitario de Buceo Embajadores y Embajadoras del Mar’ nu har svar på.
Nye analyseresultater bekræfter nemlig arkæologernes iagttagelser og de skriftlige kilder med naturvidenskabelig dokumentation. Derfor er der ingen tvivl; de to skibsvrag ud for Costa Ricas kyst er uhyggelige spor efter et af danmarkshistoriens mørkeste kapitler.
Mistanke om slaveskibe
I 2017 møder den amerikanske arkæolog Jason Raup fra East Carolina University ved en tilfældighed den danske marinarkæolog Andreas Bloch til en konference. Han fortæller om de to skibe, lasten af mursten og mistanken om, at skibene er danske.
”Jeg vidste jo ikke, hvad det var. Så jeg gik hjem og fandt nogle artikler om de her to skibe, og troede simpelthen, det var løgn, fordi det viste sig jo, at være sporene efter en af de absolut mest gådefulde historier, man kender til fra Danmark kolonitid,” fortæller marinarkæolog Andreas Bloch.
Siden 2018 har et dansk forskerhold derfor arbejdet på at udrede historien bag de to vrag. En historie, der har vist sig at føre dybt ind i rædslerne bag Danmarks kolonihandel.
Mysteriet er nu opklaret
Først i 2023 fik marinarkæologer fra Vikingeskibsmuseet og Nationalmuseet mulighed for at gennemføre den afgørende undervandsudgravning for at undersøge omstændighederne ved forliset og udtage prøver af skibstømmeret og murstenslasten til analyser.
"Løse genstande – en dansk guldmønt – kan jo i teorien være flyttet fra et skib til et andet. Derfor var det så vigtigt at få rigtig gode prøver af tømmeret fra skibet. Der er ’det fældende bevis’, så at sige. Og vi fandt det på udgravningens sidste dag," griner Andreas Bloch.
Nu kan forskerne endelig løfte sløret for resultaterne af de naturvidenskabelige analyser, der entydigt slår fast, at der er tale om to navngivne, danske slaveskibe, hvis endelige hvilested har være at mysterium, siden deres dramatiske forlis med 600 slavegjorte mennesker ombord i 1710.
”Analyserne er meget overbevisende, og vi er ikke længere i tvivl om, at det er vragene fra de to danske slaveskibe. Murstenene er danske, og det samme er træet, som tilmed er forkullet og sodet efter brand, hvilket er helt i overensstemmelse med de historiske beretninger om, at det ene skib brændte,” siger David Gregory, marinarkæolog og forskningsprofessor på Nationalmuseet, hvor han leder det maritime forskningscenter Njord.
David Gregory ledte udgravningen i Costa Rica sammen med marinarkæolog Andreas Kallmeyer Bloch, som i flere år har arbejdet på at få skibenes oprindelse belyst. Andreas Kallmeyer Bloch var ansat på Vikingeskibsmuseet, da undersøgelserne fandt sted, og Vikingeskibsmuseet var en del af de ansøgninger, der muliggjorde projektet.
”Det har været en lang proces, som jeg har været tæt på at opgive undervejs, men det er uden tvivl den vildeste arkæologiske udgravning, jeg har været med til. Både fordi det betyder så meget for lokalbefolkningen, og fordi det er et af de mest dramatiske forlis i danmarkshistorien, som vi nu kan stedfæste. Det tilføjer to brikker til danmarkshistorien, som har manglet,” siger Andreas Kallmeyer Bloch.
80.000 beviser peger mod Danmark
Mistanken om, at de to vrag skulle være rester af danske skibe, opstod blandt de amerikanske arkæologer, da de stødte på ekstreme mængder gule mursten ved vragene:
Teglstenene har samme mål som de såkaldte Flensborgsten, der i perioden blev anvendt i Danmark og de danske kolonier. Analyser af leret, foretaget af professor emeritus Kaare Lund Rasmussen ved Syddansk Universitet, viser, at leret er fra Danmark – helt præcist fra enten Iller Strand eller Egernsund. Begge steder ligger ved Flensborg Fjord, hvor der i 1700-tallet var en stor teglværksindustri.
”Det var fra starten tydeligt, at stenene perfekt matcher dem, der blev brugt i 1600- og 1700-tallets Danmark, som for eksempel Rundetårn. Og ifølge optegnelserne over skibslasten, ved vi at den blandt andet bestod af 80.000 flensborgsten - 40.000 i hvert skib -, der skulle bruges til byggeri i de danske kolonier”, forklarer Andreas Bloch.
Det er altså først nu med de omfattende analyser af murstenen fra skibsvragene, at det er dokumenteret, at skibenes enorme last er brændt af ler fra området langs Flensborg Fjord.
Kridtpiber og åreringsanalyser
Ikke kun de gule mursten, men også analyser af kridtpiber og åreringsanalyser af prøver fra de to skibsvrag er blevet undersøgt på Nationalmuseet. Resultaterne bekræfter de historiske kilder om skibenes historie.
