”Det minder lidt om Roskilde Festival”, kommenterer en tilskuer, mens han kigger ned i langskibet ’Havhingsten’, hvor den store besætning på knap 60 m/k er ved at gøre sig klar til årets sommertogt med årer, råsejl, masser af kammeratskab – og i år - hård træning i at håndtere det 30-meter lange, slanke skibe med det store rød-gule råsejl.
Første melding lød på afgang kl. 13, men det er nu snart 2 timer siden, og vikingeskibet ligger stadig ved kajen i museumshavnen på Vikingeskibsmuseet.
”Tror I vikingerne vandt fordi fjenden ikke gad vente og gik hjem igen?”, lyder det grinende fra de mange tilskuere. Men, nej – det er ikke sådan, det hænger sammen, forklarer et besætningsmedlem:
”Det er altid lidt kaotisk, når man skal afsted på sommertogt. Der er jo bagage til 2 uger, hvor man helt sikkert kommer til at bruge alt fra bikini til uldsweatre og det kraftige regntøj af tykt gummi. Og vi er jo alle frivillige medlemmer af bådelauget, så de fleste af os har været på job og er først kommet til museet her til morgen. Så der er masser at gøre med at pakke skib med udstyr til alle os ombord.”
Og pludselig lyder det: ”Hør efter!” De mange samtaler slutter på engang og der spidses øre, for skibet er langt, og beskederne kommer nede fra agterskibet, hvor skipper står: ”Vi gør klar til at gå af sted – er der nogen, der mangler deres ’Buddy’?” Beskeden bliver gentaget af ’mellemråberen’, der står midt i skibet og råber beskeder og kommandoer videre frem i skibet, så alle kan høre. Der svares med rungende tavshed – alle har deres ’Buddy’, det betyder, at alle mand er ombord.
Der fordeles årer, og besætningen i forskibet står klar til at slippe trosserne, der endnu holder skibet fast til bolværket. Og det er tydeligt, at nu må det godt snart være nu.
”Ta’ forspringet om bord”, lyder kommandoen højt og klart, og besætningen ude forrest i Havhingsten sørger for at få den fortøjning, der sidder fra forskibet og ned langs siden af skibet – det hedder et ’forspring’ - halet ind i.
En pige på kajen hører også kommandoen og spørger forundret og med noget ærefrygt i stemmen: ”Har I altid et forspring med, når i sejler?
”Ja”, svarer en af gasterne med et glimt i øjet, hvilket får pigen til at udbryde højt og imponeret: ”Dét er da smart!”
Så ror skibet ud af havnen i en sand koreografi, hvor roerne i de to sider skiftes til at ro og ’skodde’ – altså ro baglæns - og der kan faktisk ros forskelligt i for og agterskibet, så det imponerende skibe meget præcist styres ud af havnen, hvor der for alvor tages fat i årene og skibet stryger over vandet med kursen lidt op mod vinden, så de har noget ’at drive af’, mens de sætter det store sejl.
Lynhurtigt bliver det store, farvestrålende skib til en lille prik i horisonten for til sidst at være helt væk. Kursen er sat mod Nykøbing Sjælland. Sejladsen kommer til at tage cirka 10 timer, alt efter vindretningen og vindstyrke – Vi ønsker god vind!
I kan følge med i Havhingstens sejladser, ved at gå ind på 'Marine Traffic'...
Fakta om årets sommertogt:
Formålet er at få trænet besætningen efter mere end et år, hvor coronaen har forhindret regelmæssig sejlads med den 60-mand m/k store besætning.
Alle 10 dages sejladser vil primært foregå i Isefjorden, hvor besætningen skal træne de manøvrer, der skal til for at sejle Havhingsten effektivt og sikkert.
Nykøbing Sjælland er basehavnen, som de hver dag sejler ud fra, og returnerer til, under hele sommertogtet.
Besætningen træner, så de om et par år er klar til et længere togt.