Det er næsten nødvendigt at tage en ’tænkepause’ for rigtigt at forstå, hvor stor en betydning skibe har haft for det moderne samfund.
Derfor har museumsinspektør Morten Ravn i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag skrevet en bog om skibe i den populære bog-serie ’Tænkepauser’. I den lille lommebog gennemgår Morten en række skibe, der har haft stor indvirkning på verdensudviklingen.
I det nye år bliver der så virkelig pustet liv i de fantastiske historier om skibene, der formede verden, når man kan opleve publikationen som monolog og debat på en række teatre rundt om i landet.
Fra erindring til idé
I sin bog introducerer Morten Ravn læseren for, hvordan Vikingeskibsmuseets forskere og bådebyggere inspireres af de fem vikingeskibe fra Roskilde Fjord, og bruger eksperimentalarkæologi til at blive klogere på vikingernes maritime hverdag.
”Et udstillet skib fra fortiden er en erindring om det, der engang var. Ligesom en erindring kan være et vækstmedium for nye idéer og erkendelser, indeholder et udstillet skib potentialet for, at fortællinger om teknologi, fællesskaber og drømme kan vokse frem fra dets fastfrosne tilstand. Men det er kun ved at bemande og sejle med et skib, at vi kan forstå dets inderste væsen. Først når det rider på bølgerne, afslører det alt det, som ingen umiddelbart kan se: dets sejladsegenskaber og det liv, der opstår ombord, når mandskabet tager fat på arbejdet,” skriver han på nogle af de første sider i den nye udgivelse.
Livet til søs
I bogen bliver det unikke minisamfund, der dannes ombord på et skib, foldet ud. Morten Ravn har selv sejlet på adskillige af museets skibe og fortæller levende om, hvordan besætningen på blandt andet Havhingstens togt til Irland - og tilbage igen året efter, nærmest blev til en form for sammenbragt familie.
”Under de to togter måtte besætningen stå enorme prøvelser igennem. Journalist Henrik Kastoft fortæller i bogen ‘På vikingetogt med Havhingsten' fra 2007, hvordan de kæmpede mod meterhøje bølger og vindstød af stormstyrke. Men også om enormt smukke og rolige oplevelser, som når alt under sejladsen gik op i en højere enhed i et harmonisk samspil mellem hav, skib og menneske. Strabadserne var med til at skabe et fællesskab og et sammenhold, der stadig holder mange år efter togtet. Ja, selv ægteskaber kom der ud af det,” skriver Morten i sin bog.
Landkrabber bliver til søulke og sætter afsted mod søs, med sig får de ikke blot en masse unikke oplevelser, men også et helt særligt og tætknyttet bånd med deres skib og skibskammeraterne.
Skibene åbnede en verden af nye ideer
I takt med skibenes tilbliven og udvikling åbnede verdenen sig for vores forfædre.
”Skibe har haft stor betydning på et globalt plan og udviklede samfundet ved at være flydende informationsbærer. Gennem det maritime netværk opstod globale relationer, som ikke blot introducerede økonomiske, ideologiske og politiske forandringer, men også forbindelser mellem mennesker, der banede vej for nye tanker, ideer og teknologiske fremskridt,” fortæller Morten Ravn.
Det er netop derfor, en tænkepause om skibe er relevant. Ikke blot for den maritimt interesserede, men også for dem, der er interesseret i samfundets udvikling.
Teaterbillet med en tænkepause under juletræet
Mangler du en julegave til den passionerede skibsentusiast, eller blot til en, der elsker at dykke ned i historier om kultur, så er ’Tænkepause om skibe’ en oplagt ide.
Allerede nu kan du købe billetter til teaterforestillingerne på Nørrebro Teater, Aarhus Teater, Kolding Egnsteater eller Randers Teater i starten af januar. Med en billet til en af forestillingerne, får man ikke blot en begivenhedsrig aften, men også bogen oveni.
Aarhus Universitetsforlag har sammen med Nørrebro Teater fået skuespiller Mette K. Madsen og instruktør Johannes Lilleøre til at omdanne bogen til en videnskabsmonolog, der opføres på de skrå brædder. Bagefter vil komiker og vært Sebastian Dorset gå i dialog med Morten Ravn om bogen og Mortens passion for skibe.
Bogen ”Tænkepause om skibe”
Udkommer 6. januar på Aarhus Universitetsforlags
Bogen er en del af forlagets serie ‘Tænkepauser’.
Serien lader forskere formidle deres passion kort og præcist på 60 sider.
Bogen kan købes i Vikingeskibsmuseets butik i Vikingeskibshallen, i boghandlere landet over og online.
Teaterforestillingen ”Tænkepause LIVE: skibe"
Videnskabsmonolog: skuespiller Mette K. Madsen & instruktør Johannes Lilleøre
Dialog: Museumsinspektør Morten Ravn & komiker Sebastian Dorset
Kan opleves her:
- Nørrebro Teater mandag den 6. januar 2025 kl. 19.00. Køb billet her.
- Kolding Egnsteater onsdag den 8. januar kl. 19.30. Køb billet her.
- Randers Teater torsdag den 9. januar kl. 19.30. Køb billet her.
- Aarhus Teater fredag den 10. januar kl. 17.00. Køb billet her.
Til en samlet pris på 185 kroner får du både:
En billet til forestillingen, en underholdende dialog og en spændende bog om skibe.