Havhingstens hjemmeside www.havhingsten.dk har i forvejen høstet mange roser fra forskellig side, men godt er ikke godt nok, når et af de største eksperimenter i marinarkæologien nogensinde går i luften og verdens største rekonstruktion af et vikingeskib stikker til søs med kurs mod Irland.
”Sidste sommer testede vi muligheden for at kommunikere til omverdenen via Havhingstens hjemmeside. Og vi fik øjeblikkelig og meget positiv respons, selv om udstyret om bord mildest talt var primitivt. Besøgstallet steg fra næsten ingenting til 5.000 besøgende om dagen i de fire uger, vi sejlede i Kattegat, Skagerrak og Nordsøen. Nu tager vi skridtet fuldt ud: Hvis sidste års hjemmeside var en hestekærre, bliver dette års hjemmeside en formel 1-racer,” fortæller projektleder Preben Rather Sørensen, som samtidig er webmaster for hjemmesiden.
Fra to telefoner til højteknologi
Under træningssejladsen i 2006 afprøvede Vikingeskibsmuseet tanken om at formidle Havhingstens sejlads elektronisk, mens den foregik. Det skete med en helt enkel teknologi: Hver dag ringede skipper Carsten Hvid til museet og meddelte skibets aktuelle position og rute, som derefter blev lagt ind på et kort på hjemmesiden. Derudover sendte et besætningsmedlem sin dagbog hjem til museet i en e-mail sendt fra en mobiltelefon.
”Dagbøgerne fungerede sådan set fint nok, men kun så længe vi var tæt på land og indenfor rækkevidde af telefonselskabernes netværk. Ude på åbent hav var vi afskåret fra at skrive historier til hjemmesiden. Så det er selvsagt ikke en løsning, vi kan bruge i år, hvor vi vil krydse Nordsøen og sejle langs meget øde kyster nord og vest for Skotland,” forklarer Preben Rather Sørensen.
”Samtidigt er ambitionerne vokset voldsomt siden sidste sommer. Projektet omkring Havhingsten har som mål at formidle selve skibet, rejsen og den forskning, der foregår undervejs, mens det sker. Og til et internationalt publikum. De 5.000 besøgende om dagen på Havhingstens hjemmeside i fjor sættes jo voldsomt i perspektiv af, at vi i år bliver fulgt tæt af BBC, som overvejer at placere Havhingsten på BBC’s hjemmeside – og den har altså 60.000 sidevisninger… i minuttet! - det bruger havhingsten.dk tre måneder på at præstere.”
BGAN… mini-C… HDV
Derfor er Havhingsten i år udstyret med en BGAN satellit-sender, en mini-C transciever samt 6 HDV-camcorders og videoredigeringsudstyr.
”Det siger sikkert de færreste noget. Det er nu heller ikke teknologien, der er det vigtige – det fantastiske er, at vi i år kan kommunikere til hele verden… hele tiden. Og hele verden kan kigge forskerne over skuldrene, mens skibet sejler og forskerne forsker,” fortæller Preben Rather Sørensen.
”For eksempel er skibet udstyret med en elektronisk datalogger, der konstant registrerer skibets position, fart over grund, fart gennem vandet, sejlet kurs, styret kurs, vindhastighed, vindretning, vandtemperatur, vindtemperatur og lufttryk. Alle data gemmes på en harddisk – og alle data sendes til projektets hjemmeside. Tættere på at være der selv kan man næsten ikke komme uden rent faktisk at være en af de 65 om bord”.
FAKTA
Sådan bliver Havhingstens nye hjemmeside
Hjemmesidens nye struktur vil bl.a. omfatte en formidling af:
• Projektet: idé, historie, grundlag og mål
• Skibets kontekst: Præsentation af arkæologiske, skriftlige og ikonografiske kilder
• De igangværende undersøgelser: indsamlede data fra rejsen
• Kommentarer fra skrivebordet: overvejelser om de indkomne data
• Kulturhistorisk kontekst: præsentation af lokaliteter, personer og begivenheder
• Undervisningsmateriale
• Besætningens oplevelser og rejseberetninger
• Nyheder
Der er indgået samarbejde med en række institutioner om udvikling af Havhingstens hjemmeside herunder: National Museum of Ireland, Huntarian Museum, Glasgow, Roskilde Museum, Knowledge Lab, SDU, Avedøre Gymnasium, Trællerupskolen, Dimension 3, Thrane & Thrane, Danmarks Meteorologiske Institut, www.dr.dk og en række forskere fra andre institutioner.
Hjemmesidens nye struktur og det grundlæggende indhold forventes at være tilrettelagt og implementeret den 1. juni 2007. Fra 1. juli 2007 indledes realtids formidlingen af forsøgsrejsen, og fra september 2007 udbygges materialet til undervisningsbrug.