Vikingeskibsmuseets bådeværft er i fuld sving med en ny rekonstruktion af skibsfundet Skuldelev 5 – et mindre krigsskib bygget i Danmark i ca. 1030. Og selv om byggeriet foregår på værftspladsen lige ved siden af Roskilde fjord, begyndte arbejdet med at genskabe skibet i fuldskala faktisk et helt andet sted.
Store egestammer til byggeriet af Skuldelev 5
I januar drog bådebyggerne af sted til skoven ved Vallø Stift. Her skulle der findes store egestammer til byggeriet af Skuldelev 5 – og det er ikke nødvendigvis en let opgave at finde træer med passende kvalitet og med de dimensioner, der skal til for at bygge et vikingeskib.
De forskellige dele af skibet stiller forskellige krav til materialet. Nogle dele – som de karakteristiske stævne, der for mange er kendingsmærket for et vikingeskib – kræver et stort træ, der er vokset i en facon, der kan rumme stævnens svungne linjer. Andre dele – som plankerne til skibets skrog – kræver derimod et stort, retvokset træ med et jævnt fiberforløb og uden for mange sidegrene og knaster.
På jagt efter de rette egetræer
Forsynet med adskillige oplysninger om, og tegninger af, originalskibet Skuldelev 5, gik byggeleder Martin Rodevad Dael, på jagt efter de rette træer.
- ”Det tager altid lidt tid, at finde de rigtige træer i skoven, og det er vigtigt, at vi gør os umage, når vi udvælger træer til fældning. En ting er, at vi skal finde træer som passer i dimensionerne, men en anden ting, som er lige så vigtig, er træets kvalitet".
Der er nemlig ikke så mange af de store, fine egestammer tilbage efterhånden:
- "De fleste af dem er det vi kalder ’flådeege’ – altså træer, der blev plantet i starten af 1800-tallet efter tabet af den danske flåde. Så de er ca. 200 år gamle. Og når egetræer bliver så gamle, så begynder de at blive mere sårbare over for råd. Så vi kigger godt og grundigt på træernes vækst, tilstand og udseende, når vi skal finde materiale til skibsbygning i skoven”, fortæller Martin Rodevad Dael.
Egestammer bliver til vikingeskibe
Det lykkedes for ham at finde to egestammer til byggeriet af vikingeskibet blandt Valløs imponerende egetræer, og de blev allerede fældet tilbage i februar.
Den første af de to egestammer blev kløvet i starten af juni, og den har givet materiale til skibets agterstævn og en del bordmateriale, altså materiale til skibets planker.
Så nu er det ved at være tid til, at bådebyggerne kaster sig over den næste stamme, som forhåbentlig skal give materiale nok til resten af skibets planker.
- ”Stammen her til plankematerialet er vældig flot. Den blev plantet i 1830, er knap 10,5 m lang og ca. 1 meter i diameter, så vi glæder os rigtig meget til at se hvordan den kløver”, smiler Martin.
Ikke hverdagskost at kløve egestammer
Spændingen kan også mærkes blandt resten af byggeholdet. Det er nemlig ikke hverdagskost, at kløve sådan en stor stamme - heller ikke på museets bådeværft.
- ”Det bliver nok den sidste store stamme vi skal kløve i forbindelse med byggeriet af Skuldelev 5, og det er ret vigtigt for os, at hele byggeholdet deltager i processen, så vi kan sikre en overlevering af erfaring og kunnen omkring kløvning til den næste generation af bådebyggere her på museet”, fortæller Martin og fortsætter:
- ”Saven blev jo ikke brugt i vikingetidens skibsbygning, så hele processen omkring kløvning er helt grundlæggende for vores arbejde med at rekonstruere vikingeskibe i fuldskala. For at opnå det bedste resultat, er det vigtigt, at vi bruger de samme teknikker og de samme typer materialer og værktøj, som de gjorde i vikingetiden. Og det betyder, at træerne skal kløves ud; først i halve, så kvarte, så i ottendedele og så videre – lige som når man deler en lagkage op”.
En lille flække bliver til et stort kløv
Det kræver dog lidt mere arbejde at kløve sådan en stamme. Med en vægt på ca. 6,5 tons, er det en hel del massivt materiale, bådebyggerne skal arbejde sig igennem. De starter med at åbne en lille flække i rodenden af egestammen, og så langsomt – med større og større kiler og masser af tunge slag med køller – tvinger de flækken længere og længere ind i stammen indtil den massiv stamme splittes i to.
Derefter, fortsætter de med at kløve ned i mindre dimensioner ved samme metode. Kløvestykkerne bliver så hugget ned i størrelsen og facon med økser, før de færdige planker er klar til tilpasning og montering på skibet.