Ved udgravningerne i 2023 blev der fundet kridtpiber på det ene skibsvrag. Kridtpiber var meget almindelige blandt 1700-tallets søfolk og forskerne ved, at kridtpiber sjældent blev anvendt i mere end fem år. Undersøgelserne har vist, at der er tale om almindelige, hollandskproduceret piber, der også blev anvendt på danske skibe. Pibernes størrelse, form og mønstre tyder på, at de blev produceret i perioden lige op til forlisene i 1710.
Dendrokronologiske analyser (årringsdatering) af egetræ fra det ene skibsvrag viser derudover, at træet stammer fra den vestlige del af Østersøen – et område som omfatter det nordøsttyske Mecklenburg, Slesvig-Holsten, Danmark og Skåne – og at træet er fældet cirka år 1690-95. Træet fra det ene vrag er desuden forkullet og sodet, hvilket bekræfter de historiske kilder om, at skibet blev sat i brand.
Skibslægen var allerede død, da de rundede Skagen
Historien om de to skibes skæbne er veldokumenteret. I Rigsarkivet ligger breve, lister og optegnelser, der afslører, hvordan Østasiatisk Kompagni og Vestindisk-Guineansk Kompagni hentede arbejdskraft til de danske kolonier, hvor mange slaver de købte, og hvor mange der nåede frem. Her er også øjenvidneberetninger fra de sømænd, der overlevede turen og vendte hjem til Danmark.
Skibene stævnede ud fra København sent på året i 1708. Målet var Vestafrika og St. Thomas i Vestindien. Men det gik ikke som planlagt, fortæller Andreas Bloch.
“De kom for sent af sted. De sejlede forkert og løb tør for mad. Alt gik galt. Skibslægen var allerede død, da de rundede Skagen. Så de kom skidt fra start, og de fik afsluttet rigtig skidt.”
2000 kilometer ud af kurs
I 1709 ankom skibene til Vestafrika, men på grund af krig mellem lokale stammer tog det måneder at fylde lastrummene med mennesker. I september sejlede skibene endelig mod Vestindien med omkring 840 mænd, kvinder og børn – og alt for lidt mad.
De to skibe var kommet dårligt fra start og sejlede nu ud af kurs fra Vestafrika mod De Vestindiske Øer. Først i foråret 1710 så de land – 2000 kilometer forbi deres planlagte destination, og situationen var her desperat.
”Provianten var sluppet op, søfolk faldt om på dækket, og situationen var desperat. Lasten var fuld af mennesker, og i kilderne kan man læse, at de kun havde skildpadder til forfriskninger”, fortæller Andreas Bloch.
Mytterier kan ses i arkæologien
Ifølge de skriftlige kilder var det her, der opstod mytteri ombord på de to skibe. De omkring 600 overlevende afrikanere blev sat i land. Christianus Quintus fik kappet sine ankre, smadrede mod korallerne og gik til i brændingen, mens Fridericus Quartus blev sat i brand af søfolkene.
Andreas Bloch bekræfter, at de skriftlige beretninger svarer til det, arkæologerne kan se på havbunden i dag.
"Fundene er spredt over et stort område ved det ene skib. Her er det gået voldsomt for sig. På det andet ligger flensborgstenene i snorlige rækker. Skibet er brændt helt, før det roligt sank til bunds," fortæller han.
Monumenter over et dystert kapitel
Skibene er historiske monumenter, der fortæller en større historie om den transatlantiske trekantshandel, hvor umenneskelige rædsler grundlage kolonimagters rigdom.
Ifølge international lov tilhører skibene Costa Rica, og de danske arkæologer håber, at fundet kan være med til at etablere en stærk marinarkæologisk faglighed i landet.
Men ansvaret for skibene er dog Costa Ricas, fastslår Andreas Bloch.
"De tilhører Costa Rica, så de er deres ansvar. Men vi har et ansvar for at hjælpe med at udforske vores fælles fortid. Og jeg mener, at vi er moralsk forpligtede til at rydde op efter vores egen fortid og det vi har efterladt ude i verden."
De to danske skibsvrag ud for Costa Ricas kyst
Undersøgelserne er foretaget af:
Nationalmuseet i Costa Rica
Nationalmuseet i Danmark
Vikingeskibsmuseet i Roskilde
Syddansk Universitet
Den arkæologiske kommission i Costa Rica, SINAC (Sistema Nacional de áreas de conservación Costa Rica)
Centro Comunitario de Buceo Embajadores y Embajadoras del Mar - en lokal NGO i Costa Rica.
Projektet hører nu under Nationalmuseets nye forskningscenter Njord, der planlægger undersøgelser af flere danske skibsvrag i udlandet.
Historien om de to slaveskibe kan fra den 28. april ses i DR-programmet Forsvundne Arvinger Special – Mysteriet om slaveskibene.