Alle mand fra borde… i havnen

Foto: Morten Johansen
Der blev kæmpet med redningsdragter, -veste og flåder midt i museumshavnen. Foto: Morten Johansen
2007-05-08

Med knap to måneder til afgang mod Dublin testede besætningen på Havhingsten i weekenden sikkerhedsudstyret om bord.

”Okay… der sker noget helt forfærdeligt nu! I har to minutter til at komme i sikkerhedsdragterne”.

Ordren kommer fra kajen i havnen ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Her står sikkerhedsinstruktør Jan Larsen og tager tid, mens der om bord på Helge Ask bliver stille koncentration, mens 24 gaster i al hast finder deres dragter frem.

 

”Der er gået 30 sekunder. Når I er færdige, hjælper i hinanden”.

Der bliver bandet i det stille over besværlige lynlåse og snærende kraver. Da der er gået halvandet minut, er der fortsat problemer for flere af gasterne.

”Er der en hætte i denne dragt?” spørger en gast, mens han forgæves famler efter på sin ryg.

”Om der er hætte? Få din kammerat til at tjekke det,” lyder det oppe fra kajen. Havhingstens besætning er delt ind i små hold af to personer – et af formålene med det system er, at gasterne to og to skal holde øje med og hjælpe hinanden i nødsituationer som denne.

Vigtigt at lufte ud

”Ja… så er der gået tre minutter,” lyder det utålmodigt fra Jan Larsen. Men der er fortsat flere gaster, som sidder på hug og presser overskydende luft ud af dragten, inden de er klar til at evakuere skibet. Hvis dragten er fyldt med luft, kan det være livsfarligt, da luften kan give så meget opdrift i ryggen, at det er nærmest umuligt at vende sig med ansigtet opad.

Efter cirka fire minutter forlader gasterne to og to skibet. Herefter ligger de stille i vandet et øjeblik, får åndedrættet til at falde til ro, griber fat i deres kammerat og svømmer roligt over til den modsatte kaj.

De fleste svømmer på ryggen, men enkelte forsøger sig med brystsvømning.

”Det skal I ikke,” lyder det formanende fra Jan Larsen ved evalueringen efter en række øvelser – blandt andet hvor gasterne i hold på otte søger sammen og danner en kæde, hvor besætningen på ryggen ligger i skødet på hinanden.

”I skal svømme på ryggen. Med brystsvømning bruger i al for meget energi og svømmer en masse vand ind i dragten”.

Svært at bevare overblikket

En anden erfaring besætningsmedlemmerne hurtigt gør sig, er, at det er kolossalt svært at orientere sig med sikkerhedsdragtens snærende hætte og opblæste redningsveste. Derfor er det vigtigt, at anføreren hele tiden råber til de andre gaster, så de kan orientere sig efter lyden.

”Og så er det vigtigt, at I holder fast i hinanden med højre arm. Hvorfor? Fordi reserveudløseren på jeres redningsvest sidder i venstre side, så den hånd skal være fri,” fortæller Jan Larsen.

Redningsøvelserne er et hit hos museets gæster. Konstant kommer nysgerrige til, for blandt andet at følge gasternes kamp for at komme op i redningsflåden. Og at dømme ud fra snakken på kajen er øvelserne med til at understrege de risici, som et togt som Havhingstens sejlads til Dublin indebærer.

”At de tør. De er sgu ikke sarte, hva’?” som en midaldrende mand siger til sin ægtefælle, mens de følger slagets gang i museumshavnen.

”Men det er da godt, at de øver sig, inden det bliver alvor,” svarer hans hustru.

Næste sikkerhedsøvelse er i weekenden den 2.-3. juni, som samtidig er sidste sejladsweekend inden Havhingsten sætter kurs mod Irland.


Oprettet af Henrik Kastoft