Fakta om kløvningen:
• Kløvningen starter tirsdag den 11. juli kl. 10
• Egestammen blev fældet i februar og kommer fra skoven ved Vallø Stift
• Egestammen har en anslået vægt på ca. 6,5 tons og en længde på 11,5 meter
• I alt skal der fremstilles planker til skibets fire nederste bordgange – dvs. vandrette rækker af planker i skibet – af egetræ
• De sidste tre bordgange på originalskibet Skuldelev 5 er lavet af henholdsvis fyrretræ og ask, og der er her tale om genbrugsplanker, som blev taget fra to-tre andre skibe
• I år forventer bådebyggerne at få rejst for- og agterstævne og at blive være færdige med 2. bordgang
• Byggeriet begyndte i juli 2022 og kan følges hver sommer på Vikingeskibsmuseet indtil 2028
Vikingeskibets Hemmeligheder
Eksperimentalarkæologiske rekonstruktionsprojekter starter altid med et fund – og med Skuldelev 5, er der virkelig tale om et spændende og udfordrende skibsfund. Skuldelev 5 blev bygget som krigsskib i Danmark i ca. 1030 - en periode af relativt intense magtkampe mellem Danmark, Norge og England. Skibet begynder sit liv i de sidste år af Knud den Stores tid og overlever Hardeknud, Magnus den Gode og ca. to årtier af Svend Estridsens regeringstid før skibet, i løbet af 1060’erne, ender sine dage i spærringen i Roskilde fjord.
Anden gang, at museet bygger dette skib
Vikingeskibsmuseet har rekonstrueret Skuldelev 5 én gang før. HELGE ASK blev bygget i 1991 og har sejlet lige siden med et aktivt og engageret bådelaug, som har ydet en betydelig indsats ift. museets undersøgelser af skibets sejlegenskaber og holdbarhed. Alligevel, er der mange aspekter af Skuldelev 5’s konstruktion og anvendelse, vi endnu ikke har fået undersøgt fuldt ud. Og ved at blive klogere på disse aspekter kan vi komme nærmere nogle svar på de store spørgsmål om krigsskibenes anvendelse og organisering af krigsflåder i den sene vikingetid.
Nye spørgsmål giver ny indsigt
For at kunne forstå Skuldelev 5 som et krigsskib – og få en bedre forståelse af samfundet, organisering og ressourcer i 1000-tallets Danmark – er det nødvendigt at udforske skibet som en helhed. Skrogets konstruktion og materialemæssige sammensætning, skibets funktion, brug og formodet levetid, samt den kulturhistorisk kontekst hænger uløseligt sammen.
En fuldskala, eksperimentalarkæologisk rekonstruktion af Skuldelev 5, med efterfølgende test- og forsøgssejladser, er nøglen til en bedre og mere nuanceret forståelse af skibet, og det samfund der skabte det.
Projektet Vikingeskibets Hemmeligheder er et kombineret forsknings- og formidlingsprojekt, som løber fra 2022-2028.
» Tryk her for at læse mere om projektet med at bygge en ny rekonstruktion af skibsfundet Skuldelev 5 ...
Følg byggeriet af Skuldelev 5 på værftspladsen
Mød bådebyggerne
Bådebyggerne arbejder på rekonstruktionen af Skuldelev 5 skibet dagligt kl. 10 - 17.
Udstillinger på Bådeværftet
På værftspladsen kan museets gæster opleve udstillingen om byggeriet af Skuldelev 5 i museets åbningstid: kl. 10-17.
På værftspladsen vises også udstillinger om bådebygning i Vikingetiden.
I værftshallen vises udstillingen om UNESCO nomineringen af de nordiske klinkbygningstraditioner.
I værftshallen udstilles bådebyggernes kopier af vikingetidens værktøj.
Rundvisninger 24. juni - 31. august
11.00: Rundvisning i Vikingeskibshallen/museumsøen (Engelsk, 50 min.)
12.00: Rundvisning på Bådeværftet (Engelsk, 50 min.)
13.00: Rundvisning i Vikingeskibshallen/museumsøen (Engelsk, 50 min.)
14.00: Rundvisning på Bådeværftet (Engelsk, 50 min.)
» Tryk her for at læse mere om de forskellige rundvisninger ...
Byg båd-værksted på Bådeværftet:
Byg og test - er dit skib sødygtigt?
Værkstedet er åbent alle dage 10.00 – 17.00.
Du må bygge alle de både, du vil, når der er købt entrébillet.
» Tryk her for at læse mere om Byg båd-værkstedet ...