Årets første sejltur gik ikke helt som planlagt, da Havhingstens stævnede ud af museumshavnen den 4. maj. Det 30 m lange skib sprang læk under vandlinjen, og besætningen var nødt til at vende tilbage til havnen og tømme skibet for ballast, og bådebyggerne fra museets bådeværft gik straks i gang med at undersøge, skadens omfang.
Det viste sig, at både 6. og 7. bordgang i bagbord side var flækket ca. midtskibs, udfor masten. Havhingsten blev taget på land, og bådebyggerne udskiftede de flækkede bord. Havhingsten blev så søsat for anden gang i år og blev meldt klar til den kommende sejlsæson. Dog meldte problemerne med skroget sig hurtigt igen. Efter en tur til Holbæk, hvor Havhingsten og besætningen deltog i Træskibs Sammenslutnings Pinsetræf, viste det sig, at flere nagler og søm havde løsnet sig under sejladsen.
En gammel hingst
Der kan være flere årsager til at disse skader opstår, men en ting er klar: Efter knap 15 år på vandet er Havhingsten blevet ældre og kan derfor ikke længere tåle de samme belastninger, som da det var nyt.
Skibet er efterhånden blevet en ældre hingst med rigtig mange sømil under kølen. Skibets længste togt var forsøgsrejsen fra Roskilde til Dublin og retur, i 2007 og 2008. Sidenhen har Havhingsten og dens frivillige besætningen sejlet adskillige sommertogter rundt i de danske farvande, og tidens tand er begyndt at sætte sine spor i skroget.
De originale vikingeskibe fra Skuldelev har alle spor efter reparationer, og årringsdateringer af skibenes planker fra den oprindelige byggefase og de senere reparationer viser, at de originale skibe alle fik udført større reparationer efter ca. 15 års brugstid og at skibene har haft en samlet brugstid på mellem 20 og 40 år, før de blev anvendt sænket i Fjorden som del af den sejlspærring, hvor de blev udgravet fra i 1962. Et andet sikkert daterede eksempel på vikingeskibes brugstid er Osebergskibet, der havde været i brug i 14 år, før det blev brugt som gravskib. Disse arkæologiske fund fortæller os, at brugstiden for et vikingeskib var – relativt set – kort, og måske også kortere, end vi forestiller os i dag.
Det arkæologiske eksperiment ’Lad os se, hvad det betyder for…’
Foruden at reparere de udsatte områder i skibet, har museet besluttet sig for også at foretage nogle ændringer, der vil mindske belastningerne på skibet under sejlads.
Den mest gennemgribende ændring er, at masten bliver afkortet med 1,5 meter. Denne ændring vil bidrage væsentligt til at begrænse belastningerne på skibet – man kan sige: Jo levere mast, jo mindre belastning, da denne ændring medfører en række følgeforandringer. En lavere maste højde kræver et lavere sejl – og derfor et sejl med et mindre sejlareal. Dette medfører så igen, at skibet kan sejle med mindre ballast, hvilket vil gøre, at der skal tilføres mindre kraft for at flytte skibet gennem vandet.
Arkæologisk set er mastehøjden på vikingernes skibe en ukendt faktor, så her kan der eksperimenteres. Og set fra Vikingeskibsmuseets perspektiv, er det et interessant eksperimentalarkæologisk forsøg, vi står overfor, når skibet skal sejles med en lavere mast og et lavere sejl. Det giver muligheder for at afprøve, hvad det betyder for skrogets konstruktion, skibets krydsegenskaber, skibets bevægelser i søgang og hvor let- eller svært – det er at ro.
Travlhed på bådeværftet
Hvis man kigger forbi Vikingeskibsmuseet i disse dage, vil man nok se bådebyggerne i fuld sving med at lave de tilpasninger, som en forkortet mast medfører. Før Havhingsten sejler af sted på sommertogt i uge 28 og 29 skal de nå at:
• Tage masten ned og afkorte den
• Forkorte agterstaget
• Udbedre de skader der er sket, og fastgøre enkelte dele med nye søm eller klinknagler.
• Tage mindst 1,5 ton ballast ud af skibet
• Udvide mastefiskens hul, så der bliver 15 mm luft omkring masten
Sommertogt med eksperimentel-arkæologisk fokus
Overskriften på årets sommertogt for de 50 frivillige besætningsmedlemmer bliver ’test, afprøvning og erfaringsindsamling’.
Sejladsen kommer til at foregå kystnært i de indre danske farvande, hvor bådelauget skal tage sig tid til at lære den ’nye’ udgave af Havhingsten at kende.
Ud over almindelig logbog, skal lauget også udføre dokumentation med fokus på skrog, sejl og rig, hvor observationerne skal skrives ned og dokumenteres med foto og film, for at se hvilken indvirkning ændringerne har på Havhingsten.
Resultaterne vil kunne fortælle en masse om vikingeskibenes brug, levetid - tilbagetrækningsalder - og ressourceudnyttelse når der skal tages beslutninger om vedligehold kontra nybygning. Ligeledes få vi lov at teste et langskib med et helt anderledes forhold mellen højde og bredde på sejlet, og deraf få ny viden om forskelle i håndtering og sejlegenskaber.
Alt dette skal hjælpe med det videre eksperimentalarkæologiske arbejde med Havhingsten og med det forestående rekonstruktionsarbejde af Roskilde 6, verdens længste vikingeskib - og gives svaret på spørgsmålet: Er Havhingsten blevet en gammel hingst?
Fakta om Havhingsten fra Glendalough
Havhingsten fra Glendalough er en rekonstruktion af vikingeskibet Skuldelev 2, der er udstillet i Vikingeskibshallen i Roskilde. Skuldelev 2-langskibet blev bygget i Dublin i 1042 og vidner om kontakten mellem Danmark og Irland i vikingetiden. Havhingsten blev bygget som et arkæologisk eksperiment på Vikingeskibsmuseets bådeværft i 2000-2004. Ved byggeriet brugte man samme materialer og metoder som ved bygningen af det originale skib.
I 2007-2008 gennemførte Havhingsten - med en frivillig besætning af mænd og kvinder fra 10 nationer – en forsøgsrejse fra Roskilde til Dublin og retur. 2.482 sømil blev tilbagelagt ad vikingetidens sejlruter med det formål at afprøve rekonstruktionen.
Forsøget var en succes. Skibets sejlegenskaber viste sig at være gode, og det holdt en gennemsnitsfart på 6-8 knob.
